Tyveri eller selvtægt?
Som omtalt i den forbindelse er udgangspunktet, at det er forsikringstageren, der har be-visbyrden for, at én eller anden hændelse, der fører til et tab, kan betragtes netop som en forsikringsbegivenhed, og at der dermed er dækning under policen. Den netop selv sam-me problematik var oppe og vende i en anden sag, hvor Højesteret netop har stadfæstet en dom afsagt af Vestre Landsret.
Efter dansk forsikringsret er aftalen mellem forsikringstageren og forsikringsselskabet ud-gangspunkt for bedømmelsen af, hvad der skal betales i erstatning, og denne aftale ? poli-cen ? er derfor det naturlige udgangspunkt for dækningsbedømmelsen. Langt de fleste bestemmelser i den danske forsikringsaftalelov kan fraviges ved netop policen, og forsik-ringstageren må derfor være uhyre opmærksom på ordlyden af netop policen og diverse policetillæg.
Et tysk ejet dansk vognmandsfirma havde i midten af 90'erne specialiseret sig i hovedsa-geligt tobakstransporter fra Vesteuropa til særligt Rusland, og havde i forbindelse med fir-maets etablering tegnet en kaskoforsikring med følgende ordlyd:
"Hvad omfatter kaskodækningen?
Skade på køretøjet, herunder tyveri, røveri, og bortkomst, når skaden ikke er særligt und-taget under punkt 8-17.
Ved bortkomst forstås, at køretøjet er forsvundet uden at det drejer sig om tyveri eller rø-veri. F.eks., hvis De har overladt køretøjet til en anden, som så forsvinder med det?. "
Den sidste del af bestemmelsen vedrørte altså en form for underslæb, og under den ef-terfølgende retssag skulle denne bestemmelse vise sig at være helt central af følgende år-sager:
Den tyske ejer af det danske vognmandsfirma havde på et tidspunkt indgået joint venture med nogle personer i Moskva, og på et endnu senere tidspunkt opstod der uoverens-stemmelser mellem den tyske ejer og den russiske joint venture partner om forløbet af dette joint venture, hvilket kort og godt fik russeren til at tilbageholde et større antal træk-kere og trailere i forbindelse med, at disse indfandt sig i Moskva for at lodse.
Voldsom selvtægt
Vognmandsfirmaet betragtede tilbageholdelsen som ulovlig, og da materiellet løbende stille og roligt "forsvandt" og siden i enkeltstående tilfælde blev spottet i Sibirien, fandt vognmandsfirmaet anledning til at teste policens omfang og opgjorde skaden således:
"Værdi af 30 trækkere
kr. 9.760.000,00Værdi af 39 trækkere - 8.855.000,00
Værdi af 30 satellitanlæg á kr. 36.904,73 - 1.107.142,00
Montering af 30 stk. satellitanlæg á kr. 3.346 - 100.380,00
I alt kr. 19.822.522,00
Med fradrag af selvrisiko 69 x kr. 25.000 - 1.725.000,00
Samlet krav i alt ekskl. moms kr. 18.097.522,00"
Forsikringsselskabet, som ikke var ovenud begejstret for anmeldelsen, besvarede anmel-delsen med et brev til vognmandsfirmaets advokat, der havde deltaget i et orienterende møde, bl.a. følgende:
"? Tak for Deres brev af 05.09.95 bilagt diverse materiale vedrørende de tilbageholdte biler.
Vi er ? som nævnt ved mødet den 01.09.95 ? indstillet på, i det omfang De måtte ønske dette, at hjælpe med at skabe de nødvendige kontakter med henblik på en frigivelse af kø-retøjerne.
For en ordens skyld skal vi dog også endnu engang gøre opmærksom på, at samtlige ud-gifter i forbindelse med frigivelsen af køretøjerne, må afholdes af selskabet, idet der, som der også var enighed om på vort møde, ikke er tale om en af forsikringen omfattet skade-begivenhed.
Vi skal desuden gøre opmærksom på, at vi med baggrund i den opståede situation, må forbeholde os ret til at gøre Forsikringsaftalelovens § 45-47 om fareforøgelse gældende.
Vort primære synspunkt er, at da forsikringstageren, jf. § 46, ikke før nu har underrettet os om den ændring af risikoen, der er opstået ved de første tilbageholdelser i juni måned, så kan Forsikringsaftalelovens § 45 bringes i anvendelse. Efter denne paragraf vil vi være fri for ansvar, idet vi ikke ville have accepteret risikoen, såfremt vi var bekendt med, at forsik-ringstageren ikke havde rådighed over køretøjerne, fordi disse var tilbageholdt.
Vort subsidiære synspunkt er, at forsikringen, jf. § 47, på grund af de ændrede risikofor-hold kan opsiges med en uges varsel. Dette opsigelsesvarsel ønsker vi principiel at gøre brug af, idet vi ikke under de nuværende risikoforhold ønsker at fortsætte forsikringsdæk-ningen på de nuværende vilkår.
