Et af de problemer, der indenfor transportretten de seneste år har påkaldt sig nogen opmærksomhed er spørgsmålet om, hvem af flere på hinanden følgende transportører, der har eller har haft risikoen for godset på et givet tidspunkt, hvor godset er bortkommet, typisk ved tyveri.

Spørgsmålet er med andre ord lidt populært sagt, hvem der har stafetten på det tidspunkt, hvor det går galt, og netop spørgsmålet om næste fragtførers overtagelse af godset fore-kommer statistisk set interessant i tilfælde, hvor en løstrailer efter at være lastet op, hen-står mere eller mindre ubevogtet i et givet tidsrum inden transporten påbegyndes. Hvis transportør A har lastet traileren med godset, og godset forsvinder inden transportør B an-kommer med sin trækker, er spørgsmålet for det første, hvilken aftale der er indgået mel-lem disse to transportører om eksempelvis ankomsttidspunktet og risikoen og i anden række spørgsmålet om, hvem af parterne, der generelt er ansvarlig i "den ubevogtede pe-riode".

Det juridiske udgangspunkt i sådanne tilfælde vil sædvanligvis være det, at såfremt chaufføren fra det vognmandsfirma, der rent faktisk skal udføre transporten har deltaget i eller overværet læsningen af traileren, vil sandsynligheden for, at speditøren eller den for-udgående transportør har sluppet stafetten og dermed risikoen, være større, end hvor en sådan overværelse af læsning ikke har været tilfældet. I sidstnævnte tilfælde kan det, som det vil fremgå nedenfor, blive et spørgsmål om bevis ? er der mellem parterne indgået af-tale om, at næste vognmand mere eller mindre frivilligt har påtaget sig risikoen fra et givet tidspunkt?

Sø & Handelsretten har nu i en helt frisk dom afsagt den 4. maj i år haft lejlighed til at tage stilling til denne problematik i en sag, hvor et jysk speditionsfirma i november 2001 påtog sig at transportere 33 paller vin fra Spanien til i første omgang sin egen plads i Jylland. Speditøren havde opgaven fra en anden speditør i Københavnsområdet, der igen havde importøren som direkte kunde. Den jyske speditør havde videregivet opgaven til et lokalt vognmandsfirma og det var mellem den jyske speditør ("Speditøren") og vognmandsfir-maet ("Vognmanden") den senere tvist stod.

Vognmanden stillede i overensstemmelse med parternes aftale sin trailer på Speditørens plads den 23. november 2001 om eftermiddagen. Traileren der indeholdt gods fra forskel-lige steder på Sjælland, blev losset af Speditørens ansatte. Søndag den 25. november 2001 blev den læsset med pallerne med vin. Efter oplysninger fra Speditøren var læsnin-gen afsluttet kl. 17-18. Vognmandens chauffør indfandt sig på pladsen mandag den 26. november 2001 formentlig ca. kl. 5 om morgenen og konstaterede, at traileren var stjålet. Traileren blev senere fundet tom på en rasteplads lige syd for den dansk-tyske grænse.

Tyveriet blev anmeldt til det lokale politi. Af anmeldelsesrapporten, der var udskrevet den 26. november 2001 kl. 09.31, fremgik det, at traileren er rød med hvis påskrift. På si-derne og på bagdøren stod vognmandsfirmaets navn højt og larmende, således som det jo normalt er tilfældet. I rapporten anførtes at "det er almindelig kendt, at Speditøren kører med vin". I kosterfortegnelsen var angivet, at den stjålne vin ? i alt 17.626 flakser ? havde en værdi på 525.000 kroner. De stjålne varer var nærmere beskrevet i fax af 4. december 2001 fra et københavnsk speditionsfirma., der var den første kontraherende fragtfører. 184 flasker kom til veje i forbindelse med politiets efterforskning i sagen.

Speditøren havde kontor umiddelbart ud til en større plads, der deltes med et andet trans-portfirma, der havde kontor ved siden af Speditøren. Pladsen var ikke indhegnet. Det var oplyst, at Dansikring i henhold til kontrakt med nabospeditøren foretog runderinger på pladsen "? søn- og helligedage i tidsrummet 18.00 ? 05.00 ved 2 tilsyn udført til skiftende tider, tilsyn med aflåst indhegning bag lagerhal samt p-pladsen med trailer og lastbiler."

