23948sdkhjf

Enorm udvikling i svensk vognindustri

Vi har besøgt VM trailer i Härryda ved Göteborg, som producerer specialkøretøjer og blokvogne til såvel civile som militære formål

Vi har besøgt VM trailer i Härryda ved Göteborg, som producerer specialkøretøjer og blokvogne til såvel civile som militære formål



Den svenske påhængsvognsindustri har gennemgået enorme forandringer inden for de seneste ti til femten år. Mange gamle og kendte mærker er forsvundet. Andre er blevet til et produktnavn, der indgår i en produktpalet hos større koncerner.

Således er VM Trailer AB egentlig en udløber af det gamle og for længst lukkede HAFO i Göteborg. HAFO var en kendt blokvognsproducent. Selv i Danmark har der kørt flere HA-FO blokvogne for år tilbage.

VM Trailer blev grundlagt i 1989 og arbejder ud fra ideologien: Rigtig kvalitet til korrekt tid og til rigtig pris. VM står egentlig for vagnmakarne - på godt dansk vognmagerne.

Firmaet blev startet af Niels Dahlsjö, Patric Dahlsjö og Thomas Dahlgren, men i dag er kun Patric Dahlsjö og Thomas Dahlgren ejere. Niels Dahlsjö, Patrics far gik på pension i 2002, og er derfor helt udtrådt af ejerforholdet i 2003. Patric er VD og Thomas, der i øvrigt er blind, er økonomi- direktør.

Firmaet udvikler og bygger trailere, påhængsvogne, kærrer, specialvogne samt blokvogne til transport af tunge laster samt store og tunge maskiner.

Härryda Släp er et gammelt produktnavn med mere end 60 år på det svenske marked for påhængskøretøjer og blev opkøbt i 1994. Firmaet indgår også som en del af koncernen, der bærer navnet Mobilliftkoncernen.

Under produktnavnet Härryda bygger man tilsvarende trailere, kærrer, påhængsvogne og specialvogne til transport af stykgods, langgods, containere, veksellad og chassiser for skabsopbygninger som f.eks. kølekasser.

Mange specialer

VM Trailers har specialiseret sig at bygge vognene med udtræk, hydraulisk styrende aks-ler, trailere i moduler, trailere med aftagelig svanehals, jumbotrailere, der kan klare punkt-belastninger til maskintransport, superlave maskiner og stykgodstrailere og påhængsvog-ne. Desuden bygger man industrivogne og komplette opbygninger til blokvognstrækkere.

VM Trailer AB & Härryda Släp hører produktionsmæssigt hjemme i den lille ny Härryda lidt vest for Göteborg og er markedsleder i Sverige, når det gælder produktion af kundetilpas-sede køretøjer.

Til koncernen hører også kølekasseproducenten June Karosserier AB, der er hjemmehø-rende i Taberg lidt syd for Jönköping. June blev opkøbt af VM Trailer i 1996. Hele Mobillift-koncernen er en stor leverandør til det svenske forsvar, der benytter mange forskellige produkter fra såvel Härryda som VM.

Der er bl.a. leveret mange fireakslede overførselspåhængsvogne, Det er en påhængs-vogn, der på grund af de tilladte 24 meters vogntogslængde i Sverige kan laste to kroghej-selad. Denne type benyttes i stor stil af det svenske forsvar blandt andet i det tidligere Ju-goslavien.

Ligeledes har VM leveret en mængde blokvogne til transport af de svenske kampvogne. En anden kendt kunde hos Mobilliftkoncernen er ARLA FOODS, der løbende får leveret nyt materiel, så som nye Härryda/June kølekasser, køletrailere og dollyer m.v.

VM trailer har også produceret specialtrailere til Kasikstan og Rusland målrettet for trans-porter af byggematerialer og store maskiner.

Samme mand hele vejen

Når man producerer nye specialvogne hos VM følger en bestemt medarbejder vognen helt fra de første vanger bliver svejset sammen, til køretøjet bliver afleveret. Det eneste, den pågældende medarbejder ikke tager hånd om, er monteringen af alt el-system, der monte-res af elektrikere med mange års erfaring på området.

- Vi bygger som kunderne ønsker det, udtaler salgschef Jan Lignel til Trans Inform

- De fleste kunder er vognmænd, der kommer fra hele Sverige, og som har specifikke krav til lige netop deres transportløsning. Vi er nødt til at tage den pris, det koster at fremstille køretøjet. Det betyder, at vi ikke er i stand til at konkurrere med udenlandske vognfabrik-ker. Til gengæld står vi inde for vore produkter og det viser sig da også at vore kunder kommer igen og igen, netop fordi produktet står mål med kundens forventninger, siger han.

I Härryda beskæftiges der ca. et halvt hundrede medarbejdere mens der i Taberg er ansat ca. 30 medarbejdere. I Danmark repræsenteres Mobilliftkoncernen af I J Kranhandel ved Ivan Johansen i Thisted, der også er forhandler af EFFER kraner.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062