Mange af kandidaterne er relativt ukendte, og der er ikke de store markante mærkesager at slås for. Det er, om ikke en rutine-sag, så i hvert fald en af den slags opgaver som skal klares uden den store sindoprivelse.

Men det er egentlig rart, at man for en gang skyld kan se lidt mere afslappet på en EU-afstemning. De nervepirrende ja/nej knald eller fald folkeafstemninger, som vi har været vant til, har ofte kaldt på alt andet end saglige argumenter og nøgterne vurderinger. Det har været følelser, nationens overlevelse eller kapitalens projekt, der har været i spil. Nu kan vi i det mindste forholde os til nogle regulære emner og kandidatholdninger.

- EU er alt for langt væk?, hører man ofte. - De vil bestemme det hele dem dernede i Bruxelles. -Jeg kan ikke finde hoved og hale i alt det, de render og laver dernede. - Det er bureukrati og rejse-diæter. Kritikpunkterne er mange og af og til berettigede.

Men selv om man kan gøre meget mere fra EU?s side og fra EU-parlamentarikernes side for at gøre det hele nærværende og vedkommende, så kommer vi ikke uden om, at det er komplicerede størrelser der jongleres med. Et forpligtende samarbejde mellem selvstændige lande er en svær og langsommelig proces, hvis det skal gøres ordentligt. Og nemmere bliver det bestemt ikke af, at der nu er 25 lande, som skal høres og ses.

Men det er jo heller ikke alting i Folketinget herhjemme, der vækker interesse i befolkningen. Der er meget i lovgivningsarbejdet som er svært stof for meningmand ? og det er der for den sags skyld også i den lokale kommunalpolitik. Der er de store sager, som får stærkt fokus og der er konflikterne. Men meget af det nødvendige daglige ?rugbrødsarbejde? foregår støt og roligt uden råb og vilde fagter. Selv om det ofte er forskellige politiske holdninger, der brydes.

Det samme gælder EU. Der er store spørgsmål, hvor holdningerne er stejle og der den seje daglige kamp for at nå et stykke videre med så stor en støtte fra landene som muligt.

EU får mere og mere indflydelse på vores hverdag. Den internationale udvikling stiller krav til alle lande, uanset om de er med eller ej. Og når det gælder transporten er EU en fantastisk vigtig arbejdsmark for Danmark. Som Anne E. Jensen, der er EU-kandidat for Venstre slog fast på DTLs generalforsamling, så kræver det virkelig meget, at få indflydelse på EU's politik. Hun ved det fra sin nuværende plads i parlamentet, hvor hun har koncentreret sig ikke mindst om transportpolitikken - både når det gælder forsøget på at skabe ens regler for opkrævning af vejafgifter, chaufførsikkerhed, og et effektivt transportnet, som ikke sælger ud af sikkerheden. Det kan lade sig gøre at få et solidt dansk fingeraftryk på mange af de vigtige sager, hvis man kæmper indædt nok og har argumenterne i orden, viser hendes indsats.

Det ved også organisationer som DTL og Danmarks Rederiforening, som har lagt vægt på at præsentere et stærkt og troværdigt dansk bud på løsninger af de fælles transport-udfordringer. Og erfaringen er, at der bliver lyttet til Danmark ? også mere end vores størrelse og indbyggertal egentlig berettiger til.

Vi leverer en anerkendt transport-kvalitet hen over grænserne, og på samme måde skal vi gerne kunne levere en politisk kvalitetsvare i EU. Parlamentet er både en markedsplads for holdninger og en arbejdsplads. Vi skulle gerne kunne gøre os gældende i begge sammenhænge.

Derfor er det ikke ligegyldigt, hvem vi vælger. Derfor er parlamentsvalget den 13. juni ikke ligegyldigt.

-----