Jeg vil derfor bede Dem kontakte mig, således at vi kan prøve at finde en løsning på det opståede problem, og for en ordens skyld skal jeg understrege, at den nuværende dæk-ning, iht. § 47, vil udløbe den 18.09.95 kl. 00.00."
Særlige østforhold
Skaden, der skete i 1995, blev i første omgang indbragt for Vestre Landsret, og vogn-mandsfirmaets synspunkt var naturligvis, at der var indtruffet en forsikringsbegivenhed dækket af policen, hvorimod forsikringsselskabet lige så naturligt bestred dette og herud-over fremførte en række undtagelsessynspunkter til policen, bl.a. de synspunkter, der fremgik af det ovenfor citerede brev, eksempelvis, at forsikringstageren havde eksponeret forretningen for for store risici, at skaden ikke var anmeldt rettidigt, at der var udvist grov uagtsomhed, fordi man efter de første tilbageholdelser i Moskva havde fortsat med at sen-de vogntog til Moskvaområdet mv.
Inden sagen kom for retten, var det russiske joint venture selskab erklæret konkurs, hvortil kom, at det danske vognmandsfirma via de russiske myndigheder havde forsøgt og med tiden opgivet at få de russiske ejere "i tale", og både trækkere og trailere der i starten noto-risk havde stået på en parkeringsplads i Moskva var pist væk!
Vognmandfirmaets advokat anførte i landsretten bl.a., at vognmandsfirmaet havde løftet bevisbyrden for, at der var indtrådt en forsikringsbegivenhed, der var omfattet af policen. Forsikringsselskabet var ved policens udstedelse bekendt med, at der var tale om køretø-jer, som skulle køre i østlandene, og at der var forbundet specielle omstændigheder her-med i form af ventetider og kørsel i farlige områder.
Forsikringsaftalen blev i august 1994 indgået på forsikringsselskabets eget initiativ, og de forhold, der fremgik af policen med hensyn til antal køretøjer, stemte med de faktiske for-hold. Kaskodækningen omfattede "bortkomst", og det var i policen angivet, hvad man for-stod med udtrykket. I tilfælde af fortolkningstvivl måtte forsikringsselskabet som koncipist i øvrigt bære risikoen herfor. Køretøjerne befandt sig i Moskva som led i transporter, og den tilbageholdelse, som blev foretaget, var ulovlig. Vognmandsfirmaet havde siden tilbage-holdelsen i sommeren 1995 været afskåret fra et disponere over køretøjerne, der tilhøret vognmandsfirmaet.
Der var intet fremkommet, der indicerede, at det russiske selskab havde ejendomsret til køretøjerne, og der forelå derfor i al fald et underslæbslignende forhold. Det kunne ikke for at anse forsikringsbegivenheden for indtrådt stilles som en betingelse, at der var tale om, at køretøjerne rent fysisk forsvandt, men det var tilstrækkeligt, at køretøjerne var unddra-get forsikringstagerens rådighed. Dette støttedes også af, at konfiskation var omfattet, og at forsikringsselskabet dermed havde været bekendt med, at der var visse risici.
Vognmandsfirmaet bestred i og for sig ikke, at det i sommeren 1995 viste sig, at der var uenighed om nogle tilgodehavender, men det forhold, var uden betydning for forsikrings-selskabets dækningspligt. Aftalen mellem vognmandsfirmet og det russiske selskab var en slags agentaftale, som blev indgået på grund af nødvendigheden af et samarbejde med et lokalt selskab. Det var ikke en del af aftalen, at det russiske selskab skulle betale for biler-ne, og selskabets senere påstande vedrørende ejerforhold kunne ikke tillægges betydning. Den uenighed, som opstod i sommeren 1995, var således udelukkende udslag af chikane fra det russiske selskabs side. Ved bedømmelsen af, hvornår forsikringsbegivenheden indtrådte, måtte det lægges til grund, at der fra midten af juli til slutningen af august 1995 var tale om en fortløbende udvikling, og vognmandsfirmaet sendte ikke flere køretøjer af sted, efter at det havde vist sig, at det russiske selskab havde begået ulovligheder.
Tidligst i slutningen af juli blev vognmandsfirmaet klar over, at der var noget galt, men intet i korrespondancen tydede på, at vognmandsfirmaet var i fare for at miste materiellet. Der kunne heller ikke ses bort fra, at der i Rusland var tale om en ferieperiode, at ventetider generelt var lange med deraf følgende forsinkelser, og at det af økonomiske årsager ofte var billigere at lade køretøjerne henstå på parkeringspladsen i Moskva.
