Spring to broer over
Trods hård konkurrence fra andre rederier og de faste forbindelser over Storebælt og Øresund, har det svenske færgerederi Nordö Link succes på ruten Travemünde-Malmø.
Rederiet ? der i 2002 blev en del af Finn Lines ? har på bare fem år øget færgeflåden til fire skibe.
- Øresundsbroen har endnu ikke udviklet sig til en alvorlig konkurrent for færgefarten mellem Sverige og Tyskland, når det gælder transport af lastvogne og trailere. Tvært imod har rederierne ved forbedringer af færger og service formået at bevare, deres konkurrenceevne, siger adm. direktør Rüdiger Meyer, Nordö Link.
Men han erkender, at rederiernes oprustning har medført overkapacitet, der har presset priserne i bund.
- Det er næppe en situation, der vil ændre sig væsentligt inden for en overskuelig årrække, siger Rüdiger Meyer.
Nordö Link har i dag ? ifølge egne oplysninger ? en markedsandel på 65 procent af den tunge trafik, der går på færge, mellem Sverige og Tyskland.
I de fem år Nordö Link har betjent ruten har det været uledsagede trailere, der har udgjort hovedparten af godset på rederiets færger. Men modernisering af flåden, der i dag består af færgerne M/S Finnsailor (1.400 lanemeters), M/S Finnarrow (2.400 lanemeters) og søsterskibene M/S Malmö og M/S Lübeck, der hver har en kapacitet på 2.700 lanemeters (heraf 730 meter togskinner), har gjort overfarten mere attraktiv for lastvognstog med chauffører.
- Trailertrafikken er stagneret og væksten kommer udelukkende fra ledsagende vogntog, siger Rüdiger Meyer.
Natafgangen
Populariteten er dog ikke uden problemer. Det er især på natafgangene, der er efterspørgsel fra ledsagede vogntog.
- Vi har en overfartstid på ni timer. Speditører, vognmænd og chauffører vil naturligvis helst med på en overfart om natten. Heldigvis så er det muligt, at overføre trailere på dagafgangene, men det kan blive et problem, hvis efterspørgslen på ledsagede transporter stiger. Selv om det er dyrere at køre hele vejen, så vælger de fleste lastvognstog, at køre over broerne, hvis de ikke kan nå natafgangen, fortæller Rüdiger Meyer.
Nordö Link indsatte 13. januar MS Finnarrow for netop at opfylde efterspørgslen på nattransporter. Et skridt, som ifølge Rüdiger Meyer har øget Nordö Links markedsandel med 50 procent på natafgangene.
De fire færger transporterede i 1. kvartal tilsammen 56.352 lastvognstog, trailere og vekseltlad, Det skal sammenlignes med det tilsvarende antal på 49.037 i samme kvartal sidste år.
Totalt sejlede Nordö Link 187.774 enheder fordelt på 1.928 overfarter på ruten i 2003. Forventningerne til 2004 lyder på 212.000 enheder fordelt på 2.514 afgange.
Heraf forventes 160.000 at være ledsagede transporter.
Farligt gods
Op mod en femtedel af de lastvogne, trailere eller veksellad, som Nordö Link sejler med, er helt eller delvist lastet med farligt gods. Det stiller naturligvis særlige krav til rederiets håndtering.
- Nordeuropæiske transportører har som regel orden i papirerne, mens det kniber mere, hvis de kommer fra eksempelvis Frankrig eller Spanien. Vi har det helt klare politik, at hvis der er tvivl om noget som helst, så kommer de simpelthen ikke med. Vi har ikke råd tage chancer på så alvorligt et område. Desværre er der fortsat mange transportkøbere, speditører og chauffører, som ikke har den fornødne uddannelse og indsigt og her er der afgjort plads til forbedringer, siger Rüdiger Meyer.
Tyngdepunkt rykker østpå
Rüdiger Meyer hilser østudvidelsen velkommen og spår, at det vil forandre transittrafikken over Østersøen i de kommende år. Men i modsætning til færgerederier som Scandlines og DFDS, så har Nordö Link ikke aktuelle planer om nye ruter.
- Det er alt for tidligt, at spå hvordan udviklingen bliver og hvilken trafik, der er underlag for mellem for eksempel Polen og Sverige. Jeg vil hellere gå ind på et modent marked, hvor der er konkurrenter, end jeg vil bruge millioner på at opbygge et marked fra bunden, siger Rüdiger Meyer.
Han vil dog godt gætte på Swinoujscie som et interessant knudepunkt i den sydlige Østersø.
- Swinoujscie ligger tæt på Berlin og infrastrukturen vil blive forbedret i de kommende år. Stettin er tættere på, men vejene er fordårlige, vurderer Rüdiger Meyer.
Op mod halvdelen af Nordö Links kunder kommer fra Holland. DFDS Transport er den største enkeltkunde.
-----