DFDS udvider i Horsens
Byrådet i Horsens har 24. august givet grønt lys for DFDS Transport A/S
Byrådet i Horsens har 24. august givet grønt lys for DFDS Transport A/S’s køb af yderligere 66.246 kvadratmeter jord, der ligger i umiddelbar forlængelse af de 154.788 kvadratmeter, der rummer virksomhedens hovedsæde i det vestlige Danmark.
- 85 procent af vore stykgodsaktiviteter vest for Storebælt løber igennem Horsens, forklarer direktør i DFDS Transport A/S, Poul Nielsen, - og nu har vi fået Horsens Byråds tilsagn om køb af yderligere 66.246 kvadratmeter til en udvidelse, der imødekommer den almindelige markedsvækst. Hvis alt går vel, tager vi endelig beslutning om projektets størrelse og udformning i fjerde kvartal 2004. Vi regner med at prisen vil løbe op i et tocifret millionbeløb eksklusiv grundprisen, der ligger på omkring 3.5 millioner kroner. Når det nye byggeri står færdigt, forventer vi at kunne forenkle strukturen ved at samle en del eksterne lejemål i de nye faciliteter. Samtidig regner vi med at skulle nyansætte i et vist omfang. DFDS Transport A/S, Horsens, har i dag 400 ansatte.
-----