Ny kombiterminal ved svensk baneknudepunkt
Nässjö Kommune øst for Jönköping kunne onsdag i sidste uge fejre fuldførelsen af en ny moderne kombitermial i Gamlarp. Kombiterminalen, der er opført lige syd for Postens store brevsorteringsterminal, har kostet 58 milloner svenske kroner.
Kommunen har selv bidraget med 10 mio. kroner, EU har ydet et tilskud på syv mio. kroner, mens det svenske postvæsen har bidraget med tre mio. kroner. Største investor i det nye logistikområde i Gamlarp er den svenske pendant til Banestyrelsen, Banverket, der har betalt anlægget af sidesporet inklusive al teknik til kombiterminalen. Sporarbejderne har kostet 38 mio. SEK.
Nässjö er et af Sveriges vigtigste jernbaneknudepunkter med en placering lige midt i det industritætte Småland.
Den centrale placering i det svenske jernbanenet og tæt på motorvej E4 og industricenteret Jönköbing har givet Nässjö en logistisk tyngde, der er langt større end kommunens cirka 30.000 indbyggere lader ane.
Danske virksomheder har fået øje på den erhvervsvenlige lille kommune, der bryster sig af en rejsetid på to-og-en-halv time i tog til både København og Stockholm. Turen til Gøteborg kan køres på et par timer.
Lars Larsen-koncernen, Jysk, placerede allerede for fire år siden et stort og højteknologisk distributionslager, der står for distribution til koncernens 130 svenske og 40 finske butikker, i Nässjö. Pladsen i Jysk Battlagers store terminal er for længst blevet for trang og en tilbygning til en kvart milliard kroner står snart færdig.
Første kunde
Den nye kombiterminal består af en 17.000 kvadratmeter stor container-oplagsplads. Sidesporet er cirka 1.200 meter langt. Der er anlagt en 650 meter lang asfalteret tilfartsvej, der forbinder terminalen med omfartsvejen omkring byen. Terminalen skal drives af et selskab, som Nässjö Kommmune og Transab er ved at stifte i fælleskab. Markedsføringen skal primært varetages af det regionale togselskab BK Tåg.
Interessen for den nye kombiterminal er i følge Nässjös erhvervsråd ganske markant. Samtidig med indvielsen kunne identiteten på den første store kunde, den hurtigt voksende svenske varehuskæde Rusta, afsløres.
Rusta omsætter for cirka 1,2 mia. SEK.
Det 20.000 kvadratmeter store distributionslager, forventes færdigt og driftsklart inden udgangen af 2004. Bygningen skal opføres af Skanska.
Men ifølge Nässjös erhvervschef Holger Jonasson pågår forhandlinger med flere interesserede virksomheder.
- Vi forventer at kunne annoncere endnu en kontrakt i løbet af kort tid, siger en optimistisk Holger Jonnasson til Transport-Tidende.
Logistik-området ved Gamlarp er foreløbigt projekteret til et samlet areal på 550.000 kvadratmeter. Postens eksisterende terminal er ikke medregnet.
- Når det ikke længere er nok, så kan vi fordoble arealet uden problemer, siger Holger Jonasson og spår, at jernbanetrafikken gennem det gamle trafikknudepunkt vil få en renæssance i de kommende år
- De virksomheder, som vi forhandler med, er naturligvis interesseret i Gamlarp, på grund af logistik-mulighederne i området. Men også den gode erhvervsklima og den samarbejdsvillige og erhvervsvenlige ånd, som Nässjö Kommune har opbygget, siger Holger Jonasson.
-----