Man kan slå mange interessante ting og sager op i de internationale transportkonventioner, der jo bl.a. fyldigt regulerer ansvaret for forsinkelse, bortkomst og beskadigelse af godset, men hvad fragten angår, er det sædvanligvis ikke noget, der reguleres andre steder end i de aftaler, parterne indgår.

Så meget desto mere er det naturligvis væsentligt at få aftalen gjort så klar og specificeret som muligt, og er det ikke skåret ud i pap, hvor meget der skal betales hvornår samt hvem, der eksempelvis skal betale ved ventetid, vil spørgsmål efterfølgende måske skulle afgøres på baggrund af kutymer og noget så løst som rimelighedsbetragtninger. Denne lære kunne parterne i en sag drage, der netop er afgjort af Sø & Handelsretten konstatere i efterdønningerne af en transport, hvor et dansk vognmandsfirma med speciale i internationale sværgodstransporter havde påtaget sig at udføre transport af maskindele fra Pskov i Rusland til en dansk producents adresse i Danmark, havde været berettiget til at beregne sig ventepenge for den tid, hvor de biler, trailere og togvogne, der var bestilt til den transport som aldrig blev gennemført, befandt sig på afsendelsesstedet.

Samarbejdet startede ved, at producenten den 15. januar 2001 sendte en telefax til vognmandsfirmaet, der blev anmodet om at afgive tilbud på ?? transport af maskindele afhentet 300 km. syd for Skt. Petersborg og leveres vores adresse, DK. Udspecificeret maskinliste vedlægges?.

Vognmandsfirmaet tilbagesendte telefaxen med påtegningen: ?DKK ? 141.000 ekskl. toldpapirer? og under denne tekst have medarbejderen i vognmandsfirmaet påført firmaets stempel indeholdende navnet og betegnelsen int. sværgodstransport. Det efterfølgende spørgsmål var, hvorvidt vognmandsfirmaets opgave havde karakter af ikke blot en transport fra A til B, men tillige måske en mere sofistikeret speditionsydelse indeholdende eksempelvis fortolkning.

Der var herefter lidt flere skriverier frem og tilbage vedrørende aftaleindgåelsen, og noget af det, der senere skulle blive et hovedspørgsmål i sagen var, om vognmanden eller producenten som transportkøber havde risikoen for de udførselsmæssige problemer, der senere opstod i Rusland.

Vognmandsfirmaet videregav transporten til et dansk speditionsfirma, der igen videreoverdrog opgaven til en anden dansk speditør, der endte med at bede et baltisk vognmandsfirma om at udføre den fysiske del af transporten.

Opgaven skulle udføres med tre presenningstrailere og to specialbiler (togvogne) og efter aftalens indgåelse, men inden transporten blev udført, skrev det danske vognmandsfirma i en e-mail den 30. marts til producenten, at ?Jeg har nu givet videre, at vi skal stille med to presenningstrailere mandag den 2. april 2001 og en presenningstrailer plus de to specialbiler tirsdag den 3. april 2001. Hvis det skulle tænkes, at godset ikke er klart, vil de almindelige biler (presenningsbilerne) blive afregnet med USD 300 pr. ventedøgn som aftalt. Angående specialbilerne har jeg ikke fået at vide, hvad et evt. ventedøgn vil koste ? men vil følge op på, hvordan det går på mandag og derved sikre os, at planen holder.?

Den 4. april oplyste vognmandsfirmaet til producenten, at afsenderen ikke var i stand til at lave de nødvendige papirer til fortoldning af varerne, og inden nogen havde nået at se sig om, blev situationen fuldstændig fastlåst, angiveligt pga. at afsenderen var et tidligere russisk statsforetagende, som var under lukning, og som skyldte penge til nogle lokale firmaer, og som for at føje spot til skade muligvis ikke havde de nødvendige eksportlicenser på plads.

Da materiellet var læsset og transporten ikke kunne påbegyndes var situationen således noget kompleks, og vognmandsfirmaet og de involverede speditører forsøgte i samarbejde med producenten at løse problemet uden held, og bundlinien på alle de frustrationer blev i økonomisk henseende en regning fra vognmanden på 588.000 kroner for ventetid helt frem til slutningen af maj måned, hvor trailere og jernbanevogne havde stået og glanet til ingen nytte.

