Fluen rømmede sig. Forsigtigt afprøvede den sin sangstemme. Ikke dårligt tænkte den, jeg burde egentlig nok kunne gøre mig gældende som Stjerne for en Aften. Men det er nok det samme som altid: Vi fluer bliver i den grad diskrimineret. Ingen vil vide af os, ingen respekt selv om vi rent biologisk har gjort det bedre end næsten enhver anden art.

Fluen sad på væggen i vognmandens kontor. Det var efterhånden blevet aften, i baggrunden kunne man høre TV'et og stemmer fra kantinen.

Var det krisemøde, siden de var der så sent? Fluen lyttede ængsteligt, for den slags møder betød aldrig hverken wienerbrød eller kager. Nej, det var vist noget mere muntert, og desuden sad de nu og så fjernsyn, man kunne høre musikken.

Så forstod fluen, at det handlede om, at vognmanden var blevet interviewet af lokal-tv. Det skulle sendes her i aften. Fluen fløj ind i kantinen, hvor vognmanden sad sammen med tre medarbejdere. De kiggede på apparatet i hjørnet, og efter et stykke tid tonede vognmanden himself frem på skærmen.

- Det kan vi under ingen omstændigheder acceptere, sagde han med fast stemme til intervieweren. Fluen så på ham, som han sad der på kantinestolen. Han nikkede bifaldende til sit eget skærmbillede. Han var vist godt tilfreds med sin optræden.

Men det var der andre, der ikke var, for et øjeblik efter ringede telefonen, man kunne næsten høre på ringetonen, at det var et hidsigt opkald.

- Nej, det sagde jeg da ikke et ord om, jeg...- Nej, jeg.....

Fluen kunne høre, at der væltede en rasende strøm af ord ud af telefonrøret, og vognmanden, der ellers sjældent var mundlam, kunne ikke få et ord indført. Han stod med røret i hånden og blev mere og mere rød i kammen, indtil fluen pludselig kunne høre det karakteriske klik fra et rør, der blev lagt på i den anden ende.

- Hvad sker der, sagde Poul, disponenten.

- Jeg har lige fået en sag på halsen. A.T. Olsen mener, at jeg offentligt har hængt dem ud for urent trav. Jeg skal trække mine udtalelser tilbage. Ellers vil de gå rettens vej - eller afsløre mig som en svindler. Vognmanden rystede på hovedet, alt imens han ransagede sin hjerne. Hvad pokker kunne det være for en pinlig ting, som A.T. Olsen mente at have på ham. Han var helt blank.

Nu ærgrede vognmanden sig over, at han ikke bare havde holdt sin mund. Men når han nu var blevet ringet op og bedt om en kommentar. Han havde jo ikke selv rejst sagen og desuden...fluen kunne se, at hidsigheden flammede op i ham...desuden er det noget værre svineri, som A.T. Olsen laver. Blæser på alle regler for at kunne give lave priser. Sjofler alle kollegerne. Snyder på vægten.

To gange havde han meldt dem til politiet. En gang for et køre med et helt afsindigt overlæs - med det var der selvfølgelig ikke kommet noget som helst ud af - og én gang for spritkørsel, hvor chaufføren nærmest faldt ud af førerhuset, da politiet åbnede døren.

Var det måske hans gamle bødesag, som A.T. Olsen truede med at rippe op i. Fluen bemærkede, at han så lidt rådvild ud.

Men det var jo fem år siden. Og det var ikke engang hans skyld. En chauffør havde kørt alt for stærkt - uden påviselig grund - og kørt en cyklist ned. Men der havde været et par småfejl på lastbilen, så hammeren var faldet. Vognmanden blev dømt.

Man skal ikke kaste med sten, når man bor i et glashus, tænkte han. Men alligevel. Det var jo ikke noget han havde gjort for vindings skyld - eller på nogen måde havde tilskyndet til. Hans firma holdt altid fanen højt og havde ikke sjældent mistet en ordre, fordi de holdt fast i de sunde principper og kun sjældent gik på kompromis med noget som helst.

Men kunne det være andre ting? Ingen er jo helt pletfri, når livets store regnebrædt skal gøres op. Men alligevel. Han havde ingen slemme lig i lasten.

Fluen så han greb telefonen meget resolut. Poul så bekymret ud: - Hvad gør du nu?

- Jeg skal give ham, skal jeg. Han skal ikke dø i synden. De skal...

Poul rejste sig at lagde hånden på hans skulder. - Slap af. Du har gjort det helt rigtige. Den type ødelægger det for os alle. Det må og skal frem i lyset, selv om det kan være ubehageligt. Hvis ikke vi selv siger fra en gang i mellem, hvem kan så skelne de regulære firmaer fra snydere og plattenslagere. Du har gjort en forskel. Og du behøver absolut ikke lade ham trække dig ned til et primitivt slagsmål i telefonen.

Fluen så, at vognmanden virkelig slappede af. Han veg ellers ikke tilbage fra en nødvendig konfrontation, men måske havde Poul ret. De andre var nogle bisser og det hele ville ende i et uværdigt hundeslagsmål.

Han følte sig bedre tilpas nu.

- Jeg har i øvrigt købt noget lagkage, sagde Poul. - Fin ide, sagde vognmanden, og fluen gned allerede sine forben.

-----