Tyveriet blev anmeldt til Vognmandens forsikringsselskab, der afviste at betale og til Spe-ditørens forsikringsselskab, der ligeledes afviste at betale. Et tredje forsikringsselskab ? Vareassurandøren ? rettede krav mod det københavnske speditionsfirma som første kontraherende fragtfører, og dette firma videresendte regningen til den jyske speditør, som valgte at betale og dermed selv at videreføre kravet mod vognmanden. Der blev indgået en afdragsordning mellem disse. Vareassurandøren tog forbehold om at gøre krav gæl-dende overfor bl.a. Speditøren.

Da vognmanden fortsat afviste kravet, indbragte Speditøren sagen for Sø & Handelsretten med påstand om refusion af de godt 540.000 kroner, som speditøren selv havde betalt i erstatning.

Direktøren for speditionsfirmaet forklarede i retten, at Speditøren havde samarbejdet med vognmanden gennem 5-6 år og, at parterne fortsat samarbejdede på bedste vis. Be-stillingen på transport, som denne sag drejer sig om, blev afgivet af vidnet i en telefon-samtale med direktøren i vognmandsfirmaet fredag den 23. november 2001 om eftermid-dagen og senere samme dag bekræftet pr. fax. Aftalen var, at traileren skulle være fær-diglæsset søndag kl. 18.00. Traileren stod på Speditørens plads fra fredag, hvor Vogn-manden stillede den på pladsen, til søndag. Den blev læsset af Speditørens folk i løbet af søndagen, og den var færdiglæsset kl. 17-17.30. Det fremgik af timesedlerne. Speditøren meddelte Vognmanden, at traileren ville være klar søndag kl. 18.00. Traileren skulle være mandag kl. 9.00 hos kunden på Sjælland.

Det var efter Speditørens opfattelse Vognmandens valg at lade traileren stå på pladsen efter læsningen indtil den planlagte afhentning.

Speditøren forklarede endvidere, at der ikke var nogen aftale mellem parterne om, hvem der skulle bære risikoen for traileren fra søndag aften til mandag morgen.

Alternativet til den valgte fremgangsmåde var, at Vognmanden kom med trækker og trailer om søndagen, fik traileren læsset og kørte igen. Det forekom ofte.

Traileren stod på en plads, som de havde fælles med Nabospeditøren. Det var en stor åben plads, der var oplyst af en projektør på en 20-25 meter høj mast. Traileren stod 10-150 meter fra deres kontor. Nabospeditøren arbejdede i døgndrift fra søndag kl. 16.00 til den følgende fredag. Der var ingen hos Nabospeditøren, der bemærkede noget usædvan-ligt på pladsen søndag den 25. november 2001 eller natten til mandag den 26. november. Der stod som regel 20-25 trailere på pladsen, hvoraf omkring 10 var i "aktivitet".

Speditøren havde betalt erstatning til Det københavnske speditionsfirma fordi varerne for-svandt i Speditørens regi. Der blev betalt i alt ca. 541.000 kroner.

Direktøren fra vognmandsfirmaet forklarede, at han sagtens kunne huske den pågæl-dende bestilling af trailer. Han og Speditøren talte samme om transporten fredag eftermid-dag. Speditøren sagde, at traileren ville være færdiglæsset søndag. Han kunne ikke hu-ske, at der blev sagt søndag kl. 18.00. Han mente, at der blev sagt søndag kl. 20.00. Der var ingen tale om, at Vognmanden skulle hente traileren om søndagen. Det burde have været klart for Speditøren, at Vognmanden ville hente traileren tidligt mandag morgen. Der var bestilt tid til losning af traileren mandag kl. 9.00 eller kl. 10.00, og der var højest 3 ti-mers køretid fra speditørens plads til Sjælland..

Vognmanden havde udført mange vintransporter, såvel for Speditøren som for andre.

Det forekommer, at Vognmanden kommer med en trækker og en trailer om søndagen til læsning, men det var mere almindeligt, at de stillede en trailer på pladsen med henblik på læsning og så hente den på et tidspunkt efter læsningen. Han ville ikke afvise, at det kun-ne være forekommet, at Vognmanden i en situation som den foreliggende havde hentet en trailer om søndagen efter læsning.

En anden medarbejder i vognmandsfirmaet forklarede i retten, at hun kom ind i sagen i forbindelse med skadesanmeldelsen. Vognmanden og Speditøren havde i mange år haft et knaldgodt samarbejde, og samarbejdet fortsatte. De handlede med hinanden mere end én gang om ugen. Det forekom ofte, at Vognmanden stillede en trailer til losning og senere læsning. I det foreliggende tilfælde, var hun blevet bekendt med, at chaufføren der kom med traileren, tog tilbage til Sjælland med en anden trailer. Det havde aldrig været et krav fra Speditørens side, at en trailer skulle hentes efter at den var blevet læsset. Det ville be-tyde, at man f.eks. skulle sætte en chauffør til at hente en trailer søndag kl. 18.00 med henblik på at aflevere den på Sjælland mandag morgen. Det var der ingen, der havde råd til. Det kunne forekomme, men det var meget sjældent, at en trailer blev hentet lige efter læsningen, hvis der skulle losses meget tidligt om mandagen. Det var ikke tilfældet med traileren, der skulle losses mandag kl. 9.00.

