Forsøg med modulvogntog i Holland
Herhjemme er spørgsmålet om modulvogntog fortsat til debat. I Holland går de i gang med at afprøve de lange køretøjer i stor skala - 300 biler fra 100 transportfirmaer skal testes fra næste år og frem til 2006.
Det nye store forsøg er en udvidelse af et tidligere forsøg, som gav interessante brændstof-resultater, men ikke var så realistisk som det nu planlagte.
I det nye forsøg forudsættes bl.a., at vogntogene højst må have 60 tons totalvægt, har blokeringsfri bremsesystemer og skal have en tilladelse fra myndighederne til at udføre transporterne. Blandt de øvrige krav er, at vogntogene kun må køre på det hollandske motorvejsnet og til destinationer maksimalt 20 km væk fra motorvejene.
- Vi har studeret de hollandske betingelser for de vogntog, der kan opnå godkendelse, og de ligger tæt på de specifikationer, der er lagt til grund for de overvejelser, der i øjeblikket er i gang i vort eget trafikministerium. Som bekendt vil trafikminister Flemming Hansen komme med en rapport om de danske muligheder inden årets udgang, siger DTLs ordførende direktør Michael Svane, som er i dialog med hollænderne i denne sag.
I 2001 blev der i Holland gennemført et forsøg med fire lastbiler (de kaldes i Holland Øko-kombi lastbiler) og de viste sig at være miljøeffektive - dog var de under forsøget underkastet meget strenge vilkår: De måtte højst køre strækninger på 50 km og skulle samtidig være en del af en kombineret transport - altså enten fra start eller til slut omlæsse til skib eller tog. Forsøget viste en nedsættelse af brændstofforbruget fra 4 til 30 procent pr. tonkilometer. Den overordnede fordel var dog, at to sådanne modulvogntog kunne transportere tre normale læs. Det giver færre lastbiler på motorvejene.
-----