Århus havn fik historisk resultat
Tallene fremgår af årsrapporten for 2003, som også viser rekord i godsomsætning. Med en fremgang på 3,1 pct. i forhold til året før, kom godsomsætningen op på 10,141 mio. tons, og det er nogle få tusinde tons mere end den hidtidige rekord i 2001.
Havnedirektør Bjarne Mathiesen glæder sig over rekorden, og peger samtidig på, at det er sket i et år, der både nationalt og internationalt har været præget af økonomisk stagnation. Det største bidrag til den positive udvikling var containeromsætningen, der steg med hele 12,9 pct. I løbet af året blev der således omsat 446.537 TEU. Og det er faktisk en del mere end i rekordåret 2001, da containeromsætningen landede på 409.000 TEU. Stigningen skyldes primært en vækst i importen, mens eksporten har været på niveau med det budgetterede.
Bjarne Mathiesen ser Århus Havns gode geografiske placering som en årsag til det positive resultat og vækstmulighederne. Geografien passer godt til den forventede koncentration af aktiviteterne på transportområdet. Han hæfter sig også ved, at den stigende godsomsætning stammer fra et bredt udsnit af kunderne, hviket gør havnen mindre følsom.
Smådønninger
- De seneste 10 år har vi noteret et konstant fald i omsætningen af mineralsk olie. Men det har vi nu vendt til en fremgang på 10,3 pct. svarende til en totalomsætning på 1,206 mio. tons i 2003. Og den fremgang kan tilskrives et nyt og godt samarbejde med olieselskaberne, fremhæver havnedirektøren, som tilføjer:
-Salget af foderstoffirmaet, KFK, gav allerede sidste år nogle smådønninger i omsætningen af korn og foderstof. Men nu er de nye aktører kommet godt i gang, og det har resulteret i en fremgang i korneksporten, der nogenlunde svarer til faldet i foderstofimporten. Altså tæt på status quo på korn- og foderstofomsætningen, som forventes at stige i 2004.
Til gengæld har der været et fald i ro-ro-trafikken (rullende gods) på 2,4 %, hvilket af havnen tilskrives fragtfærgernes ulige konkurrencevilkår i forhold til transport med miljøstøttet jernbane.
En af de store
Århus havn vil dog ikke bruge de gode resultater som en sovepude. Visionen er, at havnen opnår udvidet status som regionalt samlingspunkt ? hub ? for containerskibe til og med Post Panamax-klassen. Således vil havnen gerne modtage anløb af oceangående containerskibe fra flere betydende rederier og have regelmæssige ruter til en række europæiske havne. Det gælder også havne i Rusland og Baltikum. Århus havn satser på at have en containeromsætning på over 600.000 TEU inden 2010, og vil i øvrig også satse på at være en fremtrædende tørbulk-hub for feederruter til Skandinavien og Rusland samt til og fra det danske marked. Havnen vil gerne have en tørbulk omsætingen på over 3,5 mio. tons inden 2010 ? samtidig med at omsætningen på flydende bulk fastholdes.
-----