Forud for det havde producenten ved telefax af 7. april 2001 skrevet følgende til vognmanden: ?(vi har) nu besluttet at stoppe transporten pga. Deres oplysning om, at lastbilerne som befinder sig på Teso Plant, Pskov. ikke kan forlade området pga. problemer med politiet på stedet. Vi beder Dem sørge for at aflæsse bilerne omgående, direktøren på Teso Plant Mr. ? har ligeledes fået ordre til at aflæsse bilerne omgående, hvis dette ikke sker, bedes De fremskaffe en kranbil til aflæsningen. Vi har oplyst Mr. ? at, hvis bilerne ikke bliver læsset af omgående, vil vi overgive sagen til vor advokat. Må vi høre fra Dem.?

Producenten mente dels at risikoen for problemerne burde være transportørernes, dels at materiellet kunne være sendt hjem lang tid før det sket, og da vognmandsfirmaet hellere ville have sine penge end lange forklaringer, havnede sagen i Sø & Handelsretten.

Et element i sagen var, at producenten så sent som den 18. maj 2001 til vognmandsfirmaet havde fremsendt en telefax med følgende ordlyd: ??Tilladelse til aflæsning af 3 st. trailere vedr. ovennævnte bekræftes hermed. Ligeledes bekræftes, at vi står inde for en økonomisk løsning af ovennævnte transport. Vi fremsender acontobeløb vedr. fremsendte faktura.? Problemet var bare, at producenten efterfølgende fragik denne erklæring og acontobeløbet blev derfor aldrig erlagt.

Herefter var spørgsmålet, om dette kunne betragtes som en indeståelse, hvilket Vognmandsfirmaet i hvert fald gjorde gældende under sagen.

I retten forklarede direktøren i vognmandsfirmaet bl.a., at firmaet ikke er et speditionsfirma og ikke medlem af Danske Speditørforbund. Betegnelsen ?International transport og spedition? ses ikke længere på Vognmandsfirmaets fakturaer. Det kunne ikke afvises, at Vognmandsfirmaet havde udført enkelte speditionsopgaver, men der var ikke ansatte til at udarbejde tolddokumenter. Vognmandsfirmaet påtog sig ikke selv sådanne opgaver, som under alle omstændigheder ville forudsætte en særskilt aftale. I givet fald ville opgave blive videregivet til et andet firma. Det var helt åbenbart, at Vognmandsfirmaet ikke påtog sig en sådan opgave, når transporten gik fra Rusland.

Vognmandens advokat slog i retten på, at vognmandsfirmaet ikke havde optrådt som speditør og at firmaet derfor ikke uden udtrykkelig aftale havde påtaget sig risikoen for toldbehandlingen. Det anførtes endvidere at ventetidsbetaling er kutyme i branchen, og at det fakturerede beløb ikke var urimeligt, navnlig henset til, at transporten foregik fra Rusland. Endvidere anførtes bl.a., at det uanset om NSAB 2000 havde været vedtaget ville have krævet en selvstændig aftale, hvis speditøren skulle have påtaget sig at stå for toldekspeditionen. Blandt vognmandens øvrige argumenter var, at der den 18. maj 2001 var afgivet en ubetinget indeståelse for beløbets betaling og at der ikke var mulighed for at træde tilbage fra denne aftale.

Producentens advokat anførte bl.a., at vognmandsfirmaet påtog sig både transport- og speditionsopgaven, og at det var vognmandsfirmaet, der som den professionelle part måtte bære risikoen for, at spørgsmålet ikke var endeligt afklaret ved aftalen.

Endvidere anførte advokaten, at det var vognmandsfirmaets forhold, der betød, at godset ikke kunne frigives. Der var således problemer med fortoldningen, der var den egentlige årsag til, at godset ikke kunne udleveres straks, og problemerne med strejke, myndigheder og politi ville næppe være opstået, hvis dokumenterne havde været i orden fra starten.

Endvidere anførtes, at der ikke var afgivet nogen form for indeståelse for betalingen, og at vognmandsfirmaet havde risikoen for, at problemet ikke var løst noget tidligere og, at oplysningen om ventetidstaksten skulle forstås sådan, at 300 USD pr. døgn var for samtlige enheder ikke for én enhed.

