23948sdkhjf

Miljøborgmester ryster ikke på hånden

Dansk Transport & Logistik citerede i slutningen af april i en artikel på organisationens hjemmeside, Københavns Kommunes miljøborgmester Winnie Berndtson, socialdemokratiet, for en velvillig indstilling til en ændring af kommunens miljøzoneforsøg hen mod en svensk model. Baggrunden var det første møde, som DTL havde med borgmesteren, hvor DTL havde lejlighed til at fremføre vognmandsorganisationens synspunkter.

Men Winnie Berndtson var ikke begejstret for omtalen.

- Vi havde et godt og konstruktivt møde, men der fremkom ikke væsentlige nye oplysninger. Det var helt i orden, at DTL skrev, hvilke synspunkter de selv fremførte på mødet, men som part i spørgsmålet, så bør de ikke udlægge min mening. Det skal jeg nok selv sørge for, siger Winnie Berndtson.

Og den unge socialdemokratiske miljøborgmester er ikke i tvivl om holdningen til partikelforureningen i København.

- Der er efterhånden så meget dokumentation for problemets omfang, at vi simpelthen er nødt til at handle. Og miljøzonen er faktisk den eneste løsning, som vi har mulighed for at anvende. Ved alle andre virksomhedstyper kan vi som amt gå ud med miljølovgivningen i hånden og give påbud til virksomheder, der forurener for meget. Men den eneste mulighed for at gøre noget ved forureningsproblemer fra trafikken går via færdselslovens bestemmelser om forsøgsordninger. Partikelforureningen betyder at mellem 200 og 300 københavnere dør for tidligt, hvert år og der er bred politisk enighed om, at der skal handles. Det er jo ikke bare venstrefløjen, der står bag det her. Hele Borgerrepræsentationen bakker op om forsøget. Og DTL har jo selv erklæret sig enig i målsætningen, siger Winnie Berndtson.

Borgerrepræsentationen besluttede allerede i 1999 at kommunens egne tunge køretøjer skulle udstyres med partikelfiltre. Og ansøgningen om et miljøzoneforsøg, hvor alle tunge køretøjer skal udstyres med partikelfiltre blev indsendt til Justitsministeriet sidste sommer.

Men for nyligt kom det frem, at Københavns Kommune var langt fra at nå sin egen målsætning om partikelfiltre på egne køretøjer fra årsskiftet. En lang række køretøjer fra gravemaskiner til brandbiler, var ikke udrustet med partikelfiltre og ville ikke blive det inden for overskuelig fremtid.

- Jeg kan godt forstå, at man udefra finder det besynderligt. Det er helt klart for dårligt. Men vi har i Borgerrepræsentationen måttet erkende, at forvaltningerne ikke har givet tilfredsstillende tilbagemelding omkring implementeringen og de tekniske problemer. Faktisk har vi selv gang på gang måttet grave dokumentation frem, for at modbevise forvaltningernes forklaringer om, at det ikke var teknisk muligt eller meget dyrt. Vi har været tvunget til at konstatere, at vi ikke kan nå vores egen deadline, blandt andet fordi KK?s skal have sendt anskaffelsen af partikelfiltrene ud i EU-licitation, siger en tydeligt irriteret Winnie Berndtson og fortsætter.

- Nu har vi sagt, nok dumme undskyldninger. Løs de tekniske problemer.


Svensk model

Den svenske model, som DTL har anbefalet, stiller kun krav om partikelfiltre på køretøjer med en motor, der er ældre end otte år. En sådan løsning i København vil tillade en langt mere glidende udskiftning af vognparken og dermed en mere overkommelig investering for danske vognmænd. Det miljøzoneforslag, som Københavns Kommune arbejder ud fra vil ifølge DTL pålægge vognmandserhvervet udgifter på den forkerte side af en milliard kroner.

Winnie Berndtson erkender, at det er store beløb, der skal investeres, men påpeger på baggrund af erfaringerne med de modvillige forvaltninger, at priserne for partikelfiltrene er sat for højt.

- Vi ved fra Göteborg, at selv om de svenske miljøzoner har reduceret problemet, så er det ikke nok. Jeg kan sagtens følge DTL?s argumenter, men processen er så langt fremme, at det vil betyde uacceptable forsinkelser, hvis vi skal til at starte forfra, vurderer Winnie Berndtson.

Hun er heller ikke ubekendt med de tekniske problemer, der er omkring partikelfiltrene og opfordrer regeringen til at indføre en bedre dieselkvalitet med lavere svovlindhold.


Alternative teknologier

Winnie Berndtson har ingen illusioner om miljøzoneforsøgets effekt på folkesundheden i hovedstaden. Lastvogne tegner sig kun for omkring 10-15 procent af partikelforureningen og samlet set står trafikken kun for en tredjedel.

- Som en permanent løsning på partikelforureningen, så er miljøzonen langt fra nok. Det 3-årige ordning vil kun være væsentlig som forsøg. Men vi ved at det vil have en effekt, som vi kan gå ud og måle. Alle erkender problemet eksistens og det er altså ikke noget med, at vi går ud og spiller penge på noget, der ikke dur, siger Winnie Berndtson.

Miljøborgmesteren er ikke dogmatisk, når det gælder teknologien.

- Det skal ikke være afgørende, hvordan vi når målet. Hvis der findes andre teknologier end partikelfiltrene, som giver tilsvarende eller bedre resultater, så skal de naturligvis være tilladt, siger Winnie Berndtson.

Spørgsmålet om konkurrenceforvridning, som danske vognmænd udsættes for, fordi deres udenlandske kolleger ikke har omkostninger til indkøb, montering og vedligeholdelse af partikelfiltrene, kommer tydeligvis som en overraskelse for miljøborgmesteren.

- Vi ved ikke, hvor mange udenlandske lastvogne, der kører ind i København. Men der gælder naturligvis ens regler for alle, forsikrer Winnie Berndtson.

Kontrollen af de tunge køretøjer, skal ifølge Københavns Kommunes ansøgning til Justitsministeriet varetages af Parkering København.

- Vi ved at politiet ikke har ressourcer til at varetage opgaven og derfor foretrækker vi, at det bliver p-vagterne, der foretager kontrollen, siger Winnie Berndtson.

De tunge køretøjer skal forsynes med en mærkat i forruden, der skal lette kontrollen. Men spørgsmålet om kontrol af køretøjer i transit, erkender Winnie Berndtson er mere kildent, men hun tror at det er muligt at finde en løsning.


Miljøzone syltet

Københavns Kommune indsendte ansøgning om tilladelse til forsøget med miljøzonen lige før sommerferien 2003. Her har sagsbehandlingen blandt andet involveret høringssvar fra en række parter ? herunder DTL. Miljøministeriet har også været involveret i processen.

- Det ser ud som om, der endeligt er ved at ske noget. Sagsbehandlingen har praktisk taget ligget stille i et halvt år, siger Winnie Berndtson.

Men miljøborgmesteren er langt fra sikker på Justitsministeriets blå stempel.

- Hvis ikke vi har fået ja inden sommerferien i år, så må jeg indrømme, at jeg tvivler på at det bliver til noget, siger Winnie Berndtson.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08