Terrorsikring skal afbalanceres
Havnene er tilfredse med den ny terror-bekendtgørelse, men landtransporten advarer generelt mod at lægge alle kræfterne i fly- og havnene-sikkerhed - Øvrige sikkerhedsproblemer må ikke glemmes
Trafikministeren har nu fremlagt sin længe ventede bekendtgørelse om terror-sikring af havnene. Den rummer en lang række tiltag, som skal gennemføres her ligesom i det øvrige EU, men havnene er især glade for, at det ikke bliver deres ansvar at vurderere terror-risikoen. Den opgave har ministeren nu lagt hos Kystdirektoratet og politiet.
Inden for landtransport er man dog ikke ubetinget begejstret for at alle "sikkerhedskræfterne" lægges omkring terrorbekæmpelse med risiko for at den øvrige transport-kriminalitet i EU herunder chaufføroverfald bliver glemt. Terrortruslen vurderes nemlig ikke som imiddelbart overhængende for landtransporten. Der har ikke forekommet terroraktioner med lastbil eller tog inden for EU.
DTL påpeger, at det er positivt, at EU-Kommissionen omsider undersøger sikkerheden på landevejene. Fly,- havne- og skibssikkerhed har længe fået fokus, mens vej- og banetransporten nærmest har været glemt.
- Det man så kan frygte er, at hvis de andre transportformer i højere grad sikres mod terror, så vil terroristerne vende sig mod landevejstransporten, advarer DTL, som ønsker, at EU's kommende sikkerhedsindsats skal både stå i forhold til de reelle sikkerhedsproblemer og til, hvad der er praktisk muligt og økonomisk forsvarligt. DTL ser hellere, at de forskellige indsatser underkastes cost-benefit-analyser, før det fastslås i hvor høj grad, de vil øge sikkerheden inden for området og til hvilke omkostninger.
- Vi har især hæftet os ved EU-Kommissionens tanker om at kræve, at alle transporter på kryds og tværs i EU skal forudmeldes til modtageren.Det vurderer vi som umuligt at gennemføre i praksis i den nærmeste fremtid. Forudmeldingen vil blandt andet kræve en meget effektiv databehandling via et IT-system, der omfatter hele EU. Et sådant har ikke set dagens lys endnu, siger DTLs juridiske specialkonsulent Jesper Højte Stenbæk.
I dag gælder sådanne regler for skibe, der anløber havne i USA.
-----