Danske lastvogne taber markedsandele
Danske vognmænd mister terræn i forhold til konkurrenter fra Tyskland og Østeuropa
Væksten i godstrafikken - som den blandt andet er spået i EU's transporthvidbog fra 2002 - kan ses tydeligt, når man tæller antallet af lastvognstog, der krydser landegrænsen i Sønderjylland.
Døgn-gennemsnittet for den nordgående trafik viser en stigning 4,2 procent over det sidst år.
Men stigningen går uden om de danske vognmænd, hvis markedsandel - når man tæller på nummerplader - er faldet med 0,7 procent til 45,3 procent i fjerde kvartal 2003.
Det fremgår af den seneste konjunkturanalyse fra International Transport Danmark (ITD), der siden midten af 2002 har opgjort trafikken over landegrænsen.
Øget samhandelBaggrunden for den konstante vækst i lastbiltrafikken er naturligvis væksten i samhandlen i Europa, som dels skyldes globaliseringen i almindelighed og dels den dynamiske udvikling af det indre marked i EU.
Sidstnævnte har siden 1993 - trods den langvarige krise i tysk økonomi - formået at sikre en positiv vækst i EU-landene som helhed. Lastbilerne tegner sig for den betydeligste del at den godstransport, der følger i kølvandet på den øgede samhandel.
Danske vognmænds markedsandel er især tabt til lastvogne med tyske eller østeuropæiske nummerplader.
Antallet af dansk indregistrerede lastvogne har angiveligt ligget nogenlunde konstant omkring 2.500 enheder i døgnet, siden ITD begyndte trafiktællingerne i 2. kvartal 2002.
Med et døgngennemsnit på cirka 5.500 lastvognstog, sidder der altså stadig danske nummerplader på tæt ved halvdelen af transporterne.
Døgngennemsnittet på 5.500 lastbiler i fjerde kvartal betyder, at der er sket en svag nedgang i trafikken sammenlignet med 3. kvartal, der lå 3,1 procent højere. Men ITD skønner, at faldet repræsenterer et naturligt sæsonudsving, da et tilsvarende fald blev registreret i fjerde kvartal 2002.
Trafikvæksten er blevet opfanget af udenlandske konkurrenter. Østeuropæiske lastvognes markedsandel er øget med godt 50 procent fra 7,7 procent i 2. kvartal 2002 til 11,1 procent i sidste kvartal 2003. Godt 300 østeuropæisk indregistrerede lastvogne passerede landegrænsen i sidste kvartal 2003. Det er 100 mere end i andet kvartal 2002.
Dermed udgør østeuropæisk indregistrerede lastbiler den tredje største markedsandel efter danske og tyske.
Hollandsk fremgangTysk indregistrerede lastvognes markedsandel svandt med to procent fra 3. til 4. kvartal i 2003, men målt fra 2002 og frem er markedsandelen steget med 0,5 procent.
Alle andre nationer har haft svagt faldende markedsandele siden ITD begyndte trafikopgørelserne. Holland har dog øget markedsandelen med 1,2 procent fra 3. til 4 kvartal sidste år.
ITD nøjes ikke med at tælle nummerplader. Også markedsandelen fordelt på typen af lastvognstog er opgjort.
Trafikstigningen er især sket på vogntog med presenning/faste sider, der er øget med 4,1 procent fra 4. kvartal 2002 til 4, kvartal 2003. Tank og silotransporter er øget med 1,8 procent i samme periode. Temperaturregulerede transporter er faldet med en halv procent, mens containertransport er faldet med 0,2 procent. Specialtransporter er faldet med 0,6 procent.
-----