Optimisme blandt eksportvognmænd - trods hård konkurrence
Et af de helt store spørgsmål for de danske eksportvognmænd er, hvordan udfordringen fra EU's udvidelse nu til maj skal tackles. På ITDs generalforsamling mindede formanden Egon Sørensen - som i øvrigt afløstes af Mogens Therkelsen - om at dansk transport hører til toppen i Europa
I sin formandsberetning på generalforsamlingen i slutningen af marts i Odense slog Egon Sørensen fast, at EU-udvidelsen giver nye muligheder, selv om der også er problemer i sigte. Men eftersom ITD-medlemmerne tidligere har kunnet følge kunderne til nye markeder, mente han også at den nye østeuropa-udfordringen kunne imødegås på højt niveau
I hvert fald lovede han medlemsvirksomhederne al mulig støtte til at få fodfæste i den nye situation. ITD har således udviklet en særlig service på dette felt.
En af ITDs moderne kæpheste har været udviklingen af netværksgrupper, som en måde at styrke virksomhederne - også den indbyrdes konkurrence - på. Og helt aktuelt er organisationen gået i gang netværksgrupper - under navnet ITD-Netværk Østeuropa.
- Vi forventer kort efter generalforsamlingen at sætte to grupper i gang, bestående af medlemmer, der interesserer sig for transport til og i de nye medlemslande, sagde Jens Iwer Petersen i sin direktør-beretning til generalforsamlingen. Den beretning rummede også et - selv efter ITD-målestok - forrygende overskud, nemlig på 53,6 mio. kr. før skat.
Indtjeningen er primært tilvejebragt gennem FDEs salg af serviceydelser ikke mindst på moms-området - og ikke mindst til udenlandske kunder.
Et hitHerhjemme er der stor efterspørgsel på juridisk rådgivning især omkring de stadig mere komplicerede aftaler med transportkunderne, og også IT-rådgivning er en efterspurgt vare, som i takt med det længe ventede opsvings investeringslyst ventes at blive et hit.
Begge beretninger fastslog, at nøgleordet for danske ekportvognmænd er kompetence. Pris kan danskere sjældent konkurrere på, men effektivitet, nytænkning og parathed, er vejen til en anden form for konkurrencekraft. Her peges der også på det nye begreb modulvogntog, som mærkbart kan øge effektiviteten på vejene.
Det fremgik, at branchen selv må tage ansvar både for kompetence og konkurrencekraft og for optræden i samfundet og på landevejene.
Tag selv ansvarSåledes har ITD I stedet for at vente på skrappe myndighedskrav til miljøet selv taget fat om ondets rod og for flere år siden lavet en skelsættende miljø-håndbog, og dermed selv været med til at lægge en fornuftig standard. En lignende ansvarlighed lagde Egon Sørensen op til, når det gælder de mange ulovligheder på vejene, som året har været rigt på. - For mange overholder ikke køre-hvile-tidsreglerne og heller ikke overenskomsterne, fremhævede Egon Sørensen, og slog fast, at aldrig så mange millioner ikke kan forbedre branchens image, hvis ikke man af sig selv tager alvorligt fat.
Det skete også på generalforsamlingen:IAT Kemi A/S i Esbjerg blev udnævnt til årets ITD-medlem. Begrundelsen var ikke mindst firmaets flotte niche-placering inden for farligt gods transporter og den stærke satsning på kvalitet, uddannelse, serviceniveau, sikkerhed - og partnerskab inden for totale logistikløsninger.
Kvalitetschef Bent Asmussen, 62 år, blev udnævnt til årets ITD-medarbejder. Han har siden starten hos H.P.Therkelsen, Padborg i 1967 været betroet medarbejder og bl.a. stået for firmaets lærlingeuddannelse, og været et vigtigt led i edb-udviklingen og opbygning af ISO-certificeringen, ligesom han har haft ansvar for bl.a. sikkerhedsudvalget i firmaet. Bent Asmussen har nu valgt at gå på pension, som en højt respekteret medarbejder.
ITD præsenterede en nyudviklet hjemmeside med direkte adgang for medlemsvirksomhederne til ITDs stor vifte at praktiske service-tilbud og branche-præcise værktøjer samt aktuelle informationer.
Direktør Mogens Therkelsen, der er medejer af transportvirksomheden H.P. Therkelsen i Padborg, blev enstemmigt valgt til ny formand for foreningen. Mogens Therkelsen, der har været bestyrelsesmedlem i en årrække, afløser Egon Sørensen, Hanstholm, der efter eget ønske ikke modtog genvalg. Egon Sørensen har været formand i ITD siden 1999 og generalforsamlngen kvitterede for hans indsats med stående klapsalver.
-----