Cyklistspejle på lastbiler bliver nu gjort obligatoriske
Trafikminister Flemming Hansen har nu besluttet, at monteringen af et ekstra spejl - et såkaldt "cyklistspejl" - på lastbiler skal være obligatorisk.
Baggrunder er ikke mindst, at der hvert år omkommer 10 - 15 cyklister eller knallertkørere ved sammenstød med højresvingende lastbiler.
Trafikministeren har indhentet en grundig redegørelse fra Færdselsstyrelsen om de nærmere erfaringer fra Holland, hvor denne type spejle på lastbiler blev obligatoriske fra 1. januar 2003. Antallet af ulykker i Holland er faldet betydeligt efter indførelsen af cyklistspejle.
På den baggrund har trafikminister Flemming Hansen besluttet, at der skal indføres krav om de ekstra sidespejle på lastbiler.
Færdselsstyrelsen har drøftet spørgsmålet med Dansk Transport og Logistik, Dansk Cyklist Forbund, Danmarks TransportForskning, Rådet for Større Færdselssikkerhed og De Danske Bilimportører. Der er enighed om, at et ekstra spejl kan medvirke til at løse problemet, og de berørte parter støtter derfor et krav om cyklistspejle.
VognmandsinitiativerTrafikminister Flemming Hansen udtaler:
- Jeg har stor fokus på færdselssikkerheden, specielt de "bløde" trafikanter, som er mest udsatte, og herunder ikke mindst cyklisterne.
- Færdselsstyrelsen har på mit initiativ undersøgt forholdene i Holland, hvor et ekstra spejl på lastbiler er obligatorisk. Resultatet af undersøgelsen er, at der er sket et markant fald i antallet af ulykker, hvor højresvingende lastbiler påkører cyklister, efter at kravet om et ekstra spejl er blevet indført i Holland, siger ministeren og tilføjer:
- Færdselsstyrelsens redegørelse viser, at montering af et ekstra sidespejl er en meget enkel foranstaltning, og når den kan nedbringe antallet af sammenstød, er der for mig ingen tvivl om, at det skal være obligatorisk med disse spejle.
- Jeg har med glæde noteret mig, at der allerede er vognmænd, der frivilligt er begyndt at montere disse spejle på deres køretøjer. Det vidner om stor ansvarsbevidsthed hos disse vognmænd.
-----