23948sdkhjf

Anvendelsesorienteret viden

Godstransport er velstandens smøremiddel, blev det senest fastslået i den tværministerielle rapport "Godstransport" fra september 2003. Transporterhvervet er derfor et centralt ressourceområde for udvikling af dansk økonomi.

Adgang til og anvendelse af viden bliver en stadigt vigtigere rammebetingelse for den enkelte virksomhed, illustrerede Sven Buhrkall, formand for Institut for Transportstudier, i form af transport-arkitekten som fremtidens indtjeningsmulighed for dansk transporterhverv.

Udvikling af den rigtige viden og hurtig implementering heraf i transportvirksomhederne er således et stadigt vigtigere succeskriterium for den enkelte virksomhed. Det offentlige spiller en vigtig rolle for forankring af forskningsindsatsen og som udvikler og udbyder af uddannelser.

Men effektiviteten er i høj grad afhængig af det rigtige samspil mellem virksomheder og universiteter, forskere og uddannelsesinstitutioner i øvrigt.

Det var bl.a. denne udfordring, som var baggrunden for etableringen af Center for Anvendt Transport og Logistikforskning (CALT) mellem Institut for Transportstudier og Syddansk Universitet i 2001.

Styrker konkurrence-evnen

Herved skabtes et forsknings- og udviklingsmiljø på grænsefladen mellem universitetet og erhvervslivet. Visionen var, at et sådant center vil kunne styrke erhvervslivets konkurrenceevne gennem innovation og udvikling af fleksible omstillingsprocesser hos virksomheder i regionen og det øvrige Danmark.

Transport Økonomisk Forening gennemførte sammen med CALT i 2001 en undersøgelse af anvendelsen af viden i transportsektoren. Det blev her understreget, at udfordringen for virksomhederne er at være opmærksom på, at rigtig viden i stigende grad er en vigtig forudsætning for udvikling af konkurrenceevne.

Her er den vigtigste kilde til ny viden medarbejdernes personlige netværk, men kun få virksomheder har en formaliseret strategi for indhentning og spredning af viden. Virksomhederne efterlyste anvendelsesorienteret viden.


Sammenhæng i strategien

Også på uddannelsesområdet er der vigtige udfordringer. Der er behov for en sammenhængende uddannelsesstrategi i forhold til transporterhvervet, der er behov for gennemsigtighed i udbuddet set fra den enkelte virksomhed, og ikke mindst mangler der tilbud inden for videregående efteruddannelse. Der er således stadig mange udfordringer også for CALT.

Lektor Svend Ole Madsen, Syddansk Universitet, er på et bestyrelsesmøde i CALT den 27. februar udpeget som ny formand for CALT's bestyrelse. I bestyrelsen sidder repræsentanter fra Transporterhvervet, Syddansk Universitet, Sønderjyllands Amt, Økonomi- og Erhvervsministeriet samt delstaten Schleswig-Holstein.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082