Citygods på falderebet
Den nærmest uløselige ligning: moderne logistikbehov i bykerner fra middelalderen, var omdrejningspunktet for den konference, som Forum for Citylogistik afholdt torsdag i København. Konferencen opsamlede erfaringerne fra de tre vidt forskellige forsøg på at effektivisere logistikken i bykernerne i Århus, Aalborg og København.
Selv om erfaringerne langt fra er entydige og endda i Københavns tilfælde viser, at forsøget har haft ringe eller slet ingen effekt på miljøet i hovedstadens centrum, så var der enighed om, at der er behov for regulering.
Kontorchef Torkil Eriksen, Trafikministeriet, der indledte konferencen på afbud fra trafikminister Flemming Hansen, påpegede, at myndighedernes begrænsning af handels- og trafikfriheden ikke er af ny dato. Han nævnte en torveordning for København fra 1727, der flyttede de handlende og deres amager-vogne fra Nytorv, hvor pladsen var blevet for trang, til Vandkunsten og Nørreport. Naturligvis med en kongelig tilføjelse om, at der skulle opkræves stadepenge.
Folketingsmedlem Martin Lidegaard (R), der er medlem af Folketingets trafikudvalg, advarede mod bureaukratiske regler:
- Vi kan slet ikke undvære bilerne og slet ikke lastbilerne i byerne. Men vi skal være bedre til at løse de miljømæssige og trafikale problemer. Skrækscenariet er helt klart en detailregulering af logistikken. Det skal være generelle reguleringer, som er lette at administrere for både private virksomheder og offentlige myndigheder.
Martin Lidegaard nævnte den tyske vejskat som et eksempel på en acceptabel og generel regulering.
- Også folk, der ikke er så varme på tanken om regulering erkender, at der er behov for opstramning. Jeg så gerne, at vi gik i gang med en vejskat i morgen. Selv vognmændene ser gerne en vejafgift indført, dels fordi der er behov for effektivisering, men også når danske vognmænd skal betale i udlandet, så er det kun rimeligt, at udenlandske vognmænd betaler i Danmark. En dansk vejskat efter tysk model vil kunne reducere CO2-udslippet med 2,5 procent, hævdede Martin Lidegaard.
Dansk Transport og Logistiks direktør Michael Svane erklærede sig enig i hovedtrækkene i Martin Lidegaards indlæg, men med forbehold.
- Erfaringerne viser, at det er vidt forskellige erhvervsgrupper, der fylder op i bybilledet. Det er ikke bare distributionslastvogne og varebiler, men også håndværkerbiler og mange andre erhverv. Det er nødvendigt, at politikerne er opmærksomme på, at trafikbilledet er meget komplekst, advarede Michael Svane.
-----