Trafikforsker, professor H.P. Myrup mente for 25 år siden, at det var godt at Storebæltsbroen dengang var blevet lagt i mølposen.

Argumenterne for at bremse ideen med en fast forbindelse for såvel biler som tog over Storebælt var mange ? bl.a. at færgefarten kunne gøres meget bedre, der kunne bygges en tunnel, hvor man kunne lade et biltog køre, og endelig ville der komme hydrofoil- eller luftpudeforbindelser.

Et andet argument fra professoren var, at man havde undervurderet omfanget af indenrigsflyvningen.

Som H.P. Myrup sagde: De kunder, flyvningen får, kommer aldrig tilbage til Storebælt. Og til spørgsmålet om ikke broen ville spare tid, svarede professor H.P.Myrup: Skal chaufføren alligevel af for at have en kop kaffe, er der ikke sparet noget som helst. Professorens argumentation vandt som bekendt ikke gehør. Nu har vi haft en fast forbindelse i mere end fem år, og det har gjort Danmark mindre - til glæde for næsten alle. Selv miljøet har ifølge eksperterne fået det bedre.

Vi har talt med professor H.P.Myrup og spurgt ham om hans syn på den faste forbindelse i dag. Og han lægger ikke skjul på, at han mener, at den nuværende forbindelse er for dyr. Der er stadig en ?toldmur? ned gennem Danmark, og derfor skulle man have valgt en biltogs tunnelforbindelse, hvor terminalerne havde ligget langt inde på land. Et sådan anlæg ville have givet en lige så hurtig afvikling af trafikken og samtidig en billigere overfartspris. Det er nødvendigt, hvis man skal opnå den rigtige effekt af en fast forbindelse, lyder hans vurdering.

Dette forslag ville nok ikke have vakt den samme store tilfredshed blandt bropendlere og de transportfirmaer, der dagligt passerer den faste forbindelse. Bare at tænke sig, at man skulle holde og vente på at toget var fyldt op, før der kunne blive afgang - og derefter måske skulle forlade bilen for at gå hen i en passagertogvogn.

Og hvad med f.eks. specialtransporterne - skulle de så fortsat have kørt op over Ebeltoft og Sjællands Odde - de specialbyggede togvogne ville jo have givet væsentlige begrænsninger for ændringer i lastvognenes dimensioner.

Derimod vil mange formentlig give H.P. Myrup ret i, at satserne for overfarten bør sænkes. Det vil dog nok næppe være politisk opnåeligt inden for en overskuelig tid.

I transportkredse kan man dog frygte, at en kommende Fehmernforbindelse vil blive en biltogsløsning, som på den måde stort set kun vil være en fordel for banetransporten. Spørgsmålet er så, om politikerne vil lade sig forføre af miljø-runddans, eller om de også vil lytte til brugerne og lade fornuften være afgørende.

-----