23948sdkhjf

Han har tabt 62 kilo

47-årige Finn Borg, indehaver af Turbo Chip i Padborg, har takket være selvdisciplin og sin søde kone, der har fornemmelse for madlavning, tabt 62 kilo på 1½ år

47-årige Finn Borg, indehaver af Turbo Chip i Padborg, har takket være selvdisciplin og sin søde kone, der har fornemmelse for madlavning, tabt 62 kilo på 1½ år



I pølseboden på Industrivej i Padborg troede pølsemanden for 1½ år siden, at Finn Borg var blevet sur over et eller andet. Fra den ene dag til den anden var det slut med besøg af den nu 47-årige indehaver af Turbo Chip, der ellers plejede at komme og købe to hotdogs omkring middagstid "ikke med de tynde pølser, men de der dejlige tykke nogen" og senere, omkring kl. 16 røg der også ofte en hotdog på regningen.

Kl. 17.30 var det hjem at spise aftensmad, lidt arbejde og så hen og pleje sofaen.

Det er det alt sammen slut med nu.

Der er intet fjendskab mellem pølsemand og Finn Borg, men pølsemanden må finde andre kunder til sine lækkerier. Finn Borg har bestemt sig for, at han vil være normalvægtig.

Det var summen af mange ting der gjorde, at Finn Borg besluttede sig for at spænde livremmen ind. Han havde slået sin hofte og belastede derefter knæet på det andet ben ekstra meget i en periode. Og det blev ved med at gøre ondt i rigtig lang tid, for det var som om kroppen ikke kunne komme sig igen. Det dårlige knæ var en plage af flere som følge af fedme. Skirejser var blevet et lukket land for den156 kilo tunge familiefar og efterhånden så det også sort ud med flyrejserne, for så mange kilo er svære at skrue ned i et almindeligt flysæde.

Lettere fremskyndet af en forretningskollega og ven i Padborg, der selv havde tabt sig til næsten ukendelighed til sit sølvbryllup, gik Finn Borg til kamp mod kiloene. Vægtkonsulenternes sammensætning af madvarer blev et solidt redskab til at få nedarbejdet en del af de mange overflødige kilo. Og nu står den digitale vægt i privaten på 94 kg.

Opskriften er disciplin, grønsager og kød i store mængder. Og dertil en vidunderlig kone, Lone Borg, der har stået for at tilberede al den mad, som Finn Borg traditionen tro køber ind to gange ugentligt i et supermarked et stykke nede i Tyskland. Køleskabet bliver proppet med fisk og friske grønsager og ja, selv ris a la manden juleaften har nu to år i træk været præget af sund fornuft. Fløden er skiftet ud med fromage frais og græsk youghurt.

Stresset hverdag

I 1988 blev Finn Borg selvstændig med Padborg Elektro, forinden havde han været kølemontor, elektromekaniker og lastbilchauffør, hvor nogle af de overflødige kilo blev påsat.

- De første år som selvstændig var vægten ikke noget problem, for jeg rørte mig meget. Men så blev jeg kontormand hele dagen, hvor jeg ikke fik nogen motion, men ofte var stresset med 20 mand i arbejde. Hvor nogle drikker og andre ryger, så spiser jeg, når jeg er stresset. Et stykke chokolade, en kage eller noget andet. Og jeg lagde ikke mærke, at jeg tog 1-2 kilo på om måneden. Familien gjorde heller ikke, for de så mig jo hver dag og, det skete jo langsomt over flere år. Jeg slog det også hen, for godt nok skulle jeg efterhånden købe tøj i store størrelser, men jeg er jo også kraftig bygget, siger Finn Borg.

Han har prøvet adskillige pulverkure og har gået til kontrolvejning hos lægen.

- Men der var ikke noget, der rigtigt hjalp. I dag ved jeg, hvad der skal til. Jeg har lagt min livsstil helt om og spiser noget helt andet, end jeg gjorde tidligere. Men jeg har ikke motioneret mere, end jeg plejer. Vi har godt nok et motionscenter derhjemme, men jeg bruger det ikke. Jeg har travlt i hverdagen fra kl. 7 til 22, hvor 35 software-forhandlere i Danmark, Norge, Holland, Belgien, Irland, Tyskland, Grækenland og Australien kan kontakte mig og regne med, at jeg tjekker op på softwaren til en lastbilmotor inden for en halv time.

Familien er med

Når Finn Borg forlader butikken og værkstedet på Industrivej i Padborg for at køre hjem til privaten, er arbejdsdagen ikke slut. Tværtimod kører han hjem og tænder for computerne derhjemme, så han er online med mulige kunder til kl. 22. Derfor er der stor ros til Lone Borg, der har stået for at tilberede de mange daglige måltider, hvor grønsager i mange udformninger udgør en stor del af menuen. De mange måltider og de store mængder har gjort, at den ændrede livsstil ikke været en pine for Finn Borg, for maden har været lækker og der har været rigeligt, så han aldrig er gået sulten i seng. Og han mener, at alle kan gennemføre en lignende livstilsændring. Hvis de vil.

I familien Borg er der flere sidegevinster til Finns nye liv. Lone har tabt fem kilo og den 20-årige søn Bjørn har tabt 27 kilo. Han blev inspireret af faderens kropslige indskrænkning.

- Du ved, han jagter pigerne lidt, og så er det ikke smart at være overvægtig. Bjørn er blevet en flot fyr nu, konstaterer hans far.

Flyvende igen

En anden sidegevinst er ferierne. Familien Borg elsker at rejse, og Florida har været rejsemål så ofte, så de efterhånden kan få storkunde-rabat. Men en omfangsrig familiefar er ikke sagen, når ferien begynder og slutter med fly. Men nu er familien flyvende igen.

I sine velmagtsdage skulle Finn Borg altid sidde ved siden af et af børnene på flyrejser, ellers var der ikke plads nok til hans store krop. Og det var komplet umuligt at slå bordet ned, når der blev serveret mad.

- Det var sgu pinligt, konstaterer den nu normalvægtige Finn Borg, der også kan begynde at snakke med om mulige skirejser igen.

Han er selv meget åben om sit store vægttab. Og han griner ved tanken om folk, der går ind på hans kontor for at finde ham, men vender om igen - for den slanke mand derinde ligner ikke den gamle Finn Borg.

- Alle siger noget om, at jeg har tabt mig, men der er ikke ret mange, der siger noget direkte til mig. De gør det til alle andre. Jeg har ikke lagt skjul på, hvad jeg har været i gang med. F.eks. har jeg sagt nej-tak til rødvin og øl, når vi har været ude at spise, fortæller Finn Borg, der også oplever, at folk ikke er gode til at spørge ham til råds, hvis de selv vil ændre form på figuren.

- Generelt tror jeg ikke, mænd synes, de er for tykke. En mand bliver ikke tyk, han er kun kraftig, siger Finn Borg, som ser med, når tv sender "Livet er fedt" og lignende programmer, og understreger, at han selv har klaret et vægttab som en del af dagligdagen og uden kurophold af nogen art.

Og nej, han bliver ikke størrelse "meget, meget stor" igen.

- Nu har jeg gjort et stykke arbejde, og så er der ikke noget med at tage på igen. Jo, altså på ferier spiser jeg godt, men jeg taber kiloene igen, siger Finn Borg, der ude på værkstedet hilser på en kunde. Kunden er, hvad mænd vil betegne som kraftig.

- Jeg har sagt til ham, at han skal gå i gang med Vægtkonsulenterne: Men det er svært at omstille sig, hans kone er kok. Men han skal omstille sig, for ellers kan han dø af det.

-----

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078