Lastbilen er fjenden
Luftfragtsspecialisten vognmand Kim Johansen, Kim Johansen International Transport A/S opfordrede til at holde debatten nede ved jorden
Mottoet for Transportøkonomisk Forenings årlige godskonference kunne let have været "mere gods på jernbanen". Det var få foredragsholdere på konferencen, der ikke nævnte banegods som det Columbusæg, der skal løse trængselsproblemerne på det europæiske vejnet. Men enkelte gik mod strømmen.
- Jeg forstår udmærket og støtter ønsket om mere gods på jernbanen. Også selv om det koster mig gods - jeg skal nok finde et eller andet og køre med. Men politikerne har udråbt visse transportformer til fjenden. Men det er noget vrøvl, sagde en veloplagt og nøgtern vognmand Kim Johansen.
Kim Johansen International Transport A/S opererer med 180 lastvognstog, hvoraf 80 er specialindrettet til luftfragt. Medarbejderskaren tæller 360 ansatte.
- Jeg er ligeglad med hvordan godset fragtes, bare jeg tjener penge. Men det er urimeligt at lastvognene skal gøres til skurken, når det gælder trafikbelastningen. I min hverdag, er det ikke noget problem at få et vogntog frem til tiden, hvis den i Frankrig skal køre fra Lille til udkanten af Paris. Men det kan godt være svært at beregne køretiden, hvis lastvognen skal ind i Paris. Især hvis alle Paris' omkring 11 mio. private bilejere får lyst til at køre en tur, sagde Kim Johansen.
Godsstrømme i uligevægtKim Johansen påpegede, at godsstrømmene og valget af transportformer bliver styret af markedskræfterne og politiske valg. Ikke af de enkelte transportører.
- Der er utrolig meget tale om tomkørsel. Men der kører ikke en masse tomme lastvogne rundt på vejene. Det er der simpelthen ikke råd til. Noget helt andet er at godsstrømmene ikke altid er i ligevægt. Der er områder, som importerer mere end de eksporterer. Skandinavien er blevet et nettoforbrugsområde i takt med at arbejdspladserne flytter til lavlønsområder. Vi producerer simpelthen mindre og mindre eksportgods. Den uligevægt bliver ikke løst ved at flytte gods til jernbane eller skib, sagde Kim Johansen.
Strukturproblemerne på godsstrømmene i Europa blev bekræftet af Railion Danmarks nye direktør Christian Thing.
- Hvis vi skal være ærlige, så må vi erkende at tomkørsel er et problem for jernbanen. Men det er et problem, som kan mindskes ved et bedre samarbejde mellem banetransportørerne, sagde Christian Thing
Kim Johansen advarede branchen mod at bruge for mange kræfter på udvikling af ekspertise og produkter, som kunderne ikke efterspørger.
- Der bliver talt utroligt meget uddannelse, netværker og samarbejde. Men vi er nødt til at holde tingene nede ved jorden. Det er prisen, som er det afgørende konkurrenceparameter når kontrakterne skal forhandles hjem. For det har forbrugerne bestemt. Det siges, at forbrugerne efterspørger kvalitet. Men det passer ikke. De fokuserer først og fremmest på prisen - hvordan ville der ellers blive plads til alle de tilbudsaviser, spurgte Kim Johansen og tilføjede besk:
- Hvis folk ville betale for kvalitet, så ville vi have en kvalitetspresse.
Pris og punktlighedHan nævnte luftfartsselskabet SAS krise som et oplagt eksempel på prisens afgørende betydning.
- Jeg er sikker på, at de på SAS BusinessClass har opdaget, at der ikke er nogen, der vil betale ekstra. Så længe jernbanen ikke kan konkurrere på pris, for slet ikke at tale om hurtighed og punktlighed, så vælger transportkøberne lastvognen, sagde Kim Johansen.
Han understregede lastbilens overlegenhed med et lille afgiftsregnestykke.
- Et af mine vogntog betaler typisk 287.000 kroner i olieafgifter om året. Hvis den tyske vejskat nogensinde kommer til af fungere og bliver vejledende for afgiftsniveauet i resten af EU, så kommer der 300.000 kroner oven i. Det er en statsafgift på 587.000 kroner på hver enkelt arbejdsplads. Jeg ville gods se hvordan jernbanen ville klare tilsvarende ekstra omkostninger, sagde Kim Johansen.
-----