Bøderne vokser med antallet af overtrædelser
Jesper Højte Stenbæk, erhvervsjuridisk specialkonsulent i Dansk Transport & Logistik, belyser de juridiske aspekter:
- Det objektive virksomhedsansvar betyder, at næste generation i vognmands-forretningen så at sige arver fortidens synder hvad angår overskridelse af bestemmelserne vedrørende totalvægt, akseltryk og kørehviletid. Drejer det sig om kørehviletidsovertrædelser, er der ingen direkte gentagelsesvirkning, men hvis forseelsen er for hyppig, kan Færdselsstyrelsen nægte at forny virksomhedens vognmandstilladelser.
- Hvad angår totalvægts- og akseltryksoverskridelserne er vognmanden objektivt ansvarlig for lovovertrædelserne, og straffen er bøder, der vokser med antallet af registrerede tilfælde for den pågældende virksomhed. Overlæs straffes for eksempel med en bøde på 250 kroner per procentpoint. Oven i denne bøde får vognmanden en tillægsbøde på 1.000 kroner for hver tidligere registreret tilfælde inden for en to års frist. Hvis der er yderligere fortilfælde inden for 2 år før den tidligere afgørelse, lægges yderligere 1.000 kroner oven i og så fremdeles. Er der mere end 10 fortilfælde, fordobles bøden til sidst.
- Det er uafklaret, om det er afgørende for gentagelsesvirkningen, om ejerskiftet sker som led i et reelt generations- eller selskabsskifte, herunder om det gør en forskel i hvilken juridisk form virksomheden har været drevet og i hvilken form den fortsætter.
Der er groft sagt to metoder at gennemføre et generationsskifte på, og da der ikke er nogen retspraksis på området, er der heller ikke nogen vejledning i, hvilken af metoderne der kan yde beskyttelse mod arvesynden, forklarer Jesper Stenbæk.
- Om nogen kan.
-----