Freja i nyt samarbejde
Med start 1. juni etablerede Freja Transport & Logistik, Skive, et strategisk samarbejde med den belgiske transport- og logistikudbyder, Gillemot i Kampenhout.
Formålet var at kunne tilbyde kunderne daglige afgange mellem landene. – Og selvom Belgien ikke er vores største marked, så må man betegne det som en succes, siger administrerende direktør Jørgen Hansen, Freja. – Normalt når man foretager et samarbejdsskifte, som vi gjorde, så plejer aktivitetsniveauet at falde, men det har ikke været tilfældet her. Gillemot har virkeligt fokus på vores kerneområde, stykgods til og fra de skandinaviske lande, og de satser for alvor på Skandinavien. Baggrunden for etableringen af samarbejdet var, at aktiviteterne på det nordeuropæiske kontinent så så lovende ud, at Gillemots ledelse mente, den højere trafikfrekvens var en god idé. Det strategiske samarbejde omfatter også Norge, hvor der er indgået aftale med Universal, og Sverige, hvor partneren er Road-Link. I Finland er det de franske Giraud agenter, der står for transporterne. Gillemot, der i fem år har været en del af Giraudkoncernen, er mest kendt for stykgodstrafikker på specielt Tyskland og Sydeuropa. Virksomhedens internationale HUB, der er placeret i Kampenhout, har 22.000 m2 lager og 30 læsseramper, - og de har eget distributionsnet med dag til dag levering i hele Belgien.
-----