Tilsvarende har vi i mange år hørt, at nu kommer globaliseringen, nu skal vi indstille os på internationaliseringen. Telefondamen skal kunne besvare opringninger på adskillige sprog, vi skal kende kulturforskellene mellem samhandelslande, vi skal vise flaget, vi skal skaffe udenlandske virksomheder til Danmark. Vi skal se bort fra grænserne. Og så videre?

De fleste har taget det helt roligt, den yngre generation har lært engelsk i TV og været på interrail, de ældre har lært, at TV-apparaterne ikke hedder Eltra eller TO-R men Sony og Philips ? medmindre der skulle være råd til B&O. Vi spiser pizza, sushi og går på etniske restauranter. Vi drikker capucino og café latte, og slår om os med engelske udtryk uden at tænke over det ? you name it.

Men internationaliseringen er også arbejdsdeling mellem landene. I laver biler, fladskærme og maskiner til os, så laver vi skinker og vindmøller og termostater til jer. I leverer én service til os og vi leverer en anden service til jer ? transport for eksempel.

Sammen sørger vi for, at gods og mennesker kan bevæge sig nogenlunde frit, og at der er en vis orden i vores samhandel ? og at alle de mange nye initiativer, produkter, politikker ikke nødvendigvis flagrer i hver sin retning. Vi prøver at udforme nogle standarder, og vi prøver alle sammen at forstå hinanden lidt mere.

Internationaliseringen har gjort os alle sammen dygtigere, mere effektive ? og rigere. Det gælder også for de fattigste lande, selv om der er lang vej endnu.

Men der er også nogle omkostninger. I dag kan vi blot ved et blik på statistikken se, at arbejdspladser forsvinder ud af landet. Og det er ikke kun indenfor ?gammeldags? fabriksindustri, at vi må aflevere arbejdsopgaver ? også på højteknologiske områder mærker vi den internationale konkurrence.

Der er ingen tvivl om, at EU's østudvidelse, som lukker nye ivrige lande ind i varmen, vil koste os noget. De snupper opgaver, som vi plejede at løse, og de er konkurrenter til de nye opgaver ? med lavere lønninger og færre bindinger. Det ser vi inden for industrien, og vi ser de også på transportområdet. Og vi ved, at hvis vi klarer konkurrencen inden for Europas grænser, så står Østen på spring inden for områder, som traditionelt har været vores.

Vi skal for alvor til at forsvare vore arbejdspladser. Ledigheden er steget på det seneste, og oppositionen har straks været efter regeringen for at have sat den høje beskæftigelse over styr. Nu er det pludselig regeringens skyld, at de internationale konjunkturer har været på strandhugst i også dansk erhvervsliv og at dollaren er faldet ekstraordinært. Men det er måske ikke så ulogisk. Da den udenlandske fremgang var på sit højeste under Nyrup-regeringen, var den ikke sen til at tage æren for det. Selv når solen skinnede var det en følge af socialdemokratisk-radikal politik.

Så er det naturligvis lidt ærgerlig for oppositionen, at f.eks. LO og store fagforbund og deres økonomer nu medgiver, at det er udefra kommende ændringer? dollarkursen bl.a. -

som har presset virksomhederne. Men lønmodtagerne har ikke brug for gold oppositionspolitik, de har brug for nogle redskaber, så de kan tage udfordringen op og i de forestående opsvings-tider hævde sig på nye områder ? gennem det råstof, som hedder uddannelse og kompetence.

Vi har gode kort på hånden herhjemme. Puljen er pæn og på vej opad. Nu er snart vores tur til at spille ud.

-----