Bekymring trods overskud i Thyborøn Havn
En omsætning på 22.8 mio. kr. er et fald i omsætning for Thyborøn Havn, på 4.7 mio. kr. eller 17 procent. Den faldende omsætning skyldes hovedsageligt svigtende landinger af fisk, men også godssiden har medvirket til tilbagegangen, idet især sten- og grus-operatørerne har haft tilbagegang, som følge af den generelt lavere aktivitet i 2003, lyder det i havnens kommentar til regnskabet, som også pointerer, at tilbagegangen sker fra et absolut rekordår i 2002, og at årets aktivitet på godsområdet fortsat i både mængder og omsætning er Thyborøn Havns næststørste omsætning nogensinde.
Taksterne er også i 2003 fastholdt uændrede, ligesom det fortsat er bestyrelsens politik at undgå takstforhøjelser.
Stadig kraftcenter for regionen
Havnebestyrelsen foreslår årets resultat overført til næste år, idet den fortsatte konsolidering skal anvendes til igangværende og fremtidige investeringer for dermed at sikre havnens fremtidige udvikling. Thyborøn Havns egenkapital udgør herefter 23.4 mio. kr.
Vedligeholdelsen af Thyborøn Havn har af større projekter omfattet oprensning, fornyelse af asfaltbelægning og udskiftning samt nyopsætning af anoder, ligesom der investeringsmæssigt har været gang i den. Der er således i årets løb bl.a. gennemført en uddybning af yderhavnen til nu 8 m., af hensyn til mulighederne for at Triple Nine kan modtage større - især udenlandske - fartøjer med industrifisk. Der er til denne investering ydet 0,5 mio. kr. i tilskud fra FIUF ? midlerne (det danske fiskeriudviklingsprogram 2001-2006).
Der er sket en hel række nye investeringer, som samlet beløber sig til 7.1 mio kr.
- Med gennemførelsen af disse vedligeholdelsesopgaver, er Thyborøn Havn fortsat i særdeles god vedligeholdelsesmæssig stand og står med de afsluttede investeringer godt rustet til den nærmeste fremtid, udtaler havnens bestyrelse, som vurderer, at Thyborøn Havn med de igangsatte investeringer i Konsumcenter og det forberedende arbejde om udvidelserne af Sydhavnen, er klar til at styrke sin position som ?Regionens Kraftcenter? indenfor både fiskeri og gods.
Bestyrelsen ser med nogen bekymring på den aktuelle situation indenfor fiskeriet, og vurderer på den baggrund at havnens omsætning også i 2004 vil være under pres, men den forventes dog at blive større end omsætningen i 2003.
- De aktuelle problemer rokker imidlertid ikke ved bestyrelsens klare opfattelse af mulighederne for den fremtidige udvikling ? også for fiskeriet, og bestyrelsen ser frem til at iværksætte flere nye initiativer, lyder det fortrøstningsfuld fra havnebestyrelsen.
-----