Meiller køber del af Kögel
Og indgår alliance med Højbjerg Maskinfabrik om tip og kroghejs
Meiller med hovedsæde i München har pr 1. april overtaget alle Kögels konstruktions- og produktionsrettigheder vedrørende tippeladskøretøjer. Regionschef Hans Ulrich Mohr, Meiller Hannover udtaler: - Vi har erhvervet hele det eksisterende kundekartotek og alt Kögels materiale på tippeladsområdet og er i fuld gang med at indarbejde produkterne i vores bestående produktion. Vi regner med at være leveringsdygtige i det fulde produktprogram allerede fra august måned i år.
Kögels rekonstruktion følger i øvrigt planen. En slankning af produktion og administration har allerede fundet sted, og i øjeblikket føres der forhandlinger med tre mulige investorer om overtagelse af fabrikken. Den ene investor er det münchenbaserede finanshus Schoeller, Metternich und Brennicke, der i september overtog 80 procent af Chereau, Frankrig, mens Kögel satte sig på de resterende 20 procent. Forhandlingerne om overtagelse af Kögel vil formentligt være afsluttet inden udgangen af maj måned.
Højbjerg i alliance med Meiller
Og nu senest har Højbjerg Maskinfabrik indgået alliance med Meiller:
- Vi har store forventninger til samarbejdet. Meillers produkter supplerer vores produktpalet særdeles godt. Især produktet kroghejs er i vækst, siger salgs- og marketingchef Ole E. Bruun, HMF i Højbjerg.
Den ny samarbejdsaftale med Meiller, som er en fremtrædende producent af standardiserede produkter inden for tip og kroghejs, ventes at øge HMF's konkurrence-evne. Meiller er nu parat til at sælge sine produkter, bl.a. kroghejs med lastafhængig tilgang og tippelad på det danske marked
Standard med kvalitet- I takt med den stigende konkurrence på markedet, forsøger vi hele tiden at koncentrere os om vores kernekompetencer. Og det er suverænt selve kranen. Derfor har det stor betydning for vores konkurrenceevne, at vi nu har fået fat på en aktør, som tænker og agerer markedsorienteret. Meiller kan levere efterspurgt standardiseret kvalitetsudstyr, og satser ligesom os på produktudvikling, siger Ole E. Bruun.
Meiller har hovedsæde i München og er er ca. tre gange så stor som HMF, som er blandt Europas største producenter af lastbilkraner med en omsætning på ca. 500 mio. kr.
-----