Økonomisk nettogevinst ved Femer forbindelse
Trafikministeren ser både danske og tyske fordele ved projektet. Også vognmændene er tilfredse - der bliver så meget mere transportarbejde i EU, at alle transportformer må i brug, vurderer DTL.
Trafikministeriet har nu offentliggjort en samfundsøkonomisk vurdering af omkostninger og gevinster ved en fast forbindelse over Femern Bælt.
Analyse af projektet, udformet som en broløsning med fire vejbaner og to jernbanespor, viser en positiv nettonutidsværdi, dvs. en nettogevinst for det danske samfund, på ca. 4,5 mia. kr. Dertil kommer de positive nettogevinster for Tyskland og øvrige lande. Den interne rente, som angiver det årlige samfundsøkonomiske afkast af investeringen, er på ca. 7% p.a. og dermed højere end det normale krav til afkast af offentlige investeringer på 6% p.a., oplyser Trafikministeriet.
Trafikminster Flemming Hansen kalder rapporten en vigtig brik i beslutningsgrundlaget for forbindelsen, og siger:
- Den samfundsøkonomiske konsekvensvurdering viser, at en fast forbindelse over Femern Bælt er et økonomisk godt projekt, som vil være en fordel for såvel Danmark som Tyskland og det øvrige Europa.
Transport nok til alleOgså DTL er positiv overfor rapporten, som er udarbejdet af Cowi.
- Rapporten veksler modige trafikpolitiske visioner til konkrete kroner og ører på bundlinjen for både transporterhvervet og det samlede danske erhvervsliv, siger DTLs direktør Michael Svane, som hæfter sig ved ved, at man forudsætter en fast forbindelse for både vej- og jernbanetransport. Han vurderer, at EU-udvidelsen skaber så meget mere transportarbejde, at alle transportformer må i brug. Derfor er DTL tilfreds med, at jernbanen også er stærkt med i Femer-projektet.
Rapporten hedder "Samfundsøkonomisk vurdering af en fast forbindelse over Femern Bælt, marts 2004".
-----