Fokus på kørslen
Fragtmandsvirksomheden Viggo Petersens Eftf. ApS i Tåstrup har succes med fokus på kørselsaktiviteterne
En ældre hvid murermestervilla i Taastrup er domicil for fragtmandsfirmaet Viggo Petersens Eftf. ApS, der drives af brødrene Anders og Kristian Skov Petersen. Brødrene satte ambitiøse vækstmål, da de overtog virksomheden efter faderen Viggo Petersen i 1987.
- Det lå ikke i kortene, at vi skulle overtage virksomheden efter far. Jeg er handelsuddannet og var indkøber i Synoptik, mens Anders kørte Road Racing. Anders havde hjulpet vores far med virksomheden, da han blev syg. Og da vi havde arbejdet sammen omkring Anders' egen virksomhed med motorløb, så vidste vi, at vi kunne fungere sammen og vi besluttede at prøve, fortæller Kristian Petersen.
Faderens virksomhed bestod af fire lastvogne og en enkelt kassevogn. En vognpark, der i dag er vokset til otte trækkere med citytrailer og 17 forvogne. Sidstnævnte forventes reduceret med to, da virksomheden netop har modtaget to nye biler.
- Men vi har så travlt i øjeblikket, at vi ikke kan undvære dem lige nu, forklarer Kristian Petersen.
Viggo Petersens Eftf. har 36 ansatte. Samtidig benytter virksomheden sig af indlejede vognmænd.
- Vi beskæftiger dagligt mellem 45 og 50 personer. Alle vores pakkebiler er indlejede og så har vi seks til syv forvogne med hængere beskæftiget i Roskilde, fortæller Kristian Petersen.
Fem år på prøveDa Anders Petersen og Kristian Petersen overtog virksomheden, hvis oprindelse går helt tilbage til brødrenes morfar Julius Larsen, der var medstifter af det daværende Københavns Fragtcentral på Halmtorvet, satte de en tidsfrist på projektet.
- Vi gav det fem år, hvor vi skulle ekspandere markant. Anders tog sig af administrationen, mens jeg kørte. Det lykkedes og vi voksede meget hurtigt i de første år, hvor vi opkøbte ruter og overtog en del fragtvirksomheder. Det stagnerede så lidt, indtil Danske Fragtmænd overtog DSB Gods vejaktiviteter i 2000. Det gav en vækst på 56 procent i vores omsætning på et enkelt år, fortæller Kristian Petersen.
Men virksomhedens vækst skyldes ikke alene DSB Gods-købet. Viggo Petersens Eftf. havde fordoblet omsætningen i forhold til 1998, da 2003 var forbi. Vækstprognosen for indeværende regnskabsår er 10 procent.
Aktiviteterne fra DSB Gods - hvor godssammensætningen var meget anderledes - betød, at en stor del af vognparken skulle udskiftes. Men den største forvandling er sket på det administrative område.
- Det er lykkedes at øge vores aktivitetsniveau til det dobbelte uden, at administrationen er vokset. Der sidder det samme antal mennesker her i dag, som der gjorde i 1998. Der er kun fire ansatte i administrationen inklusiv mig selv, som ikke er ude og røre ved gods hver dag. Vi har bevidst valgt at være meget kørselsorienterede, fordi det er her pengene bliver tjent. Alle de opgaver, som ikke er centrale for virksomheden, lægger vi gerne ud til andre, siger Kristian Petersen, der selv deltager i disponering og står for det administrative, mens den fem år ældre Anders Petersen koncentrerer sig om salg.
De to fragtmænd ser ikke vækst som et mål i sig selv.
- Vi skal ikke være flere ansatte end vi er i dag. Målet er ikke at være stor, men at tjene penge og være en god arbejdsplads, siger Kristian Petersen.
Han erkender blankt, at de løbende omlægninger i de sidste tre år, der har effektiviseret driften, er sket på bekostning af virksomhedskulturen.
