23948sdkhjf

Christianslyst på friske hænder

Vognmand Henrik Ortmann Nielsen, der har flere generationers vognmandsblod i årerne, startede for sig selv, da han købte Christianslyst ApS i starten af 2003.

Vognmand Henrik Ortmann Nielsen, der har flere generationers vognmandsblod i årerne, startede for sig selv, da han købte Christianslyst ApS i starten af 2003.



Lastvognene fra Christianslyst ApS er ikke noget nyt indslag i gadebilledet i Gladsaxe Kommune. Vognmandsforretningen blev grundlagt af Kaj Jensen i 1932.

Christianslyst ApS blev 1. januar 2003 købt af den dengang 29-årige lastvognschauffør Henrik Ortmann Nielsen. Men det var ikke nogen novice i vognmandsfaget, der overtog de tre containerlastvogne og en komprimatorbil.

Henrik Ortmann Nielsen er tredje generation i en af hovedstadsområdets mere markante vognmandsfamilier: P.O. Nielsen A/S, der i dag er en del af Renoflex, blev stiftet af Henriks farfar. Men lige som sin far Peter, der har stiftet og stadig ejer og driver vognmandsforretningen Peter Ortmann ApS i Charlottenlund, så har Henrik Ortmann Nielsen valgt at være selvstændig.

Startede som chauffør i 1993.

- Jeg begyndte at køre som chauffør hos min far i sommerferien, for at tjene lidt lommepenge, da jeg gik på handelsskolen. Og lige pludselig var det faktisk ret sjovt, så det blev til et fuldtidsjob, fortæller Henrik Ortmann Nielsen på det beskedne og trange kontor ved virksomhedens oplagsplads på Gladsaxe Møllevej.

- Jeg kendte Christianslyst i forvejen og havde et godt indtryk af virksomheden, og da jeg hørte, at virksomheden var til salg, øjnede jeg her muligheden for at stå på egne ben, siger Henrik Ortmann og antyder, at stillingen som chauffør i faderens forretning ikke var helt gnidningsfri.

- I sidste ende sad jeg jo i min fars baglomme, og jeg ville gerne prøve selv, siger Henrik Ortmann.

De to virksomheder har i dag et glimrende samarbejde, når større opgaver kræver ekstra kapacitet.

Renovation og containere

Christianslyst ApS' primære aktiviteter er traditionel vognmandskørsel, udlejning af containere og transport af affald - blandt andet for Gladsaxe Kommune. Virksomheden råder over to containerbiler og en komprimatorbil og beskæftiger to chauffører.

Henrik Ortmann sidder selv bag rattet i noget, der ligner en normal arbejdsuge. Administration og salg sluger yderligere 20 til 30 arbejdstimer ugentligt.

- Jeg kører selv mellem 25 og 40 timer om ugen. Så alle de andre arbejdsopgaver må jeg klare ved siden af, fortæller Henrik Ortmann.

Christianslysts tidligere ejer Eva Nørringgaard, der drev virksomheden fra 1994, hjælper stadig med gode råd.

Henrik Ortmann kører selv virksomhedens MAN flakbil af ældre dato. Derudover råder virksomheden over en Scania komprimatorbil og en ny Volvo FM12 med containerhejs, der blev anskaffet sidste efterår.

- En af de opgaver, som vi gør meget i, er genbrugspap. Men generelt, så er markedet meget presset - ikke mindst fordi der er nogle store virksomheder, der presser priserne i bund, siger Henrik Ortmann Nielsen.

Familien først

Men det betyder ikke, at den unge vognmand er gift med sin virksomhed.

- Jeg har fra starten af besluttet, at der skal være plads til familien. Det skal ikke være forretningen, der styrer mit liv, men mig der styrer forretningen, erklærer Henrik Ortmann.

Han fortæller, at prioriteringen af familien, har givet anledning til mere end ét hævet øjenbryn hos ældre kolleger.

- Jeg har en lille datter på to år, og jeg vil være en del af hendes liv. Der skal være tid til at få hende i tøjet og give hende morgenmad, inden jeg tager på arbejde. Til gengæld, så tager jeg mig af papirarbejdet, når familien er gået i seng. Det er en af fordelene ved at være selvstændig, at man selv kan fordele sin arbejdstid, siger Henrik Ortmann.

Han fremhæver, at en virksomhedsleder ikke bør være uundværlig.

- Det skal ikke være sådan, at tingene bryder sammen, fordi jeg er væk i en uge. Jeg er så heldig, at jeg har to rigtig gode chauffører, som kan træffe fornuftige beslutninger selv, og det betyder meget, siger Henrik Ortmann Nielsen.

Han fortryder ikke det tidlige valg af en karriere i vognmandsbranchen.

- Det kunne selvfølgeligt have været meget rart, hvis man havde været ude og rejse som mange af mine gamle skolekammerater, men det er ikke noget jeg ærgrer mig over, siger Henrik Ortmann Nielsen.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063