Den britiske beslutning om en folkeafstemning i et land, hvis befolkning er så EU-skeptisk, at det får den danske modstand til at ligne en overvejelse om, man skal tage til stranden eller ej, kan bringe den ny traktat på gyngende grund.

Og det er jo ikke blot Storbritannien, der skal til stemmeurnerne. Irerne skal også sammen med det EU-begejstrede Luxembourg. Spanien taler om, at gøre det for første gang og lignende overvejelser har man i Holland, Portugal og Frankrig. Og endelig ligger det fast, at der skal stemmes i Sverige og Danmark.

Men England er stor nok til, at et nej vil bringe hele EU i store fremtidsproblemer. Og selv om få kan være imod en demokratisk afgørelse, så viser erfaringen ikke mindst fra de talrige danske debatter, at man i den slags spørgsmål får en klistret blanding af følelser og fornuft, som gør det svært at argumentere klart.

Det skal så blive interessant at se, om Tony Blairs argument om, at Storbritannien skal lægge sig i centrum af europæisk indflydelse frem for yderkanten vil bære igennem ? om britisk selvbevidsthed vil handle om at føle sig stærk nok alene eller stærk nok til at føle sig nødvendig i den europæiske beslutningsproces.

Herhjemme er der ikke sat år på vores folkeafstemning ? kravet ventes at være, at traktaten underskrives inden udgangen af 2006 ? hvis den da ellers bliver færdig under det nuværende irske formandskab.

Men med den store udvidelse med 10 lande, som træder i kraft nu til 1. maj med visse overgangsordninger ligger det fast, at apparatet bliver alt for snakke-tungt, hvis beslutningsprocesserne ikke speedes op. Så drukner det hele let i procedurer, ikke mindst i sager med politisk tyngde i EU eller i medlemslandenes indenrigspolitik.

Set med danske erhvervs- og transportøjne har vi brug for et effektivt EU. Vi har brug for et forum, hvor vi kan få truffet nogle fornuftige fælles beslutninger, så vi ikke hele tiden ligger og modarbejder hinanden landene imellem og så vi ikke konkurrerer på lavest mulige kvalitet ? men ud fra nogle standarder, som peger fremad. I Danmark er vi ikke bange for, at der bliver stillet selv skrappe krav til transportvirksomhederne. Det er vi vant til hjemmefra, og det går de fleste ind for. Men det er ikke så interessant, hvis andre blot får lov at springe over hvor gærdet er lavest ? eller hvis man fra Christiansborgs side pludselig dekreterer dansk enegang, fordi vi alene skal vise verden, hvordan man gør. Det kan da være en smuk manifestation ? som vi tidligere har lagt op til på CO2-området, men det koster.

Danmark har også brug for et EU, som er velfungerende nok til at lade Europa spille den rolle på verdensmarkedet, som vores verdensdels størrelse og kunnen berettiger til. Vi har brug for, at det går godt i vore nabolande og på de nære markeder. Vi skal gøre vort til, at de nye lande kommer godt ind i fællesskabet.

Det kunne være fristende at sige: ?Nå, nu har vi fået det ud af EU, som vi kom efter, så nu læner vi os tilbage og lader de andre gøre resten. Vi er alligevel så små?.

Men tænk hvis erhvervslivet gjorde det. Tænk hvis transportvirksomhederne slog sig til tåls med den nuværende position. Der ville ikke gå mange øjeblikke, før vi var overhalet og sat af. Nej, vi lever af nytænkning og fremdrift. Det er de hårde kendsgerninger, men det er også det sjove ved det hele. Både i virksomhederne og i politik.

-----