Ikke kun i forholdet mellem transportøren og transportkøberen står og falder ansvaret i sidste ende som regel med spørgsmålet om bevis ? dette gælder også i forholdet mellem forsikringstager og forsikringsselskab, eksempelvis når transportforsikringen skal stå sin prøve.

Ved transport- og vareforsikring vil der i de danske policer sædvanligvis være henvist til Dansk Søforsikrings Konvention (DSK), der i virkeligheden ikke er en konvention, men en slags forretningsbetingelser, som daterer sig til 1934 og som i praksis er en slags supple-ment til bestemmelserne i policen og til reglerne i forsikringsaftaleloven.

Det grundlæggende bevisbyrdespørgsmål findes i konventionens § 81

DSK § 81 ?Når den forsikrede kræver en indtruffet skade erstattet hos assurandøren, må han godtgøre, at den omfattes af forsikringen, og føre bevis for dens størrelse.?

§ 83 ?Til brug ved erstatningens beregning skal den forsikrede uden unødigt ophold frem-me sagen med de fornødne bevisligheder bilagt opstilling over de udgifter og tab, som ha-variet har medført for ham?" Er der ikke enighed om opgørelsen, kan forsikringstageren kræve sagen indbragt for en dispachør.

Udgangspunktet er altså, at forsikringstageren selv har bevisbyrden, men herefter er be-visbyrden primært forsikringsselskabets, idet forsikringsselskabet skal bevise, at én af de som regel mange undtagelser for dækning der findes i policen, må tages i anvendelse.

Netop dette med bevisbyrder, tabsopgørelser og andet som forsikringstager kan løbe ind i, når uheldet er ude, oplevede en dansk forhandler af bl.a. anlæg til hospitalsforbræn-ding i en sag, som nu har fundet sin afgørelse i Sø- & Handelsretten.

Forhandleren havde solgt to anlæg til hospitalsforbrænding til Danida til levering til Cario University Hospital. Anlæggene var fremstillet af et dansk firma (?producenten?). For trans-porten var tegnet sø- og transportforsikringskontrakt med et dansk forsikringsselskab. Un-der landevejstransport i Egypten væltede den ene incinerator, Unit 1, i forbindelse med færdselsuheld natten mellem den 15. og 16. december 1999, og den blev totalskadet. In-cineratoren Unit 2 forskubbede sig og blev beskadiget. Da Unit 2 skulle løftes på plads den følgende nat, tabte fragtføreren den på jorden. De synlige skader blev opgjort til kr. 421.670,00 og dette beløb blev betalt af forsikringstageren.

Forsikringstageren gjorde herefter overfor forsikringsselskabet gældende, at incineratoren var totalskadet, men dette blev bestridt af forsikringsselskabet og sagen havnede som nævnt i Sø- & Handelsretten.

Under sagen nedlagde forsikringstageren tre påstande: Dels ønskede man en erstatning på 826.155, dels ønskede man dom for, at forsikringsselskabet skulle bortfjerne den så-kaldte Unit 2, der var blevet transporteret tilbage til Danmark, og endelig krævede man, at forsikringsselskabet betalte omkostningerne til opbevaring af Unit 2.

Beløbet på de 826.155 var ikke hele erstatningsbeløbet, idet den fulde forsikringssum ved totalskade var opgjort til 1.210.000, hvoraf forsikringsselskabet aconto havde betalt 421.670.

Da skaden var sket blev der udfærdiget en rapport, som nærmere beskrev de synlige ska-der, ligesom der blev taget forbehold for skjulte skader i bl.a. murværket, og efterfølgende skrev forsikringstageren til forsikringsselskabet, bl.a. at det selv for eksperter var ?umuligt at afgøre, om Unit 2 havde taget skade bag murværket, og da det ville være økonomisk meget uhensigtsmæssigt at demontere alle svejste plader for at undersøge forholdene bag murværket? ville en reparation af Unit 2 indeholde en risikofaktor. Endvidere anmodede forsikringstageren selskabet om at vurdere, hvilken løsning der skulle vælges og udgifter-ne til udskiftning af Unit 1 med en ny ovn og reparation af Unit 2 blev anslået til ca. 1.8 mio. kroner men stadig med risiko for, at murværket senere skulle udskiftes, hvilket ville koste ca. 1.6 mio. kroner, hvorfor forsikringstageren anbefalede, at begge ovne blev ud-skiftet.

Herefter anmodede forsikringsselskabet om, at Unit 2 blev sendt tilbage til Danmark med henblik på en nærmere kontrol.

Vel hjemme i Danmark blev Unit 2 besigtiget af et dansk besigtigelseskontor, som bl.a. konkluderede, at der ikke var ?synbare indikationer på, at der skulle være opstået skjulte skader i nævneværdigt omfang? ligesom besigtigelsesmanden anførte, at han ikke ?kunne acceptere, at hele ovnen skulle skilles ad, når henses til at der ikke var nogle tegne på, at der skulle være opstået ikke synbare skader? og, at han derfor i stedet foreslog, at man undersøgte op til 10% af ankrene.

