Renault Trucks sætter turbo på indsatsen i Danmark
En håndfuld nye sælgere er et af våbnene i den skærpede kamp om lastbilkunderne
Konkurrencen om lastvognskunderne på det danske lastvognsmarked skærpes nu yderligere af Renault Trucks.
Det er først og fremmest sket ved, at lastvognsproducenten har udvidet sin salgsstyrke med en håndfuld nye medarbejdere, der alle på nær en enkelt, er meget erfarne lastvognssælgere, der har arbejdet indenfor området i mange år.
Forleden blev tæppet så løftet for planerne. Det skete på et pressemøde på Sydfyn, hvor Renault Trucks Danmark offentliggjorde det sidste nye tiltag på området.
Fra at have haft tre aktive lastvognsælgere ved udgangen af november måned 2003, har Renault Trucks Danmark med den nye salgsorganisation nu en stab på otte lastvognssælgere, med Frede Larsen i spidsen- alle er placeret geografisk godt i forhold til kunderne.
Gennem ansættelsen af de nye sælgere har Renault Trucks fået styrket salget i områderne, Silkeborg/Randers/Hobro, hele Trekantsområdet samt det sydlige Jylland. Samtidig er salget i Storkøbenhavn og det nære blevet styrket betragteligt.
Desuden er brugtvognssalget blevet intensiveret gennem ansættelse af en sælger til at klare specielt det område.
Som Salgschef Frede Larsen, der også er nyansat hos Renault Trucks, og som har en længere fortid hos DAF Trucks, udtrykte det på pressemødet, så er det ingen sag at sælge nye lastvogne i ren handel.
- Men skal man have noget i bytte, er det meget nødvendigt med et velfungerende system til at få de brugte køretøjer håndteret rigtigt. Forholdene omkring handlingen af det brugte materiel, kan være det som gør forskellen på succes eller fiasko ved en lastvognshandel, siger han.
Efter ansættelsen af de nye medarbejdere ser Renault Trucks' nye Danmarkskort rent salgsmæssigt sådan ud:
I Midt og Østjylland er det Erling Frank, der opererer. I Nordjylland er det salgskonsulent Karsten Mølholt, som klarer salget, og i Midt- og Vestjyllands forestås salgsarbejdet af Olav Poulsen.
I Silkeborgområdet har man styrket salget med Finn Andersen, der kommer fra DAF Trucks, og som tidligere har været tilknyttet Stiholt-koncernen i en årrække.
I området med Kolding, Vejle og Horsens er det Carsten Lykke, der står for salget. Han kommer også fra DAF Trucks og har tidligere bl.a. været værkfører hos MAN i Kolding. Det sydlige Jylland med Padborg, Haderslev og Esbjerg dækkes af Peter Sørensen, der ikke tidligere har handlet med lastvogne.
Lars Husted, der har en fortid hos MAN, har fået tildelt området København og Nordsjælland, mens Michael Linulf, der også har en fortid hos DAF Trucks, dækker det øvrige Sjælland.
Handelen med de brugte køretøjer klares af Søren Hansen.
Det er dog ikke kun på det hjemlige marked, at der sker noget hos Renault Trucks.
Fra den første marts i år kommer Renault Trucks Danmark også til at stå som overordnet ansvarlig for markedsføringen i hele Skandinavien. Det vil sige salg af tunge lastvogne i Danmark og Norge. I Sverige er der p.t. ingen markedsføring af de tunge lastvogne, dette marked valgte man at forlade for et års tid siden.
I Norge vil der ifølge marketingschef Lars Johansen blive etableret en selvstændig national salgsorganisation, men under Renault Trucks Danmark.
Der er dog i slutningen af 2003 blevet dannet et helejet datterselskab ved navn Renault Trucks Norge AS.
I Finland fortsætter markedsføringen som hidtil gennem Oy Sisu Auto AB, der er et yderst velfungerende samarbejde, som har medført, at Renault Trucks i dag har en god stor markedsandel i Finland.
Volvo servicearbejde på Renault lastvognePå servicesiden er der også sket en mindre revolution.
I Nordjylland har Volvo Truck Center Aalborg A/S således siden den første december 2003 overtaget servicearbejdet på Renault lastvogne. Det har i et stykke tid har også været tilfældet i Sverige, hvor det ligeledes er Volvos lastvognsværksteder, som servicerer Renault lastvogne.
I Skive er der også etableret et mindre samarbejde om servicen som betyder, at Viking Lastvogne i Skive, der er et Volvo serviceværksted, udfører service på Renault lastvogne via et samarbejde med Ikast Lastvognsservice, som er Renaults afdeling i Midtjylland.
Hele servicenettet er opdelt i R1 og R2 servicepunkter. Forskellen på disse to typer er, at R1 værksteder modtager dag til dag levering af reservedele direkte fra produktionen. R2 værkstederne skal købe deres reservedele hos R1 værkstederne. Der stilles desuden meget større krav til R1 fra Renault Trucks' side til R1 værkstederne på områder som uddannelse af personale, lagerbeholdning, udstyr og skiltning.
De syv R1 servicepunkter er Avedøre Lastvognscenter A/S i Avedøre, DFDS Roland Munch A/S i Holbæk, Kolding Lastvognscenter A/S, med hovedafdeling i Kolding, samt afdelinger i henholdsvis Padborg og Horsens, K. Søndergaards Eftf. ApS i Aarhus, Ikast Lastvognsservice ApS i Ikast, Volvo Truck Center Aalborg A/S, med afdeling I Aalborg og Brønderslev samt Børge Sørensen Automobiler A/S i Frederikshavn.
Med de nye tiltag ønsker Renault Trucks at opnå en større markedsandel, end de ca. 4 pct., man lige nu regner med at slutte på for 2003.
Markedsandelen har været faldende, det er der flere årsager til - blandt andet oplyser selskabet, har man ikke ønsket at indgå dårlige handler.
Det økonomiske resultat for 2003 ventes at blive i størrelsesordenen 0 til 0,5 mio. kr. - det er dog 6 til 8 mio. bedre end resultatet i 2002.
-----