Årets Tranportvirksomhed i lokalområdet
Efter at have turneret i de jyske og fynske amter er DTLs kårings-hold nået til Nordvestsjælland, Midtsjælland og Storstrøms Amt.
Vinderen blev en virksomhed, som har en klar politik, og som har kunnet skabe succes i vanskelige tider.
- Det er ganske godt gået i den betrængte transportverden at kunne vende en dårlig forretning til en succesvirksomhed med overskud på fem år, sagde DTLs udviklingsdirektør Jens Poul Madsen således i sin motivering for at kåre J. P. Distribution ApS i Slagelse som "Årets Transportvirksomhed i Lokalområdet" Nordvestsjælland, Midtsjælland og Storstrøms Amt.
De to øvrige nominerede var Dansk Specialtransport Rørby Johansen A/S Herlufmagle og Preben Andersen Vognmands- og Renovationsforretning ApS, Vordingborg.
- J. P. Distribution har en meget flot trafikpolitik, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Virksomheden har også som flere andre kandidater satset på fremtiden gennem uddannelse af medarbejdere og tilgang af lærlinge", sagde Jens Poul Madsen, da han i aftes på Scandic Hotel i Ringsted overrakte prisen til direktør Steen W. Clausen og partner Jimmy Andersen.
J. P. Distribution går nu videre i konkurrencen om at blive "Årets Transportvirksomhed", der kåres på DTLs generalforsamling 22. maj 2004 i Herning.
-----