Det gamle ur på væggen i kontoret slog 10 langsomme slag. Fluen var for længst holdt op med at lægge mærke til dets tikken og timeslag, og det samme var vognmanden.

Han havde arvet det efter sin far, som var bogholder og meget nøjeregnende. Den dag i dag var det et meget præcist værk. Tik.. tik.. tik...fyndigt og tålmodigt.

Der var dog ikke meget præcision over vognmanden den dag. Faktisk havde fluen grund til at være utilfreds med hans laden-stå-til, han havde glemt sin madpakke. Ikke en krumme blev det altså til i dag, tænkte fluen skuffet. Måske skulle den skifte kontor og flytte fra chefkontoret over til eleven. Hun spiste wienerbrød hver dag.

Men i al den tid de havde delt kontor, fluen og chefen, havde den ikke set ham så modløs. Vist kunne han da være humørsvingende. Begejstret, rasende, sur, munter. Men han plejede hurtigt at blive god igen, når han havde været vred eller i dårligt humør. Han var normalt en glad person.

Fluen var dog udmærket klar over, hvad der trykkede ham. Den havde selv overværet en yderst ubehagelig samtale på kontoret i forgårs. Og selv om fluer ikke er særligt sensible, så forstod den, at samtalen havde gjort rigtig ondt på vognmanden.

Han havde måtte fyre sin mest betroede medarbejder - på stedet. Han havde haft Sten i sit brød næsten siden starten og gjort ham til sin fortrolige både i firmaet og privat. Derfor var også naturligt, at Stens kone var med ved samtalen

- Hver en øre, vil blive tilbagebetalt, det garanterer jeg, havde hun sagt, mens Sten sad med nedbøjet hoved.

Det var slemt, det her, fornemmede fluen.

Vognmanden var en rimelig kontant type på mange områder. Det havde aldrig generet ham at fyre en mand, hvis det var nødvendigt. Ubehageligt, ja, man ikke til diskussion. Dette var noget andet. Han var blevet fuldstændig lang i ansigtet, da Stens kone var kommet kørende og havde bedt ham om en samtale på vegne af Sten.

Ikke et sekund havde han haft mistanke om noget. Og så Sten!

- Jeg begriber ikke, hvordan det kunne foregå uden om revisionen, uden om fru Jørgensen og uden, at jeg har opdaget det mindste.

- Ja, sagde Stens kone, jeg blev lige så rystet. Der kom nogle rocker-typer anstigende derhjemme og forlangte at tale med ham. Han blev nærmest panisk, men det lykkedes ham da at slippe af med dem. Og så fik jeg hevet hele sandheden ud af ham. Han er åbenbart mere smart, end jeg egentlig havde regnet med.

- Ja, men hvorfor? Fluen kunne høre, hvor meget det pinte vognmanden, og endnu værre blev det, da døren langsomt gik op og Sten nærmest lydløst trådte ind. Der blev helt stille.

- Hvorfor, siger du. Stens stemme var spag, men alligevel beslutsom.

- Jeg er kommet ud i noget skidt. Det startede, da jeg ville hjælpe min nevø ud af nogle dummebøder, som han havde fået af nogle rocker-supportere. Jeg accepterede at gøre dem nogle tjenester, men endte selv med at komme i gæld. Jeg blev truet. Jeg så ingen anden udvej, end at "låne" lidt i firmaet - bare midlertidigt.

- Jamen, hvorfor pokker kom du ikke til mig først, brølede vognmanden. Jeg kunne have hjulpet dig. Hvorfor gå bag min ryg. Du giver mig intet andet valg end at lade dig gå.

- Jeg ville jo ikke trække dig med ned, sagde Sten og hans kone nikkede bekræftende.

- Jeg er så ked af det, mumlede Sten. Men hvis jeg havde brug for din hjælp tidligere, så har jeg ti gange så meget brug for den nu, hvor jeg ikke fortjener den, sagde Sten.

Fluen var ikke i tvivl om, at han var oprigtig. Det var vognmanden heller ikke. Men visse ting kan ikke gøres ugjorte.

Nu sad vognmanden og ventede på opringningen fra sin bror. Uret tikkede. Advokaten var klaret. Ingen politianmeldelse, revisoren var bestemt ikke glad, men det gik nok. Personalet var orienteret om det meste.

Telefonen ringede og aldrig havde fluen set vognmanden så lettet. - Tak, skal du have. Tusind tak. Du har taget en sten fra mit hjerte. Nej, skidt med lønnen, bare du tager ham ind som menig medarbejder. Han er hamrende dygtig og loyal...vognmanden bed sig i læben...altså før det ulyksagelige bedrageri. Han skal ikke have med pengesager at gøre, og hvis der er det mindste med ham, så er det ud.

Vognmanden slappede af. Fluen kunne se ansigtet komme tilbage i de vante folder og forstod, at han nu aktiverede sin vidunderlige evne til at skrælle alt ubehaget væk og komme videre.

- Fru Jørgensen, råbte han.- Skal vi ikke have lidt henne fra smørebrødsforretningen til frokost - for en gangs skyld. Den var hun med på og eleven meldte sig frivilligt - og fluen slikkede sig om munddelene. Endelig.

-----