Forsikringstagerens advokat fandt det af afgørende betydning at få konstateret i hvilket omfang ovnen var beskadiget i det omfang, der oversteg anlæggets værdi, og forsikrings-selskabet foreslog herefter at lade det firma, der oprindeligt havde produceret ovnen un-dersøge denne. Et af sagens stridsspørgsmål var efterfølgende, at selskabet ikke mente at have foreslået denne fremgangsmåde.

Producentens konklusion var, at hvis der var opstået revner i murværket, ville der være ri-siko for bl.a. eksplosioner og, at den nødvendige undersøgelse af denne risiko ville inde-bære en opskæring af anlægget med en udgift tilfølge på omkring 850.000 kroner.

Da resultatet af erklæringen forelå, skrev forsikringsselskabet, at man var nervøs for, at producenten i relation til forsikringstageren var inhabil, og at man derfor ønskede skade-omfanget bekræftet af en uvildig ovnbygger.

Forsikringstageren var nu ved være utålmodig og firmaets advokat henholdt sig til den af-tale, han mente allerede én gang var lavet med forsikringsselskabet, hvorefter sagen af forsikringsselskabet blev overgivet til en dispachør i henhold til den ovenfor omtalte be-stemmelse i Dansk Søforsikrings Konventions § 83.

Dispachøren meddelte herefter, at han ville anbefale en udbetaling på 421.670 hvilket var det beløb, som producenten havde anslået, at en udbedring af de ydre skader ville koste, og pengene blev udbetalt til forsikringstageren.

Da parterne stadig var uenige, lod det danske besigtigelseskontor en ?ovnekspert? udfær-dige en meget omfattende rapport, der minutiøst gennemgik hver kammer i ovnen, og én af konklusionerne var, at det ikke ville være muligt at kontrollere alle ankre uden nedriv-ning eller adsplittelse af ovnen, hvilket senere af forsikringstageren blev taget til indtægt for, at ovnen var totalskadet.

Indimellem alt dette havde forsikringstagerens advokat foreslået at lade Teknologisk Insti-tut foretage en undersøgelse, hvilket forsikringsselskabet afslog, idet andre undersøgelser på daværende tidspunkt allerede var i gang.

Under sagen fortalte direktøren i det ingeniørfirma, der forhandlede ovnene (forsikringsta-geren) bl.a., at anlæggene var forsynet med 120 ankre, der var fastgjort til ydervæggene og, at ankrene ikke var dimensionerede til træk og stød, hvorfor de under de opståede skader ville kunne rive sig løs og der kunne opstå revner og spalter, som røggasserne kunne trænge ud i.

Producenten forklarede bl.a., at skaderne kunne føre til, at der opstod brand inde i væg-gene, og i værste fald kunne der indtræde eksplosioner samt, at de mulige skader ikke kan konstateres med 100% sikkerhed ved en inspektion af anlægget - heller ikke selvom der foretages stikprøveundersøgelser inde i væggen som foreslået af forsikringsselskabet.

Sø- & Handelsretten henviste i sin afgørelse til, at det pågældende forbrændingsan-læg, Incinerator Unit 2, var beskadiget, dels som følge af den lastvogn der transporterede det, forulykkede i Egypten, dels som følge af, at den kran der efter lastvognens uheld skulle løfte anlægget på plads, tabte det. Skaderne på anlægget var omfattet af den trans-portforsikring, forsikringstageren havde tegnet hos forsikringsselskabet. Der forelå således en forsikringsbegivenhed, og forsikringsselskabet har udbetalt 421.670 kr. til forsikringsta-geren for anlæggets synlige skader.

Retten lagde efter vidneforklaringerne til grund, at det var usandsynligt, at der ikke var op-stået revner eller hulrum i anlæggets vægge som følge af uheldene i Egypten. Sådanne revner var ikke synlige, og retten fandt det efter bevisførelsen godtgjort, at en stikprøveun-dersøgelser ikke tilstrækkeligt sikkert ville kunne afdække skadernes omfang. Det ville således være nødvendigt at skære anlægget op for at afdække i hvilket omfang der var opstået revner eller hulrum i væggene. En opskæring og lukning af anlægget ville efter det oplyste koste mellem 800.000 og 850.000 kr. Da revner eller hulrum i væggene kunne be-virke, at anlægget efter ibrugtagningen brændte, eller endog at det eksploderede, måtte anlægget anses for usælgeligt. Konklusionen var derfor, at anlægget praktisk set var total-skadet.

Forsikringsselskabet skulle derfor betale 788.330 kr. til forsikringstageren. Beløbet skulle efter § 90 i Dansk Søforsikrings-konvention forrentes med 6% p.a. fra den 24. juli 2000, 14 dage efter producentens rapport vedrørende anlægges tilstand.