Speditionsfirmaets advokat anførte i retten bl.a., at fragtføreren efter CMR-loven var ansvarlig for godset "fra overtagelsen". Ved overtagelsen måtte i det foreliggende tilfælde forstås det tidspunkt, fra hvilket læsningen af Vognmandens trailer var afsluttet. På dette tidspunkt måtte risikoen gå over. Varerne blev læsset i en trailer tilhørende Vognmanden. Den var hensat på pladsen af Vognmanden, og det beroede på Vognmandens valg, hvor-når selskabet efter læsningen ville hente traileren. Ved Vognmandens hensættelse af trai-leren med henblik på læsning kom traileren ikke i Speditørens varetægt. En del af Vogn-mandens anbringender til støtte for frifindelse beroede på, at det antoges, at Speditøren vidste, at traileren først blev hentet mandag morgen, men det var en ubevidst antagelse. Det var muligt, at det logisk set var velbegrundet at lade traileren blive stående i Vejen til mandag morgen, men det var ikke afgørende for spørgsmålet om, hvornår godset blev overtaget til transport.

Risikoen for godset var gået over til Vognmanden. Det gjordes tillige gældende, at Vogn-manden havde handlet groft uagtsomt. Der var derfor ikke indtruffet forældelse.

Det var bl.a. speditørens opfattelse, at der skulle tages hensyn til, at CMR-konventionen, der oprindeligt var fra 1956 ikke havde kunnet tage højde for den måde, moderne trans-porter næsten 50 år efter, udføres med bl.a. løstrailersystem mv.

Vognmandens advokat anførte, at godset ikke blev overtaget af selskabet inden tyveriet. Der henvistes herved til CMR-lovens § 7, litra d. CMR-lovens bestemmelser er ufravigeli-ge, hvorfor en aftale om tidligere overtagelse end det tidspunkt, der følge af lovens be-stemmelser ville være ugyldig.

Afgørende var, hvornår overtagelse efter CMR-loven og parternes aftale fandt sted. Der henvistes bl.a. til den betænkning, der lå bagved den danske udgave af CMR-loven, hvor-efter overtagelsen sker ved godsets fysiske overgivelse til fragtføreren. Indlastning af god-set på fragtførerens vogn vil efter omstændighederne kunne betragtes som overtagelse til befordring selvom indlastningen ikke blev foretaget eller blev overvåget af fragtføreren. Heri lå bl.a., at ikke enhver indlastning i fragtførerens vogn uden overværelse af fragtføre-ren, var en overgivelse af lasten. Hovedreglen var den modsatte, at indlastning uden fragtførerens tilstedeværelse ikke var en overgivelse af gods.

Udover dette principielle spørgsmål om overtagelsesproblematikken var det vognmands-firmaets advokats opfattelse, at speditørens krav ikke var ordentligt dokumenteret, og at der ikke var den fornødne søgsmålskompetence.

Retten lagde til grund, at traileren efter aftale mellem Speditøren og Vognmanden blev henstillet på Speditørens plads fredag med henblik på losning og læsning om søndagen. Det var ikke godtgjort, at parterne aftalte, at Vognmanden skulle hente godset umiddelbart efter læsningen eller på et nærmere angivet tidspunkt efter læsningen og således overtog risikoen for det. Under disse omstændigheder kunne retten tiltræde sagsøgtes argumenta-tion for, at risikoen for godset ikke var gået over til Vognmanden, der derfor frifandtes.

Under sagen havde det sædvanlige spørgsmål om grov uagtsomhed bl.a. været oppe at vende derved, at Speditøren havde været nødt til at gøre grov uagtsomhed gældende, idet regreskravet ellers kunne være forældet efter CMR-reglerne, men Sø & Handelsretten blev altså ikke nødt til at tage stilling til dette spørgsmål, idet retten jo statuerede, at der slet ikke var påbegyndt noget varetægtsforhold for vognmanden.

Et yderligere problem for dette speditionsfirma såvel som for andre transportaktører i lig-nende situationer kan imidlertid være, at transportørernes egne forsikringsselskaber afvi-ser at dække ansvaret under henvisning til, at policen undtager dækning for grov uagt-somhed.

"Udfordringer" er der nok af!

-----