- Virksomheder har tendens til at vokse sig tunge i administrationen. Men det problem har vi formået at undgå. Til gengæld har vi nok forsømt virksomhedskulturen, og det gør vi nu en målrettet indsats for at rette op på. Vi vil tilbage til den virksomhedskultur vi havde i 1998, hvor der er tid til at tage sig ordentligt af tingene, fortæller Kristian Petersen.
Udvikling af IT-teknologiEn målrettet satsning på IT har været en af byggeklodserne i Viggo Petersens Eftf. ApS administrative effektivisering. Virksomheden har selv deltaget i en omfattende videreudvikling af Danske Fragtmænds gamle it-løsning.
- Den er baseret på Mícrosofts forældede DOS-styresystem, der ikke længere supporteres. Den nye løsning, der bruger Windows-programmet Navision Finansial som basis, er udviklet af Ashton Naviteam. Det geniale er, at det nye system uden videre kan hente data fra det gamle system. Her er der så mulighed for at behandle data langt mere detaljeret, siger Kristian Petersen.
Han fremviser et eksempel, hvor han henter fragtdata for en enkelt kunde for en måned, hvor det fremgår, hvor mange paller der er kørt med, hvad prisen er per palle og hvor stor den gennemsnitlige fortjeneste er. Systemet skal videreudvikles med endnu større grad af dataintegrering og web-funktioner og Viggo Petersens Eftf. deltager i udviklingsarbejdet.
- Det er ganske praktisk, at kunne forklare en kunde, der er sur over at chaufføren ikke har plads til 35 paller på bilen, når kunden normalt kun har mellem otte og 12 paller til forsendelse og at han skulle have ringet i forvejen, siger Kristian Petersen.
Købmand og administratorViggo Petersens Eftf. har aktivt engageret sig i samarbejde med Arbejdsformidlingen om aktivering og opkvalificering af ledige - herunder anden generations indvandrere.
- Det er svært at finde kvalificeret arbejdskraft i dag og derfor er vi nødt til at deltage aktivt, selv om det er dyrt at oplære nye chauffører. Hvis vi skal have tilstrækkeligt med chauffører, så skal vi konstant have en til to chauffører under oplæring, siger Kristian Petersen.
Samarbejdet mellem de to brødre er angiveligt glimrende.
- Arbejdet var en livsstil for vores bedstefar og far, men vi er enige om, at det er et arbejde og ikke en livsstil. Samtidig supplerer vi vist hinanden ret godt. Anders er mere købmand, mens jeg er administrator, siger den 41-årige Kristian Petersen.
- Det har nok hjulpet, at vi ikke ville lave de samme ting, svarer den fem år ældre Anders Petersen.
Danske Fragtmænds fremtidVirksomhedens eksistens som et forholdsvis lille hjul i det store maskineri, som hedder Danske Fragtmænd a.m.b.a., er ikke problemfri.
- Det er en tung organisationsform, hvor det tager meget lang tid at gennemføre forandringer. Der er meget politik, og det gør det besværligt at reagere på de store udfordringer, som Danske Fragtmænd står over for, siger Kristian Petersen, der selv sidder i bestyrelsen for Danske Fragtmænd - Sjælland.
- Den individualitet, der følger med organisationens opbygning med mange meget forskellige fragtmandsvirksomheder, er vores store styrke. Ikke mindst på lokalt plan. Men det er ikke nok i den konkurrence, vi befinder os i dag. Vi er heldigvis nået til enighed om en central salgsorganisation. Kunderne skal jo ikke mærke noget til organisationens struktur, de vil bare have en enkelt central kontakt, når de har opgaver, de ønsker løst. Det er en stor fordel for den lille fragtmand, at han har en stor organisation i ryggen, når han skal konkurrere med de store transportvirksomheder, siger Anders Petersen og nævner Danske Fragtmænds succesfulde ekspansion på det svenske marked.
- Det var aldrig sket uden DF Sjællands opbakning. De forandringer vi ikke selv træffer beslutning om med fornuften, de bliver i sidste ende afgjort af økonomien, siger Kristian Petersen.
-----