Porten til Norden
Når en svensk familie planlægger sommerferie i Danmark, så kommer brochurerne ikke fra København. Danmarks Turistråd har overladt opgaven med distribution af information om alt fra den lille havfrue til badelande i Nordjylland til svenske Nordic Gateway, der har specialiseret sig i forsendelse af tryksager.
Nordic Gateway blev startet i 1995 med kapital i ryggen fra blandt andet Telia, Svenska Jernvager (SJ) og Posten. Ideen var at løse de problemer, som især turistbranchen har med distribution af rejsebrochurer direkte til kunden.
I spidsen for foretagendet stod fra starten Claus Göran Svensson, der i dag er eneejer af Nordic Gateway. Senest er svenske Posten købt ud af selskabet.
Placeringen af Nordic Gateway i Nässjö skyldes først og fremmest, at Posten har en stor sorteringscentral i byen, der ligger centralt i den svenske vej- og baneinfrastruktur.
Turistbrochurer er ikke længere eneste vareart på hylderne.
- Vi har i dag mange kunder fra eksempelvis bygge og møbelbranchen, fortæller pladschef Anders Engdahl.
Virksomheden håndterer omkring 1,6 mio. forsendelser for godt 40 forskellige kunder.
Udvidet service
Nordic Gateway nøjes dog ikke blot med at sende brochurer ud. Begrebet ?value added services? kan også udtales på svensk.
- Hvis en kunde eksempelvis beder om materiale på konferenceborde hos Sinaps, så er det os, der ekspederer ordren. Men vi stopper ikke her. Vi kontakter den nærmeste forhandler ud fra modtagerens postnummer og oplyser, at der en interesseret kunde i forhandlerens lokalområde, så han kan følge op på salgsmulighederne, fortæller Anders Engdahl.
Et andet forretningsområde, hvor Nordic Gateway har oplevet betydelig vækst i de senere år er uddannelsesinstitutioner, der har behov for distribution af informationsmateriale, der skal tiltrække nye elever.
Nordic Gateway sender primært materiale ud på den nordiske marked. Selve distributionen via de nationale postvæsener er både kernen i produktideen og virksomhedens akilleshæl. Det er billigere at poste danske turistbrochurer til svenske ferielystne fra Sverige end fra Danmark. Men omvendt betyder forskelle i portoniveauet rundt omkring i Europa, at udenlandske konkurrenter ofte har en fordel på omkostningssiden, der kan være svær at konkurrere med.
Men trods konkurrencen står Nordic Gateway stadig med ansvaret for distributionen af turistbrochurer fra hele ni lande. Ud over Sverige og Danmark, så tæller listen de nationale turistbureauer fra England, Skotland, Irland, Barbados, Dubai og Singapore.
-----