Fluen havde lige fået ny kontakt-linser og det var noget af en udskrivning med de glugger den rendte rundt med. Men det gav ærlig talt et noget friskere syn på tingene.

Ikke alene havde fluen observeret en hidtil overset mikro-krumme på vognmandens skrivebord, den havde også opdaget, at det var blevet forår - og det samme havde vognmanden.

- Åh nej, tænkte bogholderen, da han kom småfløjtende ind i på kontoret i overenergisk gangart. - Hvad nu? Hun kendte attituden. Sidst skulle hele firmaet pludselig males.

- Jeg har tænkt på om ikke det var på tide at rydde ud i de gamle systemer, begyndte vognmanden. Vi bruger jo ikke halvdelen af alt det, vi har liggende på computerne. Det var noget jeg kom til at tænke på, da jeg bankede tæpper derhjemme i weekenden.

- Nåh, jeg tror nu ikke data-filer ligefrem ligger og samler støv, forsøgte bogholderen.

Men den systemansvarlige havde lange ører, når det gjaldt muligheder for IT-investeringer, så han kom springende: - Nej rent bogstaveligt er der naturligvis ikke støv i en harddisk, men programmer har det med at blive "møre" kan man sige.....

Men her var vognmanden straks på vagt. - Rolig nu. Ikke flere IT-udgifter. Nej jeg mente, at vi måske selv skulle gennemgå vores procedurer og gøre tingene lidt smartere. Droppe rutine-tænkningen, skrotte overflødige led og klare flere ting on-line. Selv skattevæsenet er nu til at få fat på via nettet.

Fluen studsede. "Skattevæsenet" plejede ellers at være et kodeord, som udløste raseri eller en mellemdyb indogen depression hos chefen. Nu smilede han. Men med sit forbedrede syn kunne fluen hurtigt konstatere, at folderne i bogholderens ansigt ikke var smilerynker. Hun vidste ikke noget værre, end når chefen blandede sig i hendes regnskaber og systemer, for han ejede ikke den sande indlevelse i det dobbelte bogholderies inderste væsen. For hende gjaldt det nu om at holde stand, indtil chefens energi-anfald gik over af sig selv.

- Du husker måske, hvad der skete sidste gang, du ville revolutionere det hele. Vi fik tre gange så meget arbejde uden at vinde noget som helst, sagde hun triumferende.

Selv om fluen ikke kun se, hvad han tænkte, kunne den alligevel fornemme ord som vrangvilje, sabotage, stivsind rumstere i hans hoved. Men han sagde ikke noget. Man skal aldrig lægge sig ud med bogholderen.

Og efter, at han havde tiltaget sig titlen "systemansvarlig" i stedet for "superbruger" var Svend på mærkerne, så snart han fornemmede, at chefen var i det teknologiske lune.

- Vi kan få en opdatering af hele vores økonomistyring for no money i øjeblikket. Det giver overblik, effektivisering, tidsbesparelser, you name it.

Igen fokuserede fluen sit linsebatteri og så ord som pengespil, naivitet, jubeloptimist forme sig på vognmandens tavse læber. Men han sagde dem ikke højt. Han havde fundet ud af hvordan man håndterer IT-folk. Man skal bare sige nej til dem hver anden gang, de spørger - uanset, hvad de spørger om.

Men vognmanden lod sig ikke slå ud af hverken modstand eller omklamring. Noget skulle der ske. Han havde nemlig udsigt til et par rigtig gode ordrer fra et hidtil uprøvet område. En outsourcing, der sagde spar to. Han vidste, at chancerne var store, for han kommunikerede rigtig godt med sin potentielle kundes transportchef. Han behøvede ikke spille komedie eller slå om sig med smarte termer, selv om kunde-firmaet i den grad var hightech. Kunden ville have en løsning, der var til at føle på og til stole på - uden dikkedarer. Og her var vognmanden på hjemmebane.

Men det var vigtigt, at hele firmaet var parat til den ekstra opgave, som måske også krævede flere ansatte. Derfor skulle det hele helst være strømlinet på forhånd. Derfor havde han enorm lyst til at få hele firmaet blæst igennem. Men måske var IT-systemet i virkeligheden godt nok. Man kunne hurtigt opdatere det mest nødvendige, og plads var der vel også i den eksisterende hardware. Og han huskede kun alt for godt besværet med det dengang nye system. Nu kørte det i hvert fald.

Så kunne fluen se, at han satte tempoet en anelse ned, da han gik ind og lukkede døren til sit kontor. Han satte sig i stolen og begyndte langsomt at hive papiret af den Mars-bar, han havde besluttet sig for ikke at spise. Fluen var lykkelig. Den så straks en chokolade-krumme falde ned på skrivebordet.

Da telefonen ringede blev vognmanden ikke overrasket. Heller ikke da det stod klart, at begge ordrer var i hus. Han vidste hvad der skulle gøres. Det var ikke systemerne, det kom an på. Han skulle bare fortælle personalet, at nu var den hjemme, nu kom der tryk på kedlerne. Action. For når først gløden var tændt, så viste der sig altid en måde at klare tingene på. Der kunne være brok og usikkerhed, men ikke for alvor, når først musikken spillede og alle faldt ind i takten. Det var hans hemmelighed. Det var firmaets styrke.

Det kunne fluen se nu.

-----