Toll Collect taget til nåde
Den tyske forbundsregering er nået til enighed med Toll Collect-konsortiet, der ellers blev opsagt som maut-opkræver 17. februar. Forhandlingerne blev ført direkte mellem forbundskansler Gerhard Schröder og topchefer i DaimlerChrysler og Deutsche Telekom, der står bag Toll Collect.
Parterne er enedes om at forhøje Toll Collects erstatningsansvar til en mia. euro årligt, indtil vejskatten opkræves. Det skal ifølge planen ske fra 1. januar 2005 i en simplificeret udgave, og nøjagtigt et år senere skal det avancerede GPS-baserede system være fuldt operativt.
Hvis det lykkes Toll Collect at leve op til den nye tidsplan, vil opkrævningen af den tyske vejskat blive forsinket halvandet år i forhold til den oprindelige tidsplan.
Kompromiset kan næppe betragtes som en overraskelse, da opsigelsen af Toll Collect formentligt ville have forsinket opkrævningen i tre år eller mere, og de manglende maut-indtægter har allerede voldt store problemer for de tyske statsfinanser og et stop for en lang række infrastrukturprojekter, der skulle være finansieret med indtægter fra motorvejsafgiften på lastvogne.
-----