Alligevel vejskat til januar
Den tyske regering foretager kovending og tager Toll Collect til nåde
Trafikminister Manfred Stolpes bombastiske trussel om opsigelse af kontrakten med Toll-Collect om opkrævning af den tyske vejskat blev forvandlet til en papirtiger.
Efter personlige forhandlinger mellem forbundskansler Gerhard Schøder og koncernchefer fra DaimlerChrysler og Deutsche Telekom, der står bag Toll Collect, blev opsigelsen af kontrakten trukket tilbage. Prisen for Toll Collect konsortiet er en erstatning på 1 mia. ? til den slunkne tyske statskasse. Her mangler indtægterne fra det stærkt forsinkede opkrævningssystem gevaldigt.
Ifølge en pressemeddelelse fra kanslerkontoret enedes parterne om at forhøje Toll Collects erstatningsansvar, indtil vejskatten opkræves. Det skal ifølge en revideret plan ske fra 1. januar 2005. Dog i en teknisk simplificeret udgave, og først et år senere skal det avancerede GPS-baserede opkrævningssystem være fuldt operativt.
Mindst halvandet års forsinkelse
Hvis det lykkes Toll Collect at leve op til den nye tidsplan, vil opkrævningen af den tyske vejskat blive forsinket halvandet år i forhold til den oprindelige tidsplan.
Kompromiset kom ikke som en overraskelse, da opsigelsen af Toll Collect formentligt ville have forsinket opkrævningen i tre år eller mere.
En politisk uacceptabel løsning, på grund af det store hul, som de manglende maut-indtægter har efterladt i statsfinanserne.
Anlægsarbejderne på de tyske motorveje har praktisk taget stået stille siden nytår, fordi vejskatten direkte skal finansiere vedligholdelse og udbygning af den tyske infrastruktur.
Først i starten af marts lykkedes det trafikminister Manfred Stolpe og den tyske finansminister at nå til enighed om en alternativ finansiering af infrastrukturprojekterne for 2004.
Erstatning til vognmændDaimlerChrysler har erkendt, at der er begået fejl i maut-projektet og Toll Collect ønsker at betale erstatning til de vognmænd, der har udskiftet OBU'ere. Det lovede talsmand for maut-konsortiet, Stefan Fanselow, i et interview med udgiver Frank Schnell, DVZ under en logistik-konference i Duisburg starten af marts.
Angiveligt skal forhandlinger om de nærmere detaljer omkring erstatningerne allerede være i gang med flere tyske transportorganisationer.
Ifølge Flensborg Avis, mener vognmandsorganisationen BGL dog ikke, at Toll Collects erstatningstilbud er tilfredsstillende.
-----