EU er Danmarks bedste værn mod vilkårligheder
Alt i mens flere og flere EU-lande nu gør klar til enegang i så vigtigt et spørgsmål som vejskat og dermed udstiller, hvor stor behov vi som transportnation egentlig har for et velfungerende fællesskab, giver vælgerne parlamentsvalget et skuldertræk.
DTL-direktør Michael Svane, som har kæmpet hårdt for de danske transportsynspunkter i EU-sammenhæng vil ikke placere skylden for den lille vælger-interesse noget bestemt sted. Men han undrer sig over, at der ikke er større forståelse, hvor vigtig en rolle EU spiller for dansk erhvervsliv.
- Det går en ubrudt linje fra vognmanden i Nørre Snede til Europa-Parlamentet og EU i det hele taget, siger han og slår fast, at EU er en værn mod, at de nationale særinteresser får lov at dominere ? EU er jo meget andet end blot et bureaukrati, fastslår han.
Det lykkedes ikke for EU?s transportministre at nå til enighed forleden om en fælles indgang til vejskatten, og det er ikke blot Tyskland, som ønsker at gå egne veje i spørgsmålet om vejskat. Også England overvejer enegang, og det samme gør Sverige.
Det er ikke i Danmarks interesse.
Et skisma i EU- Men der er måske ved at tegne sig et skisma mellem lande, som ligger midt i smørhullet og dem i udkanten. Og de har ikke nødvendigvis samme interesser. Tyskland kan f.eks. som transitland have et ønske om at bruge afgiftssystemet til at begrænse transporten og holde trafikstrømmene i ave. Men de kan ikke blot holde andre ude og overlade det til egne transportfirmaer. Det sikrer EU, påpeger DTL-direktøren.
- Nogle lande har naturlige geografiske fordele, som de gerne vil udnytte, mens andre har behov for at undgå, at afstande, restriktion og penge begrænser dem. EU handler jo fra første færd om at skabe et stort fælles marked og afvikle handelsbarrierer, men nu nærmer vi os en situation, hvor lande i udkanten stilles ringere. Det er trist, men det viser at der ikke er noget alternativ til EU, siger Michael Svane
Han ser nødigt en udvanding af EU's indsats for fælles regler og endnu nødigere et EU i flere hastigheder, hvor noget løber hurtigere end resten.
Derimod er han ikke så bekymret for transporten som sådan: Der kommer langt mere transport i fremtiden, den globaliserede økonomi vil trække udviklingen fremad. Outsourcing vil få stigende betydning ? og det er ikke kun store foretagender som SAS, der vælger at outsource opgaver til Indien, som vi har set. Også mindre virksomheder vil vælge at gøre det. De overordnede økonomiske kræfter vil sætte ind, og gøre en eklatant forskel, men noget facit findes der nok ikke ? udover at transport kommer der masser af.
- Men en øget transport vil blive mødt med stigende krav fra politikerne og samfundet ? det vil sige restriktioner med overskrifter som miljø og sikkerhed. Mere transport, men også flere krav.
40.000 nye chauffører- Og det vil tvinge vognmænd og transportvirksomheder til at tænke mindre på selve lastbilen og mere på arbejdskraften. Jo flere timer du kan holde bilen rullende jo bedre. Og her kommer arbejdstidsdirektivet til at spille ind. Det træder i kraft til marts 2005 og der en nogen, der regner med at det vil give behov for mellem 40.000 og 60.000 nye chauffører i EU. Det bliver en kæmpemæssig udfordring. Og der er ingen tvivl om, at prispresset vil tage til. Vi hører stadig transportkøbere tale om, at de europæiske transportpriser ligger 20-30 procent over priserne i USA, siger Michael Svane og fortsætter:
- Oven i kommer så udvidelsen af EU til 25 lande, og man må håbe, at det ikke betyder, at EU's beslutningskraft bliver svækket. En sådan svækkelse vil nemlig hurtigt sætte sig spor i de rammevilkår, som det europæiske erhvervsliv har. Og det er alvor. For bliver EU ikke i stand til at skabe de nødvendige rammer for europæisk erhverv, så er vi dømt til at tabe i konkurrencen med USA og Japan. Det er en udfordring af de store.
