Kan man tvinges til at være nødhavn?
Det siger formanden for Havnesammenslutningen, borgmester Uffe Steiner Jensen, i forbindelse med at høringsfristen for Miljøstyrelsens arbejde med at udpege egnede nødområder udløb i forleden.
Danske havne anfægter ikke, at der kan være fornuft i at søge at identificere de områder i landet, hvor det er mest hensigtsmæssigt at bugsere nødlidende skibe hen. Skibe i nød skal hjælpes hurtigt og effektivt, og det er nødvendigt, at hjælpen gives i et område, hvor det gør mindst mulig skade.
- Danske havne skal drives på forretningsmæssige vilkår, og det er pålagt havnebestyrelserne at varetage havnenes interesser. Vi finder det derfor ikke rimeligt, at havnene skal stille deres infrastruktur til rådighed kvit og frit og med risiko for, at havnen selv og de virksomheder, der er på havnen, lider skade, fortsætter Uffe Steiner Jensen og tilføjer:
- Når der arbejdes målrettet og systematisk med at finde de bedst egnede områder til at opfylde behovet for nødområder, må det være en forudsætning, at spillereglerne er helt klare. Derfor skal det klargøres, at den havn, der får påvirket sin drift, i det mindste kompenseres for dette.
Hvis havnen må lukke
Et skib, der eksempelvis lækker olie eller udsender giftige dampe i en havn, umuliggør andre aktiviteter dels i havnen men også for de virksomheder, der ligger på havneområdet. Derfor er det nødvendigt ved udpegningen af nødområder/nødhavne, at der klart er taget stilling til, hvordan havnen økonomisk kan kompenseres for de tab, den måtte lide.
Det gælder både de umiddelbare tab som følge af, at havnen må lukke en periode, men det gælder også udgifter til et evt. særligt beredskab eller langsigtede virkninger af, at nogle virksomheder ikke ønsker at etablere sig i områder med nødhavn, lyder det fra havnene.
-----