I forslag om ændring af Eurovignet direktivet fra sidste sommer skriver EU-Kommissionen i indledningen, at en ændring er meget presserende, da en række medlemsstater påtænker eller er begyndt at indføre nye systemer for vejafgifter, hvis størrelse afhænger af den tilbagelagte afstand (d.v.s. road-pricing).

Isolerede initiativer fører imidlertid til forskelligartede regler, øget opsplitning og ulige behandling af operatørerne på de forskellige transportnet hvilket skaber konkurrenceforvridning.

Brugernes accept af systemet er desuden afhængig af, hvad indtægterne bruges til og hvor synlige finansierings-strømmene er. I modsat fald vil afgifterne blot blive et yderligere beskatningsredskab uden andet specifikt formål end at øge statens indtægter.

I den sammenhæng, er det uomgængeligt nødvendigt, at fællesskabsrammebestemmelserne søger at undgå forskelsbehandling mellem de lande, der har en central beliggenhed og de lande, som ligger i udkanten af EU.

Hvad den tyske enegang med et så avanceret teknologiprojekt som Maut-en så end kan have haft som forudsætning er det ikke muligt entydigt at fastslå. F.eks. kunne tanken være, at især den tyske industri kunne få et teknologisk forspring, at forbundsregeringen tidligt kunne få dækket i det mindste dele af finansieringen til kommende infrastrukturudbygning og ?vedligeholdelse og endelig ønsket om på længere sigt at stå med et stærkt instrument til styring af trafikstrømme. Der kan også have været ønske om at sætte dagsordenen for den politiske proces på dette område i Europa.

De fleste ville imidlertid nok have forsvoret, at gennemførelsen af dette teknologiske flagskib skulle få et så tragikomiske opstarts forløb. Men historien er jo netop fyldt med eksempler på, at politiske eller erhvervsmæssige prioriteringer har presset forskning og udvikling op i et tempo, hvor de fysiske resultater ikke i tide har kunnet leve op til de ønskede intentionerne, særligt hvor der har været tale om ny teknologi.

Afhængig af indfaldsvinkel kan man så græde eller glæde sig over, at det lavteknologiske GO-system i Østrig tilsyneladende har være virksomt fra starten. Det indeholder til gengæld ikke særlige potentialer udover netop det at opkræve penge til finansiering af f.eks. infrastrukturudbygning.

En vigtig erfaring, der kan drages af Maut forløbet er, at højteknologiske projekter kun vanskeligt lader sig forcere. Der eksisterer nemlig ikke en direkte korrelation mellem øgede forsknings-ressourcer på den ene side, og positive resultater på den anden.

Selvom markedets efterspørgsel på ny og bedre mobile services generelt er evident, har efterspørgslen på netop Maut-teknologien derudover haft store dele af markedet imod sig. Det synes i det mindste som om de, der skal betale den nye maut, har haft vanskeligt ved på kort sigt at se de fordele, der kunne være.

De kortsigtede uhensigtsmæssigheder har således næsten fuldstændig overskygget de langvarige benefits, som både det foreslåede tyske Maut-system som en yderligere udbygning af services baseret på denne teknologi kunne byde på.

Om denne ufrivillige time-out så giver mulighed for, at gennemføre den af EU-Kommissionen ønskede harmonisering er en anden sag. I den foreløbige behandling af forslaget om ændring af Eurovignet direktivet synes der at være politiske vanskeligheder såvel med, hvad pengene skal bruges til som til en generel harmonisering samt til niveauet.

-----