Nye økopointregler i Østrig
Fra 1. januar 2004 gælder nye regler for transitkørsel gennem Østrig. Der gælder forskellige regler for forskellige biler: Lastbiler, der i dag bruger 5 point eller mindre, kan transitere Østrig uden brug af økopoint. Lastbiler, der i dag bruger 6-8 økopoint, er fortsat omfattet af øko-pointordningen. Lastbiler, der i dag bruger mere end 8 økopoint, kan ikke længere transitere Østrig. For specialtransporter kan dog søges særlig tilladelse.
Økopoint fra 2003 kan kun anvendes til og med 31. december 2003. Øko-point fra 2003 er således ikke gyldige i januar 2004.
AnsøgningerAnsøgning om månedstildeling for januar 2004 skal være Færdselsstyrelsen i hænde senest 16. december 2003. Der kan søges både om papirmærker og elektroniske økopoint. Ansøgning om den første ugentlige tildeling i 2004, skal være styrelsen i hænde senest 15. januar 2004, hvor tildelingen vil finde sted.
Færdselsstyrelsen forventer at modtage de elektroniske økopoint fra Kommissionen sidst i december 2003 og papirmærkerne primo januar 2004. I begyndelsen af januar 2004 vil der være en periode, hvor styrelsen ikke har papirpoint. Styrelsen fordeler pointene så snart, de er modtaget. Ansøgerne får besked, når pointene er tildelt.
Falder måske bort
Forlængelsen er endnu ikke formelt vedtaget i EU, og der er derfor mulighed for, at ordningen helt falder bort pr. 1. januar 2004. Uanset udfaldet skal biler, der bruger 5 point eller mindre, ikke længere bruge økopoint fra 1. januar 2004, oplyser ITD.
I DTL siger juridisk specialkonsulent Jesper Højte Stenbæk: - Det er glædeligt, at de danske myndigheder melder klart ud i den usikre situation. Det er derimod uacceptabelt, at EU ikke er i stand til at give konkrete anvisninger på, hvordan de mange transportører, der kører gennem Østrig skal forholde sig.
-----