23948sdkhjf

Fremtidens transportuddannelser

?Vil du være med til at forme fremtidens transportuddannelser? er det indledende spørgsmål i det spørgeskema, som Institut for Transportstudier har udarbejdet for og i samarbejde med Danmarks Transport Akademi. Der er stort behov for, at så mange som muligt af de adspurgte virksomheder kommer med input til at udvikle et endnu bedre og mere sammenhængende tilbud af uddannelser rettet mod medarbejderne i transportvirksomhederne.

Transporterhvervet spiller en vigtig rolle som smøremidlet for det samlede danske erhvervsliv og for den danske økonomi. Det skal ses såvel på baggrund af erhvervets betydning for beskæftigelsen i Danmark som for transport af varer og gods fra virksomheder til kunder i Danmark og udlandet. Udviklingen af transportmarkedet betyder, at dygtige, kreative og iderige medarbejdere vil blive et stadig vigtigere råstof til at udvikle og fastholde et transporterhverv i verdensklasse.

Som tidligere nævnt på denne plads er Danmarks Transport Akademi et bredt samarbejde mellem transporterhvervets organisationer, uddannelsesinstitutioner og vidensinstitutioner. Formålet er i fællesskab at udvikle og markedsføre et samlet uddannelsestilbud over for transporterhvervet. Aktuelt er man i en udviklingsfase, hvor grundlaget for nye uddannelsestilbud skal fastlægges. Resultaterne fra spørgeskemaerne vil være et vigtigt input hertil.


Brug 15 minutter

Det er derfor håbet, at de adspurgte virksomheder kan afsætte den nødvendige tid (ca. 15 min.) til at udfylde skemaet og returnere det i den vedlagte frankerede svarkuvert.

De adspurgte virksomheder er ud fra de fastsatte kriterier, herunder erfaringsmæssig responsfrekvens, udvalgt med baggrund i Købmandsstandens Oplysningsbureau med henblik på at sikre såvel bredde som dybde inden for populationen. Skemaet lægger i spørgsmålene på den ene side vægt på den aktuelle situation i virksomhederne og på den anden side forventningerne om 3-5 år. Fremtidens transportuddannelser anskues i bredt perspektiv; det vil sige omfattende alle personalekategorier i virksomhederne.

Parallelt med den kvantitative spørgeskemaundersøgelse iværksætter Institut for Transportstudier også en kvalitativ undersøgelse. Her gås der i dybden med enkelte særligt udvalgte virksomhedseksempler med krydsreference til bl.a. de resultater, der kommer ud af spørgeskemaundersøgelsen.

Institut for Transportstudier er tidligere blevet citeret for følgende: "? virksomhedens kompetencer og medarbejdernes kvalifikationer er væsentlige, måske de væsentligste forudsætninger for virksomhedens konkurrenceevne ? de er nøglerne til at forblive på markedet". Det er et udsagn, vi fortsat står ved, og det er derfor også et af kerneområderne for Instituttets virke.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.067