Klarede det hele selv
Tidligere formand for Midtsjællands Vognmandsforening, Kjeld Nielsen (67), har 1. januar 2004 gennemført overdragelsen af den vognmandsforretning, han startede op i 1960.
I dag består geschæften af fem biler og to varevogne, der af og til kører tør for olie selv for den erfarne vognmand, som vi får telefonkontakt med i en grøftekant, hvor han står og venter på assistance, - og dieselolie.
- Overdragelsen til vores søn Preben startede for nogle år side, oplyser Kjeld Nielsen. - Jeg havde været til møde både i DTL og i banken om generationsskifter, og på et tidspunkt kort efter blev vi enige om at begynde overdragelsesprocessen. Det startede så med, at jeg solgte et par biler til ham. Prisen blev fastsat i samarbejde med revisoren, og Told og Skat godkendte beløbene. Preben afbetalte successivt til os, banken var ikke inde i billedet, fordi bankrenter og gebyrer ville have fordyret overdragelsen. Og det var ikke nødvendigt.
Sønnen er chef- Nu kører forretningen fint med min søn som chef. Jeg er ikke indblandet i de daglige dispositioner men hjælper gerne til, når det er nødvendigt. Kunderne er fortsat, og han er god til at tale med folk, så der er også planer om udvidelse af aktiviteterne. Overdragelsen er gennemført uden brug af professionel rådgivning, og det er gået uden problemer, siger Kjeld Nielsen, der blev æresmedlem af Midtsjællands Vognmandsforening, da han i foråret fratrådte efter 35 år som foreningens formand.
-----