Renault Trucks udvikler sikkerhedsudstyr
Trafiksikkerhed bliver et stadigt vigtigere tema i det danske transporterhverv, og nu har Renault Trucks løftet lidt af sløret for, hvilket udstyr vi kan forvente vil blive tilbudt på Renaults nye lastvogne i fremtiden.
Der er næppe tvivl om, at der knytter sig penge såvel som image i at løfte sikkerhedsopgaven, for der er efterhånden meget stor fokus på færdselsuheld, hvor lastvogne er involveret. Forsikringsselskaberne holder sig ganske vist i baggrunden for tiden, men det er helt sikkert, at uheldene koster mange penge - for såvel ejerne af køretøjerne, som forsikringsselskaberne og samfundet.
Og imagemæssigt koster det landevejstransporten dyrt, hver gang den type ulykker indtræffer - også selv om det slet ikke er en lastvogn, der er årsag til uheldet.
Nu er Renault Trucks kommet frem med sikkerheds-løsninger som sporassistent, tempostat med integreret afstandsmåler af anden generation og tunnelkontrol.
Tunnelkontrol er forholdsvis ukendt for os i det nordlige Europa, men i Sydeuropa, hvor man i flere tunneller har oplevet meget store og katastrofale uheld med mange omkomne, er det nu et anvendt stykke udstyr. Opgaven for udstyret er at være med til at sikre, at chaufførerne kører deres lastvogne med den højst tilladte minimalafstand til det forankørende køretøj - noget som bliver håndhævet hårdt i f.eks. Mont Blanc tunnelen.
Marketingchef Lars Johansen fra Renault Trucks i Danmark siger til Danmarks Transport-Tidende, at det endnu er for tidligt at udtale sig om, hvornår det nye udstyr kan tilbydes på nye Renault lastvogne, men det forventes at komme inden for en overskuelig fremtid.
-----