- Tænk på, hvor let det er for en stor virksomhed at flytte. Et knips med fingrene, så er det ordnet. Etableret i et nyt land. Virksomhedernes beslutningskraft er meget potent. Produktionen kan flyttes uden videre.
- Ser vi mere snævert på transportområdet og transportvirksomhederne, må vi nok regne med, at der fremover kun vil være plads til en halv snes stykker. Virkelig store og ejet af amerikansk og måske tysk kapital. Dem, som i dag er store i vore øjne, er ikke noget særligt set på verdensplan. Det er den situation, vi skal forholde os til, så med alt det positive, der er at sige om EU's udvidelse, så går vi også ind i en æra, som stiller nye krav til EU's beslutningskraft. Det er vigtigt at få klaret gennem den nye forfatningstraktat.
Det europæiske folkekøkken skulle gerne kunne tilbyde en tre-retters menu med konkurrencekraft, penge til en virkelig satsning på forskning og så en god beskæftigelse, forklarer Michael Svane.
Vi må også give noget:- Hvis vi i Danmark vil Europa, så er vi også nødt til at give Europa noget. De unge som er født efter 1972 har et mindre anstrengt forhold til EU end mange af de lidt ældre, som for mange vedkommende ser EU, som noget, der blot kommer og blander sig. Men vi har netop brug for fælles regler. Nationale særregler virker tværtimod helt ødelæggende.
- Vi kan ikke være os selv nok. Tag en ting som bilproduktionen. Vi har ingen bilproduktion eller lastbilproduktion herhjemme, alligevel er vi dybt afhængige af f.eks. den motorteknologi, der udvikles andre steder.
- Men samtidig må vi have lov at sige, at vi er dygtige. Vi ligger helt i top i europæisk transport. Men igen betyder det ikke, at vi kan klare alting alene. Det gælder også arbejdspladser i udlandet.
På samme måde, som tekstilindustrien i Herning, skal vi kunne lægge opgaver ud. Mange syerske-opgaver blev flyttet til udlandet fra tekstilindustrien og arbejdspladser forsvandt ud af landet ? ja, men til gengæld blev der skabt nye arbejdspladser højere oppe i værdikæden. Vi fik til gengæld flere designere, udviklere osv.
Forudsætningen for at kunne bevare arbejdspladser, er at vi også i transporterhvervet gør brug af de muligheder der er for at etablere sig i udlandet. Det er jo et ansvarligt synpunkt, som også f.eks. lønmodtagerorganisationen i CO-Industri har, og det er en simpel nødvendighed. Tingene hænger sammen.
Arbejderpladser i udlandetFor at redde 10 arbejdspladser i Danmark, er jeg ikke bange for at lægge fem eller 15 arbejdspladser i udlandet. Nogen mener, at det er odiøst, at f.eks. transportsektoren bruger udenlandsk arbejdskraft, hvor man måske bedre kan forstå, at industrier som Danfoss eller Lego er nødt til det. Men jeg spørger, hvad galt er der i, at også transporten bruger de midler, der skal til for at klare sig i en moderne tid. Men det kræver naturligvis, at reglerne er overholdt. Men transporten er ikke noget klenodie, den er en aktiv forudsætning for fremtidens velfærd . Derfor må vi operere i verden, som den ser ud, fastslår Michael Svane, som mener, at et effektivt EU bedst kan skabe de rigtige betingelser.
- Men det er naturligvis vigtigt, at EU har en folkelig forankring og dermed den demokratiske legitimitet, som gør, at der bakkes op om beslutningerne, siger han.
-----