Vognmandsfirmaet måtte således indrømmes en længere reaktionsperiode end i sædvan-lige tilfælde. Vognmandsfirmaet havde derfor hverken uvist forsæt eller grov uagtsomhed. Vognmandsfirmaet anmeldte forholdet til forsikringsselskabet, og anmeldelsen skete i hvert fald senest på mødet den 1. september 1995, hvor vognmandsfirmaets advokat afle-verede en fortegnelse over materiellet. paterne var ikke enige om, at der var tale om en af forsikringen omfattet skade, men der blev under mødet aftalt forskellige tiltag, og forsik-ringsselskabets efterfølgende opfattelse af, at der ikke var tale om en anmeldelse, kunne ikke tillægges vægt. Der var derfor foretaget en rettidig anmeldelse. Hertil kom, at vogn-mandsfirmaet havde foretaget sig, hvad der var muligt for at begrænse tabet. Vognmands-firmaet havde således indgivet politianmeldelse, kontaktet Udenrigsministeriet og involve-ret den danske ambassade i Moskva.
Også advokater i Moskva blev kontaktet for at få sagsøgeren indsat i besiddelsen af kø-retøjerne, men da dette lykkedes, var det russiske selskab i mellemtiden erklæret konkurs. Selvom vurderingsmanden ikke havde set de forsvundne køretøjer, måtte hans vurde-ringspriser dog lægges til grund som udtryk for det nærmeste, man kunne komme genan-skaffelsespriserne. Kravet skulle i overensstemmelse med bestemmelsen i forsikringsaf-talelovens § 24 tillægges renter fra den 1. oktober 1995. Særligt med hensyn til forsik-ringsselskabets selvstændige modkrav, blev dette ikke bestrid, men beløbet var allerede fratrukket i vognmandsfirmaets krav mod forsikringsselskabet.
@mrTo enige retter
@t:Alle disse udmærkede argumenter var imidlertid spildt på landsretten, der udtale, at de trækkere og trailere, som blev tilbageholdt af det russiske selskab, havde efter det oplyste påmonteret satellitudstyr, således at det var teknisk muligt at fastslå, hvornår køretøjerne blev tilbageholdt. Sådanne oplysninger forelå imidlertid ikke. Efter de fremlagte dagslister, som indeholdt oplysninger om samtlige de kørsler, som sagsøgerens køretøjer foretog i samarbejde med det russiske firma i perioden 24. maj 1995 til 13. juli 1995, lagdes det derfor til grund, at intervallet mellem den samme trækker/trailers afsendelse fra vest mod øst sædvanligvis var 8-15 dage. Når dette sammenholdes med oversigten over de tilbage-holdte trækkeres sidst registrerede rejse fra vest mod øst, måtte det lægges til grund, at tilbageholdelsen af køretøjerne med trailere var sket successivt i perioden fra slutningen af maj måned 1995 til slutningen af juli måned 1995.
Det fremgik af korrespondancen mellem sagsøgeren og det russiske og tyske selskab i juli måned 1995, at den administrerende direktør i det russiske selskab var uenig i grundlaget for overdragelsen, og at baggrunden for tilbageholdelsen af køretøjerne var, at man fra russisk side var af den opfattelse, at man i den anledning havde et krav mod det russiske selskab. Det måtte derfor antages, at tilbageholdelsen var sket som led i en civilretlig tvist mellem disse selskaber om det indbyrdes samarbejde, som ikke var nærmere klarlagt un-der denne sag.
Ikke bortkomst
Sagsøgeren havde overladt trækkerne og trailerne til det russiske selskab, som ifølge samarbejdsaftalen af 20. februar 1995 selv kunne disponere over disse. Tilbageholdelsen af køretøjerne kunne ikke i sig selv anses for bortkomst, og selv om den tyske ejer også havde bestemmende indflydelse i det russiske selskab, var det uoplyst, hvornår og hvor-dan køretøjerne senere var kommet ud af dette selskabs besiddelse. Hertil kom, at det russiske selskab, i kraft af den tyske ejers bestemmende indflydelse i begge selskaber, ik-ke kunne anses for at være en "anden" i relation til sagsøgeren.
Vognmandsfirmaet havde således efter landsrettens opfattelse ikke godtgjort, at der var indtruffet en skade i forsikringspolicens forstand, og allerede som følge heraf måtte sag-søgtes frifindelsespåstand tages til følge, uden at det var fornødent at tage stilling til støtte for frifindelsespåstanden.
Sagen blev som nævnt anket til Højesteret, og efter 3-4 års yderligere behandling, lukkede Højesteret sagen med følgende lakoniske præmis:
Efter bevisførelsen henstod det som uafklaret, hvorfor køretøjerne blev tilbageholdt. Det kunne således ikke udelukkes, at tilbageholdelsen skete som led i en civilretlig tvist, og Højesteret tiltrådte, at en sådan tilbageholdelse ikke i sig selv kunne anses for bortkom-met.
Det var tillige uafklaret, om og i givet fald hvornår og hvordan køretøjerne senere var for-svundet.
Vognmandsfirmaet havde herefter ikke godtgjort, at der var indtruffet en skade i forsik-ringspolicens forstand, og Højesteret stadfæstede derfor dommen
