Fluen brød sin hjerne. Der var noget den skulle huske, men uanset hvor meget den anstrengte sig, kunne den ikke komme på, hvad det var.

Nu er fluer jo ikke kendt for den store hjernekapacitet, men vor flue plejede altid at vide nøjagtig, hvad den skulle gøre og hvorfor.

Havde den måske ikke været på pletten, da vognmanden holdt sit seneste møde i kantinen i stedet for på kontoret (smørrebrød) og havde den ikke senere observeret, at der var ekstra krummer på kontorelevens bord (pizza med ananas). Jo, skarpheden var der stadig, så hvad pokker var det nu, der var så vigtigt at huske.

Også vognmanden havde meget at huske på i øjeblikket. Der var travlt i øjeblikket. Vidunderligt travlt. Han havde sytten jern i ilden, og selv om han så vidt muligt sørgede for at uddelegere opgaver, så det hele ikke hang på ham selv, så kunne han ikke lade være med lige at kontrollere, om tingene nu blev gjort til tiden og på den måde, han ville have det. Bare for en sikkerheds skyld.

Men det gik godt lige nu. Firmaet havde netop vundet en licitation på noget helt nyt kørsel, man var med fremme i opløbet omkring opgaver for en storkunde, og de gode gamle kunder, havde også mere gods.

- Det er opsvinget, konstaterede vognmanden. Det havde han sagt flere gange tidligere, så meget kunne fluen da huske. Så tit at medarbejderne rystede lidt på hovedet af det, men vognmanden var en uforbedrelig optimisk. Og denne gang kunne alle se, at der var noget om snakken.

- Nu er det altså hamrende vigtigt, at vi holder tungen lige i munden, sagde vognmanden til bogholderen. De var nu inde på chefkontoret, og fluen var fulgt med, for de sidste par dage havde vognmanden spist rundstykker (det giver masser af krummer).

- Du ved, hvad det har kostet os at holde nogenlunde fast på vores rimelige priser. Jeg kan virkelig blive arrig, når jeg ser, hvem der har fået nogle af de opgaver, vi ikke ville byde for lavt på. Jespersen & Stub må da gå rundt med bind for øjnene, hvis ikke de kan se, hvordan Hurtigvognmanden tumler rundt med deres gods.

Bogholderen nikkede. Han var enig med chefen i, at det var et skråplan, at fire for meget på prisen. Omvendt, så havde der været perioder, hvor det nok havde været klogt ikke at være så stædig. Men så havde vognmanden eller en af de andre som regel fået en lys ide, til noget nyt. Men det kunne man ikke løbe an på i længden, mente han.

- Det vigtigste er, at vi får fat i nogle af de nye kunder, sagde han til vognmanden, som nikkede.

- Ja, det har du ret i, men vi er derhenne, hvor det kræver mere materiel og flere folk. Det er jo et skønt problem at have, men vi kan jo ikke bare give los med investeringer. Så længe vi kan få en fornuftig betaling for vores kørsel, er der plads til det hele - især hvis vi holder fast i vores omkostninger. Men der er jo andre, som byder sig til med lave priser for at komme ind hos de nye store kunder.

Fluen kunne se, at vognmanden var begyndt at tromme med fingrene på skrivebordet. Et udtryk for dyb tankevirksomhed eller ubeslutsomhed. Fluen kunne ikke helt afgøre det.

I det samme kom kontoreleven ind med et brev. - Jeg skulle sige, at det er vigtigt, sagde hun.

Vognmanden ville straks flå konvolutten op og rive brevet ud, men han beherskede sig. Det var den besked, han havde ventet på. Værdigt fandt han sin papirkniv frem og sprættede omhyggeligt brevet op. Øjnene sprang hurtigt ned til lidt over bunden af arket ...glæder os til samarbejdet...Yes! Derefter læste han det hele.

- Hvad siger du så. Vognmanden så triumferende på bogholderen.

- Vi får hele opgaven og vi får vores pris hjem. Der er godt nok nogle ekstra krav, men det er ikke værre, end vi kan overkomme det, sagde vognmanden glad.

Bogholderen klappede let i hænderne. - Bravo. Skønt at det lykkes, for du har sør'me brugt meget tid på den sag.

- Ja, men jeg kan ikke holde ud, når kunderne ikke kan se forskel på en kvalitetstransport og dem, der bare fløjter afsted med varerne uden at tænke på hverken sikkerhed, miljø eller præcision. Det er det, jeg sælger til mine kunder. Kvalitet, men det hjælper jo ikke, hvis ikke de kan se forskel på en Mercedes eller en knallert, når det gælder transport. Og det er ofte store velrenommerede firmaer, som selv går enormt højt op i deres varemærke og deres image udadtil. Jeg tror, at det lykkedes mig at vise dem, at vi kan løse deres transportopgave. så vi matcher deres høje standard.

- Godt klaret, sagde bogholderen.

Pludselig kom fluen i tanker om, hvad det var, den skulle huske. Den havde opdaget, at bogholderen havde en åbnet rulle kiks liggende nede i den skrivebordsskuffe, som ikke kunne lukkes helt. Men ærlig talt, kiks. Vognmanden havde nemlig lige råbt på wienerbrød. Det var efter, at han havde fået det brev.

-----