Sø & Handelsretten slog indledningsvis fast, at spørgsmålet om toldklarering ikke var omtalt, og at dette spørgsmål i øvrigt ikke blev drøftet. Ordene ?ekskl. toldpapirer? i Vognmandsfirmaets tilbud gav ikke i sig selv tilstrækkeligt holdepunkt for en antagelse om, at transportaftale også omfattede toldklarering. Under disse omstændigheder og idet de af Producenten i øvrigt påberåbte omstændigheder ikke kunne føre til en anden vurdering, fandt retten at Vognmandsfirmaet ikke at have påtaget sig at stå for toldklarering af godset. Retten bemærkede, at betegnelsen ?International Transport & Spedition?, der fremgik af Vognmandsfirmaets fakturaer, ikke ses benyttet af nogen af parterne forud for eller på tidspunktet for aftalens indgåelse.

Retten fandt endvidere, at der var ikke fuld klarhed over de omstændigheder, der i Pskov stillede sig i vejen for hjemtransporten af den omhandlede maskine, men der er ikke grundlag for at antage at disse eller nogle af disse kunne lastes Vognmandsfirmaet eller andre transportfirmaer i transportkæden, der efter det foreliggende alle ydede en aktiv indsats for at medvirke til en løsning af problemerne. Der er således ej heller grundlag for at antage, at det beroede på omstændigheder, som Vognmandsfirmaet havde nogen indflydelse på, at Producentens nye instruktion i skrivelse af 20. april 2001 om losning af godset på stedet ikke blev effektueret.

Spørgsmålet om ventepenge havde været drøftet mellem de to firmaer før Vognmandsfirmaets e-mails af 29. og 30. marts 2001, mod hvis indhold Producentens ledelse ikke rejste nogle indsigelse. Det forhold, at Producenten forudsatte, at man højest skulle betale ventepenge nogle få dage, blev ikke oplyst til Vognmandsfirmaet og Producentens forudsætninger blev derfor tilsidesat. Producenten var derfor bundet af Vognmandsfirmaets tilkendegivelser i de to e-mails med den konsekvens, at Vognmandsfirmaet kan pålægge Producenten sine omkostninger til ventetid for transporten indenfor rammerne af tilkendegivelserne.

Særlig med hensyn til den oplyste sats på 300 USD for ?pressenningsbilerne? fandt retten det navnlig under hensyn til indholdet af Vognmandsfirmaets e-mails ubetænkeligt at lægge til grund, at denne vedrørte hver af bilerne (bil med trailer) pr. døgn. Retten finder, at det forudsætningsvis fremgik af de af Producentens vidners afgivne forklaringer, at også Producenten havde forestået satsen på denne måde, hvortil kommer, at Producenten ikke rejste nogen indsigelse mod størrelsen af Vognmandsfirmaets faktura af 10. maj 2001. Retten bemærkede endvidere, at satsen var i harmoni med rettens faglige indsigt på området. Et fint eksempel på, at Sø & Handelsretten netop er en fagdomstol med særligt kendskab til transportbranchens kringelkroge.

Retten anførte endvidere, at under hensyn til den første speditørs fakturaer til Vognmandsfirmaet, sammenholdt med Vognmandsfirmaets e-mail af 30. marts 2001 og de forklaringer speditørerne have givet i retten kunne det lægges til grund, at Vognmandsfirmaet også har haft ventetidsomkostninger med hensyn til de to jernbanevogne indtil den 20. april 2001 og til trailerne, efter at bilerne havde forladt Pskov den 29. april 2001, indtil losningstidspunktet den 29. maj 2001. Et rimeligt, skønsmæssigt fastsat beløb til dækning af disse omkostninger må anses for omfattet af Vognmandsfirmaets tilkendegivelser.

Det beløb, der herefter tilkom Vognmandsfirmaet, måtte fastsættes som ventetidsbetaling med 300 USD for presenningsbiler (chauffør, bil og trailer) for tiden frem til den 29. april 2001 med et skønsmæssigt fastsat tillæg for de to jernbanevogne og de tre trailere som ovenfor anført. Vognmandsfirmaets krav opgjort efter disse retningsliner skulle tillægges den ubestridte udgift til losning på 62.906,08 kr. Vognmandsfirmaets krav mod Producenten fandt herefter det således foreliggende passende at kunne bestemmes til 350.000 kr.

Sø & Handelsretten fremkom i første omgang med en tilkendegivelse, men da producenten var utilfreds med afgørelsen, bad man derfor om en dom, for at kunne anke denne til Højesteret. Efter dommens afsigelse har producentens advokat imidlertid meddelt, at sagen ikke ankes til Højesteret.

-----