Ikke fuld maut-erstatning
Toll Collect har ikke kastet håndklædet i ringen, og satser stadig på den lukrative forretning, det vil være at opkræve vejskat for den tyske forbundsstat. Selv om forbundstrafikminister Manfred Stolpe har vil opsige kontrakten med Toll Collect, så har konsortiet en frist på to måneder til at finde et forlig med det tyske trafikministerium. Ifølge det tyske dagblad Die Welt, så er Toll Collect snart klar med et nyt forbedret tilbud, hvor koncernen påtager sig et betydeligt større erstatningsansvar over for den tyske forbundsstat.
Men forbundsregeringen i Berlin er ikke ene om at kræve erstatning. Dansk Transport & Logistik undersøger nu, sammen med søsterorganisationer i andre europæiske lande, mulighederne for at kræve erstatning fra den tyske stat på medlemsvirksomhedernes vegne. Det er især udgifterne til montering af de ubrugelige OBU?ere, som DTL mener, vognmændende bør have erstatning for.
- Vi er sammen med ITD og samarbejdspartnere i andre lande ved at danne os et overblik over, hvad det har kostet på virksomhedsniveau, siger ordførende direktør Michael Svane til Danmarks Transport-Tidende.
Han erkender, at det er usikkert i hvilket omfang, virksomhederne vil få dækket alle omkostninger i forbindelse med det kuldsejlede projekt.
- Det er alt for tidligt at gætte på, hvor grænsen vil komme til at gå. Men det er vores grundsynspunkt, at vores medlemmer er blevet påtvunget et system, der mest af alt ligner et stjernekrigsprojekt, fordi det hverken er helt eller halvt færdigt. Derfor søger vi erstatning, siger Michael Svane.
DTL vil sammen med søsterorganisationerne nu bede om et møde med de tyske myndigheder for at høre, om den tyske stat er villig til at betale erstatning og i hvilket omfang.
Ingen dækning
DTL har anslået, at alene de danske medlemsvirksomheder har krav på erstatninger for mellem fem og 10 mio. kroner. En sum, der virker meget beskeden.
Hos Danmarks formentligt største køletransportør, Andreas Andresen A/S i Padborg, anslår adm. direktør Steen Sørensen, at omkostningerne til installering af OBU?ere i alle virksomhedens 240 lastvogne ligger tæt på en halv million.
- Og så er de omkostninger, vi har haft til administration og tilpasning af software ikke indregnet, siger Steen Sørensen.
Den type marginale maut-omkostninger, vil næppe kunne inkluderes i et samlet sagsanlæg mod den tyske stat.
Også vognmændenes leverandører har haft betydelige omkostninger i forbindelse med den nu udsatte vejskat.
Hos LH Comlog A/S i Åbybro nåede man at opbygge et helt nyt modul til den flådestyringssoftware, som virksomheden sælger til transportbranchen.
- Det arbejde er dog ikke spildt, fordi modulet samtidig kan anvendes til beregning i forbindelse med den østrigske vejskat. Men vi har under alle omstændigheder haft et betydeligt ressourceforbrug i forbindelse med den tyske vejskat, siger marketingschef Domenic Breitbart, LH Comlog A/S.
-----