Nikosax ligger lunt i nichen for momsrefusioner
Danmarks ældste specialist i moms-refusion, Nikosax A/S i Padborg, er stadig den største privatejede virksomhed i den lille specielle niche, som fortsat er virksomhedens kerneaktivitet. Kun FDE, der drives af organisationen ITD, er større.
- Vi kan sagtens leve med konkurrencen. Det er bare sundt, siger direktør Bernd Mehlschau.
Nikosax A/S blev startet i 1969 og beskæftiger i dag 18 medarbejdere. Kundekredsen er tæt på 3.000 virksomheder i ind- og udland.
- Konkurrencen ligger ikke på det danske marked, vi ser hele Europa som vores marked. Og det er et marked, der vokser i takt med den stigende vareudveksling over landegrænserne. Der er flere og flere virksomheder, der må ud over landegrænserne for at overleve, og det betyder, at vi oplever vækst i alle sektorer, fortæller Bernd Mehlschau.
Udvidelsen af EU den 1. maj med 10 nye medlemslande bidrager naturligvis til de lyse fremtidsudsigter for Nikosax A/S.
- Vores kunder er i forvejen inde på markederne i de nye medlemslande, og så giver det næsten sig selv, at der også her vil blive et øget behov for momsrefusioner, mener Bernd Mehlschau.
Nikosax hentede sidste år momsrefusioner hjem til kunderne for et tre-cifret millionbeløb. Kunderne faktureres efter no cure-no-pay-princippet.
Selv om transportbranchen, der dannede grundlaget for Nikosax? begyndelse, stadig fylder godt i statistikken, så betjener virksomheden i dag praktisk taget alle brancher, der har internationale transaktioner. Momsrefusion udgør stadig langt størsteparten af aktiviteterne, men Nikosax tilbyder også at føre egentlige momsregnskaber og bogholderi for kunderne. Ydermere har Nikosax specialiseret sig i håndtering af den specielle busmoms i forbindelse med turistbuskørsel. I de senere år har virksomhedens ekspertise og kommunikation med myndigheder i en lang række lande i Europa medført en effektiv behandling af momsrefusionsansøgningerne.
Som en yderligere service skaffer Nikosax specialtilladelser til transportbranchen.
- Det er de mange specialtransporter inden for eksempelvis vindmølletransporter, der danner grundlaget for den aktivitet, forklarer Bernd Mehlschau.
IT udvikling
Computeren har for længst holdt sit indtog hos Nikosax. IT-teknologien spiller et stadigt stigende rolle.
- Vi kunne slet ikke håndtere opgaverne uden edb. Vi har selv udviklet de programmer, vi anvender og tilpasser selv vores software, til de ændringer der følger med lovændringer og nye regler i de lande vi arbejder med, fortæller Bernd Mehlschau.
Væksten i samhandlen over landegrænserne øger konstant de datamængder, der skal håndteres, og derfor er det også nødvendigt at opgradere hardwaren løbende.
- De store datamængder stiller store krav til maskinkraften. Samtidig kræver flere og flere af vores kunder direkte datakommunikation. Men det letter også vores eget arbejde, fordi vi sparer indtastning af data, forklarer Bernd Mehlschau.
Han indrømmer, at it-teknologien ikke altid er et smertefrit bekendtskab.
- Især opstartsfasen kan være svær, men når problemerne er løst, så er gevinsten til gengæld stor, siger Bernd Mehlschau.
De massive investeringer i IT har ikke kostet arbejdspladser hos Nikosax.
- Det er kun vores vækst, der har gjort at rationaliseringerne ikke har kostet arbejdspladser. Udveksling af data med kunderne sparer vores medarbejdere for den manuelle indtastning. Til gengæld har vi kunnet øge den overordnede kontrol af data og dermed forbedre vores service, siger Bernd Mehlschau.
Desværre kniber det mere for offentlige myndigheder, når det gælder om at være med på de digitale noder.
- Der er nogle få lande, hvor toldmyndighederne er gået i gang med en digitalisering og on-line-kommunikation. Holland og Belgien er i gang og Spanien er på trapperne, men i Danmark er det stadig kun i planlægning fortæller Bernd Mehlschau.
Loyale medarbejder
Nikosax A/S ejes 100 procent af Maria D. Kock, der selv stiftede virksomheden. Direktør Bernd Mehlschau, der har været ansat i Nikosax ? som han selv siger ?mange år? - overtog ledelsen i 2001, efter en forudgående årrække som vicedirektør.
- Vi har mange medarbejdere, der har været her i mange år. 20, 25 eller 30 år er ikke ualmindeligt. Faktisk har vi aldrig afskediget en medarbejder. Der er naturligvis nogen som selv har søgt job andet sted, eksempelvis fordi de er flyttet af hensyn til ægtefællens arbejde. Men det siger vel et eller andet om virksomheden, siger Bernd Mehlschau med et lunt glimt i øjet.
Nikosax direktør frygter ikke, at kunderne selv vil overtage arbejdet med at ansøge om momsrefusion.
- Det er et meget snævert og specialiseret område og det vil koste alt for mange penge, hvis virksomhederne selv skal vedligeholde den nødvendige knowhow, slutter Bernd Mehlschau.
-----