Lysere tider for lastvognsproducenter
Stigende lastvognssalg plejer at varsle økonomisk vækst. Men trods to-cifrede væksttal for lastvognssalget på de vigtigste markeder i første halvår, så tør formanden for de tyske bilfabrikkers organisation VDA, professor Bernd Gottschalk ikke love fortsat fremgang.
- Der er simpelthen for mange usikkerhedsmomenter til at spå lige nu, sagde Bernd Gottschalk under et stort presseseminar i Frankfurt i midten af juli.
Men optimismen var trods den akademiske forsigtighed tydelig. Lastvognssalget er på verdensplan steget med otte procent i første halvår. I Nordamerika er salget steget 30 procent i første halvår 2004, sammenlignet med samme periode sidste år. I Vesteuropa er salget steget med mere beskedne fem procent. I Tyskland er salget af lastvogne over seks ton steget med 15 procent, trods en stadigt stillestående økonomi. Alene i juni blev 25 procent flere lastvogne indregistreret i Tyskland end året før.
I de nye EU-lande i Østeuropa er salget steget med 25 procent.
De flotte vækstrater skal ses i sammenhæng med et marked, der har været præget af stilstand og ganske omfattende strukturelle problemer.
- For kun to år siden havde producenterne af kommercielle køretøjer ganske betydelige økonomiske problemer. Men industrien har taget de fornødne skridt via produktforbedringer og ny teknologi, stram omkostningsstyring, fleksible arbejdsstyrker og strømlinet produktion, og derfor er sektoren i dag godt rustet til den nuværende vækst, sagde Bernd Gottschalk.
Han vurderede, at efterspørgslen efter nye lastvogne ville kræve en udvidelse af arbejdsstyrken hos de europæiske lastvognsproducenter, og at enkelte producenter faktisk ville opleve kapacitetsproblemer i den kommende tid.
FlaskehalsTransportmarkedernes sunde appetit på rullende materiel er ikke begrænset til Europa og Nordamerika. I Sydamerika er salget steget med 40 procent. En udvikling, der dog skal ses i skyggen af sammenbruddet i eksempelvis Argentinas økonomi for et tre år siden.
- Det er uhyre sjældent, at efterspørgslen vokser så markant på praktisk taget alle markeder samtidig og derfor kan kapacitetsproblemer ikke udelukkes, sagde Bernd Gottschalk.
Salget af lastvogne på det boomende kinesiske marked steg med 20 procent. Kina udgør nu et større marked for kommercielle køretøjer end Europa og USA til sammen.
Men det er først og fremmest lokalt producerede lastvogne, der bumper af sted på de hullede veje i den tredje verdens vækstcentre.
- Hvis vi skal ind på de markeder, så kræver det udvikling af specielle produkter og lokal produktion, fastslog Dr. Eckhardt Cortes, der er bestyrelsesmedlem i DaimlerChrysler-koncernen.
Slagtilbud slutBernd Gottschalk anslog, at produktionskapaciteten var tæt på at være fuldt udnyttet og forsat fremgang ville endog kunne medføre faldende markedsandele for enkelte producenter. Dog uden at sætte navne på.
Travlheden på samlebåndene hos lastvognsfabrikanterne betyder desværre også, at det er slut med den benhårde priskonkurrence, der i de foregående år har presset priserne i bund ? til gavn for kunderne.
- Tilbuds-krigene er forbi. Mottoet markedsandele frem for profitmargin har mistet sin appel, sagde Bernd Gottschalk.
Han understregede dog, at de flotte væksttal for lastvognssalget skal ses på baggrund af de dårlige salgstal i de foregående kriseår.
Miljømæssigt kraftspringUdviklingen af mere miljøvenlige motorteknologier står foran et markant gennembrud i de kommende år. Euro4 standarden, der bliver et krav på alle nyindregistrerede køretøjer fra 2006, vil allerede være at finde under motorhjelmen på udvalgte lastvognsmodeller fra praktisk taget alle producenter, når den kommercielle motormesse IAA løber af stablen til efteråret.
Men flere motorer med den såkaldte SCR-teknologi ? hvor der tilsættes ?Ad Blue?/urea til brændstoffet ? vil opfylde Euro5 standarden, der først bliver et krav fra 2009.
- Industrien og dens underleverandører har endnu engang bevist, at de kan opfylde nye miljøkrav til tiden eller før, sagde en tydeligt tilfreds Bernd Gottschalk.
Euro4 og Euro5 standarderne vil reducere udledningen af kvælstofilter (Nox) og partikler med 80 procent, sammenlignet med den nugældende Euro3 standard.
- Udledningen af sodpartikler vil alene være reduceret til tre procent af det tilladte niveau i 1990. Med de miljømæssige forbedringer, som er opnået, så er grundlaget for de poltiske ambitioner om at flytte gods over på jernbanen forsvundet. Diesellokomotiverne opfylder ikke nogen Euro-normer, fremhævede Bernd Gottschalk.
Han fremhævde også fremskridt på sikkerhedsområdet.
Penge til infrastrukturBerndt Gottschalk konstaterede, at den positive udvikling inden for vejtransporten forudsætter en forsat udbygning af infrastrukturen.
- Modernisering af infrastrukturen er helt afgørende. Men Tyskland gør for lidt. Trods EU-udvidelsen, så kan infrastrukturbudgettet for 2005 ende på ni procent af Forbundsrepublikkens budget, hvilket vil være det laveste nogensinde, sagde Bernd Gottschalk.
Han fremhævede især behovet for øgede investeringer i motorvejsnettet og understregede, at det skulle ske uden flere vejafgifter.
-----