Danske transportvirksomheder i gang med oprustning
- Jeg tror, vækstraten for Østersøregionen bliver over almindelige vækstrater, at vækstpotentialet bliver ganske betydeligt og at Danmark og København bliver centrum for samhandelen. Væksten vil generere meget trafik, både færge- og containerbaseret. Containertrafikken vil øges mest, fordi de store havnebyer i Baltikum vil være udskibningshavne for for eksempel Rusland og landene østpå. Det ser vi jo allerede i dag med oliemængderne. Jeg vil vove den påstand, at der vil være plads både til færgerne og til en Femern-forbindelse i fremtiden, så stort vil potentialet i regionen være, - og væksten i transportmængderne vil ske både til lands, til vands og i luften, siger Sven Buhrkall.
Direktør Flemming Rung, BaltShip A/S peger på, at både de store internationale transportvirksomheder og en række danske speditører i området pludselig trak deres folk hjem igen og skruede voldsomt ned for blusset, da russisk økonomi kollapsede. Det var hårde tider, men kunne man stå modgangen igennem, kom man også godt rustet ud på den anden side og var klar til at vokse med markedet, siger han.
Det er hans forventning, at produktionsmønstret ændres hen imod lokal produktion. Det sker, fordi man nu vælger at flytte produktionen derhen hvor kunderne er, - hvilket igen muligvis kan medføre et mærkbart fald i antallet af transportopgaver, der skal løses.
- Specielt danske speditører skal måske have et vågent øje på de store internationale speditionsvirksomheder, der i dag har store terminaler og et højt aktivitetsniveau med internationale trafikker mellem EU og regionen, siger han.
Direktør for Danske Speditører, Torben Holm ser udviklingen som lidt af et eldorado:
- Danske Speditører ser utroligt positivt på den udvikling, der allerede nu er ved at tegne sig i horisonten. Visse virksomheder, der allerede er etableret i Baltikum, - eller i Polen for den sags skyld - vil nu træffe beslutning om at flytte længere mod øst for at udnytte de økonomiske fordele, der ofte vil være i et randområde.
-----