Forsikringsselskabet havde accepteret at betale forsikringstagerens besigtigelsesomkost-ninger i Egypten, og omkostningerne hertil blev dækket af transportforsikringen. Forsik-ringstageren har sendt en faktura til forsikringsselskabet på i alt 70.650 kr. vedrørende bl.a. besigtigelsesomkostninger i Egypten. Forsikringsselskabet havde betalt 35.325 kr. til forsikringstageren. Da forsikringstageren ikke nærmere havde dokumenteret besigtigel-sesomkostningerne - herunder det betydelige tidsforbrug - var det ikke godtgjort, at forsik-ringstageren havde krav på mere en det beløb på 35.325 kr. som forsikringsselskabet havde betalt. Retten ville derfor ikke tage forsikringstagerens påstand om betaling af 35.325 kr. til følge.

Endelig fandt retten, at forsikringsselskabet havde anmodet forsikringstageren om, at der blev udarbejdet en rapport fra producenten, at der ikke var indgået aftale om opbevaring af anlægget og, at forsikringsselskabet skulle sørge for bortfjernelse af det totalskadede an-læg og på bundlinien kom det til at betyde, at forsikringsselskabet i alt skulle betale godt 790.000 kroner.

Bevisbyrden for forsikringsbegivenheden er tungere, når aftalen som i den foreliggende sag er indgået på de såkaldt begrænsede danske betingelser, men i dette tilfælde lykke-des det altså forsikringstageren at løfte beviset.

Efter bevisførelsen blev det lagt til grund, at forsikringsselskabet havde anmodet forsik-ringstageren om, at der blev udarbejdet en rapport fra producenten vedrørende skaderne på anlægget. Forsikringsselskabet skulle derfor betale regningen fra producenten på 2.500 kr. vedrørende udarbejdelsen af rapporten.

Det var ikke godtgjort, at forsikringstageren havde indgået en aftale med Producenten om betaling for opbevaring af anlægget. Retten giver derfor ikke forsikringstageren medhold i, at forsikringsselskabet skulle betale for opbevaringen af anlægget hos producenten.

Forsikringsselskabet foranledigede anlægget bragt til Danmark hvor det blev opbevaret hos producenten. Da udgifterne til bortskaffelse af det totalskadede anlæg efter det oplyste sammen med det øvrige beløb ikke oversteg forsikringssummen, skulle forsikringsselska-bet sørge for, at anlægget blev bortfjernet fra producenten.

Forsikringsselskabet skulle derfor til forsikringstageren betale 790.830 kr. hvoraf 788.330 kr. blev forrentet med 6% p.a. fra den 24. juli 2000 og forsikringsselskabet skulle bortfjerne anlægget fra Producenten.

Forsikringsselskabet var ikke tilfreds med afgørelsen, og indbragte sagen for Højeste-ret, hvor der bl.a. blev foretaget nye afhøringer (afhjemlinger) af syns og skønsmændene, og som det meget ofte er tilfældet med genafhøringer, kom der ikke rigtig noget nyt ud af disse nye afhøringer.

Da sagen var blevet færdigprocederet og optaget til dom, lagde Højesteret vægt på, at der havde foreligget en risiko for, at forbrændingsanlægget Incinerator Unit 2 ved uheldene i Egypten var påført ikke synlige skader af en sådan betydning for dets farefri anvendelse, at anlægget måtte anses for "ødelagt i væsen og brugbarhed" og dermed totalskadet, jf. Dansk Søforsikrings-Konventions § 191, nr. 3, og forsikringsselskabet havde ikke godt-gjort, at der var måder, hvorpå denne fare kunne imødegås.

Forsikringsselskabet fandtes ikke ved at have foranlediget forbrændingsanlægget trans-porteret til Danmark med henblik på undersøgelse af skadernes omfang at have accepte-ret at bortfjerne anlægget, hvis det måtte blive anset for totalskadet. Da det endvidere ikke var godtgjort, at bortfjernelsesomkostningerne var blevet forøget som følge af transporten til Danmark, frifandt Højesteret forsikringsselskabet for forsikringstagerens påstand om, at forsikringsselskabets skulle bortfjerne anlægget.

Der var ikke for Højesteret tilvejebragt oplysninger, der gav grundlag for at ændre afgørel-sen om, at forsikringsselskabet skulle betale udgiften på 2.500 kr. til forsikringstagerens rapport.

Herefter stadfæstede Højesteret dommen med den ændring, at forsikringsselskabet fri-fandtes for påstanden om bortfjernelse af forbrændingsanlægget.

Resultatet blev altså, at Sø & Handelsrettens dom blev stadfæstet med den ændring, at forsikringsselskabet ikke skulle finde sig at sørge for bortfjernelsen af forbrændingsanlæg-get, og forsikringsselskabet blev pålagt at betale kr. 40.000 i sagsomkostninger til mod-partens advokat oveni de 58.000 kr. det havde kostet i først instans. Dertil kom de ikke ubetydelige omkostninger til syn og skøn for ikke at tale om de omkostninger, der skulle betales til forsikringsselskabets egen advokat.

-----